x
Newbees Festival præsenterer fremtidens hitmagere

Diverse kunstnere, Newbees Festival, Studenterhus Aarhus

Newbees Festival præsenterer fremtidens hitmagere

Anmeldt af Nanna Westergaard | GAFFA

Det er ti år siden, Studenterhus Aarhus for første gang åbnede dørene for vækstlaget i dansk musik, og siden har en lang række musikere fået en scene og et publikum samt et rygstød til deres karriere – blandt andre har Ulige Numre, Karl William og The Minds of 99 tidligere optrådt på Newbees Festival.

Det er frivillige studerende fra Studenterhusets kulturgruppe, der har planlagt festivalen og lyttet alle ansøgninger igennem for at udvælge de ti bands, der har fået æren af at optræde til årets festival. De udvalgte repræsentere en ualmindeligt bred palet af genrer. Som arrangørerne selv beskriver det, byder festivalen på alt fra tropisk bas til akademisk hovskisnovski. Eller som jeg vælger at beskrive det, alt fra manbun-dræbende rock til mad skillz på mundharmonika.

Jakkerne hænger på eget ansvar i garderoben, mens øllene bliver langet over disken til den relativt begrænsede skare af besøgende, der er kommet for at se de nye og forholdsvist ukendte artister. Bepyntningen er simpel, lidt farverige farveguilander hænger fra loftet og obligatoriske siddepladser og borde flankerer lokalets vægge, så de danseforskrækkede også har et sted at opholde sig. Men jo flere øl, der i løbet af aftenen bliver solgt, jo mere populær bliver gulvpladsen foran scenen.

 

Torsdag den 28. september

mono mono – 4 stjerner

Den elektroniske duo mono mono består af Karoline Elsig og Jakob Franck, som i dagens anledning er frankeret af en guitarist, der leverer et drømmende guitarspil, som blender godt med Francks tunge beats og Elsigs lette stemme. Bag bandet kører der psykedeliske visuals på en skærm, som er med til at gøre koncerten til en helhedsoplevelse. Det er ikke en optræden, der får startet en fest, men det er heller ikke hensigten med musikken. Det er noget, man drømmer sig væk til, men medmindre publikum bruger samtalen som et greb til at drømme sig væk, så lykkes dette dog desværre heller ikke.

Koncerten har sine højdepunkter, når Elsig griber til sin saxofon. Den nostalgiske, jazzede lyd blandet med de elektroniske beats er lyden af at gå alene og forelsket hjem på en sensommeraften, varm under jakken med kold vind i hovedet. mono mono er en gruppe med stort potentiale, men de mangler det sidste for at komme over scenekanten. Særligt savner jeg noget mere interaktion mellem medlemmerne, som for det meste står som tre individuelle artister på scenen, hvilket gør energien lidt flad. Musikalsk var der dog ikke noget at sætte en finger på, og musikken var ganske simpelt lækker.

 

Stonebird – 5 stjerner

De fem unge mænd, der udgør Stonebird, er kommet hele vejen fra København, men de kan lige så godt være kommet fra min fars pladesamling, for deres take på 70’er-rock er ualmindeligt autentisk. Og ikke nok med at de leverer gedigen blues-rock som i de gode, gamle dage, så gør de det også med et utroligt højt energiniveau. Hvor meget energi? Jo, i starten af sættet har deres guitarist sat sit hår op i en stram manbun, og allerede under introen til den anden sang hænger det lange hår løst ned over hans skuldre, uden at han overhovedet har løftet sine fingre fra guitaren.

Stonebird er et band, der har det sjovt, når de spiller live, og det smitter af på publikum, der ikke kan undgå at juble, når den langhårede, rockede forsanger begynder at spille tamburin. Men det er ikke bare underholdning, det er også utroligt dygtigt udført, det er i høj grad musikere, der kan deres kram med korstemmer, perfekt synkronisering mellem medlemmer og ikke mindst klassiske guitarsoloer. Dog vil jeg også pointere, at Stonebird i allerhøjeste grad er et liveband, for da jeg i min lykkes rus kom hjem og satte dem på Spotify, var det svært at genfinde glæden fra koncerten.

 

Moses: ”Andreas” – 3 stjerner (billedet, arkivfoto)

For tiden skal man ikke kigge langt fra den ene flødepop/r&b-stjerne til den næste, så denne genre er naturligvis også repræsenteret til Newbees Festival. Moses: ”Andreas” skiller sig dog heldigvis ud fra den generiske genre med deres lækre elektroniske produktioner, og så bruger de ikke AutoTune; de udnytter AutoTune. Således har forsanger Andreas Odbjerg to mikrofoner. En, der forvrænger hans stemme, og en, der ikke gør. Det greb er set før, så forfærdeligt forfriskende eller innovativt er det ikke, men det hæver dog niveauet en tand over det helt kalorielette og letfordøjelige. Særligt under duoens hit ”Gazelle” lykkes det dem at skille sig ud fra mængden, når Odbjerg synger falset, hvilket han gør så fremragende, at man kan undres over at de ikke altid vælger denne vej frem for AutoTunen.

I starten af koncerten lykkes det i flot stil drengene at skabe en dialog med publikum mellem sangene, men senere bliver pauserne ikke udfyldt af andet end akavet stilhed og forvirring, der gør det svært for publikum at holde engagementet højt. Det er dog heldigvis ikke noget problem for drengene selv, og særligt produceren Moses Fiellau hopper rundt som en hyperaktiv springmus, der det ene sekund står bag sin Mac, og det næste ved siden af Odbjerg, mens han synger med på numrene.

Og så en lille, men ret irriterende detalje: lysshowet er simpelthen forfærdeligt. Medmindre det altså er meningen, at man ikke skulle kunne se de to drenge på scenen som andet end silhuetter omhyllet af Crazy Daisy-blink.

 

Ravi Kumar – 4 stjerner

Undergrundshiphopduoen Ravi Kumar bliver introduceret som en artist med kant og attitude, hvilket de efter allerede 30 sekunder på scenen i allerhøjeste grad har bevist. Det forhindrer dem dog ikke i at fortsætte bevisførelsen gennem hele koncerten, primært gennem en kras sprogbrug, som bliver lidt for meget. Det er ikke fordi, jeg er hverken konservativ eller provokeret over bandeord, men ethvert ord begynder at miste sin betydning, når det bliver brugt tilstrækkeligt meget, og ordet ”motherfucker” ikke bare mister sin betydning i sangeren og rapperen Sharon Kumaraswamys mund, det når også at få betydningen tilbage for en kort stund og miste det igen. Læg så dertil en samling generiske sangtekster, der primært består af fængende hooks og alt for få af de ellers dygtigt leverede rapstykker, så får du en vild dansefest, der på ingen måde udfordrer.

Men det er en vild dansefest, og det er også en kvalitet i sig selv. Ravi Kumar har en direkte kontakt til publikum, som reagerer på alt, hvad der foregår på scenen. Blandt andet reagerede en fra publikum på, at Kumaraswamy tager sin gule regnjakke af, med at kaste sin egen trøje op på scenen, og hele crowden går amok, da den flabede sangerinde placerer mikrofonen foran sit skridt som en penis under nummeret ”Staring at my Dick”.

I sidste ende er det to dygtige musikere, der står bag Ravi Kumar, om end udtrykket bliver lidt ensformig i længden, og det, de ender med egentlig at høste deres stjerner på, er den fantastiske stemning, der er i salen under deres koncert. Desuden tror jeg, de er ret ligeglade med min mening og nok ville møde de fleste anmeldere med endnu en af deres mange one-liners: Fuck this shit, I’m gonna be a princess.

 

Sjakket – 5 stjerner

Jeg er forelsket i Sjakket, allerede inden de går på scenen, for tjek lige den her beskrivelse: ”Med et underfundigt tekstunivers i limbo mellem akademisk hovskisnovski, nordjysk beskedenhed og drømmen om Vendsyssel som selvstændig stat leverer Sjakket en multikulturel olfert af cumbia, Balkan og tør boom bap.”

Og de skuffer bestemt heller ikke. Det er de færreste ting, der bliver bedre med cirkustrompet og Balkanrytmer, men Sjakket beviser i den grad, at hiphop er en af dem, når de giver den som noget, jeg bedst kan beskrive som Malk de Koijn uden københavner-attitude. Hvilket desuden slet ikke gør dem retfærdighed, for de er så meget mere. De var også de eneste af aftenens optrædende, der åbenlyst viste hensyn til de mange udvekslingsstudenter, der begår sig i Studenterhuset, hvilket også skabte en del unikke, komiske øjeblikke, for eksempel da en sang bliver introduceret med ordene: The next song is about masturbation. In Danish we call it ON-A-NIIIII.

Det syv mands store hiphop-orkester består af ikke bare dybt underholdende, men også utroligt dygtige musikere, hvilket bliver særligt tydeligt, da gruppens to frontmænd stiller sig bagerst på scenen og lader instrumentalisterne træde frem, så gruppens trompetist, tubaist og mundharmonikaspiller kan vise sine vilde evner frem på sidstnævnte. Og jeg mener virkelig vilde. Altså, sådan seriøst virkelig vilde, så jeg er fristet til at bruge udtrykket mad skillz. Det var et klart højdepunkt under en i forvejen fremragende koncert.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA