Mere majestætisk end prins Henrik

In Lonely Majesty, Smukfest, Sherwood-scenen

Mere majestætisk end prins Henrik

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Begrebet ”i ensom majestæt” har fået en helt ny betydning i de seneste uger, hvor dronning Margrethe tilsyneladende kan se frem til at ligge i ensom majestæt i Bjørn Nørgaards 29 millioner kroners sarkofag i Roskilde Domkirke, mens prins Henrik hellere vil ligge et andet sted og være fornærmet i det hinsides. Anderledes positive vibrationer kommer fra den jyske folk-rockgruppe In Lonely Majesty, der har samlet en pæn forsamling foran den lille Sherwood-scene trods heftigt regnvejr.

In Lonely Majesty fik tidligere på året en del mediebevågenhed, efter at deres single ”Sing in the Dark” til alles overraskelse, inklusive bandet selv, pludselig blev et nummer 1-hit på iTunes i Egypten efter at have medvirket i en Pepsi-reklame. Gruppen blev inviteret til Egypten for at give koncerter, og formodentlig synes egypterne, at In Lonely Majesty lyder eksotiske – måske med et strejf af den højt besungne nordiske melankoli – med deres folk-rock, der lægger sig i slipstrømmen af de senere års folk-bølge med navne som Mumford & Sons, The Lumineers og danske The Rumour Said Fire (på deres første ep og album) og Jonah Blacksmith. Lineuppen er sang/akustisk guitar/keyboard, el-guitar/keyboard/banjo, bas og trommer, og skiftevis en- og flerstemmige vokalharmonier fra de tre musikere omkring sanger og guitarist Lasse Helboe, der selv har en udmærket, om end ikke voldsomt karakteristisk sangstemme.

”Sing in the Dark” er indtil videre gruppens eneste officielle single, og de fleste sange, der bliver spillet denne eftermiddag, er derfor ukendte for hovedparten af publikum. Det lyder dog, som om gruppen har flere hits i ærmet blandt de velskrevne sange, hvor nogle er ballader – ofte i vuggende 6/8-takt – med smukt, fingerspillet akustisk guitar i fokus – mens andre er i højt tempo, småpompøse og med samme melodiske imødekommenhed, som vi kender fra navne som førnævnte Mumford & Sons og The Lumineers.

Ofte klimprer banjoen løs i lydbilledet, og publikum bryder med jævne mellemrum ud i fællesklap og sang. Højdepunktet er ikke overraskende ”Sing in the Dark”, der kommer som allersidste sang og virkelig er et fængende, velskåret nummer. In Lonely Majesty har tidligere spillet på Smukfest, og at dømme efter både publikum og gruppen selv bliver det ikke sidste gang, vi ser dem mellem bøgetræerne, og mange andre steder. Hvem ved, måske kan de ligefrem få prins Henrik i bedre humør?

 

Sætliste:

The Apple     

Silas and the King

Coffee Cup              

Colors of the night

Eyes of Green

Broken Chains

Listening to the Rain

Broken Mind         

Lost and Found      

All Wait for Love       

The Train              

Travel Far         


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA