Vitalt og (ve)modigt farvel

Deep Purple, Valby-Hallen, København

Vitalt og (ve)modigt farvel

Anmeldt af Rasmus Heide | GAFFA

Som en service til dig, kære læser, starter vi i dag med konklusionen. Deep Purple væltede Valby-Hallen. Mandag aften spillede de, hvad der måske bliver deres sidste danske koncert nogensinde, og med en blanding af populære klassikere og fire-fem nyere numre viste de, hvordan 70’er-rock ældes med ynde.

Deep Purple anno 2017 er et voldsomt velspillende progressivt rockorkester med hardrock som sit musikalske fundament. Og relevansen er til at tage og føle på, når et band med 49 år på bagen langer fire nye numre ud, i et sæt ellers bestående af klassikere, og de nye numre så er blandt aftenens højdepunkter.

Men lad os dykke ned i, hvordan det hele gik for sig.

For nøjagtig 25 år siden spillede Deep Purple senest i Valby-Hallen. I aften har Live Nation gjort sølvbrylluppet ekstra festligt med en æresport udformet som udendørs garderobetelte, som alle tvinges igennem. For 30 ekstra slag kan du således få din jakke kølet ned, så den bliver dejligt frisk at komme i efter koncerten. Som bekendt er det vores eget ansvar at få en god aften, så vi takker pænt nej til den dobbelte flåning – for overtøj og penge – og træder indenfor.

Der er sendt meget røg over vandet siden Deep Purples sidste besøg her i 1993. På flere måder har vi med et helt andet band at gøre. Vi skal møde et revitaliseret Deep Purple med to nyere album i bagagen mesterligt produceret af Bob Ezrin (Pink Floyd, Alice Cooper, Kiss), bakket op af et pladeselskab, der står på nåle for at markedsføre musikken, fremført af et stabilt lineup, der har indspillet og optrådt uændret i 15 år.

Viljen til at ville
Turnéen er døbt “The Long Goodbye Tour”, og selv om orkestret selv insisterer på ikke at sætte en endelig slutdato, så har publikum fanget budskabet, og bandet spiller for udsolgte huse. Således også i vindblæste Valby.

Det visuelle tema er arktisk. Backline er forklædt som et isbjerg, og på bagtæppet er bandet mejslet i is – med tydelig reference til deres ikoniske gennembrudsalbum “In Rock” fra 1970, hvor man havde placeret dem som rockpræsidenter på Mount Rushmore i USA. Bagtæppet er egentlig en gigantisk skærm, og isbjerget med bandet lyser op 10 minutter før koncertstart. Da lyset i salen endelig slukkes, bliver vi mødt med en ildevarslende dyb brummen som optakt til åbningsnummeret “Time for Bedlam”. Før jul sidste år var det forløberen for det nye album “InFinite”, der udkom i april.

“Time for Bedlam” er også et sublimt nummer at åbne med i aften, fordi det sætter barren højt, og det indikerer energi. Forsanger Ian Gillan messer åbningsordene, og vi fornemmer, at der er bid og beslutsomhed i den mand:

“Sucking my milk from the venomous tit of the state”

Viljen til at ville skinner igennem. Med 72 somre under bæltestedet spjætter Gillans bentøj ikke længere så spændstigt, men i nærbillederne på storskærmen ser vi hans mimik, og Gillan er til stede. Han er sulten, og han vil både os og sig selv det godt. Ingen fortærsket autopilot i aften.

Efter den udfordrende åbning haster bandet videre ind i den hæsblæsende “Fireball” fra albummet af samme navn (1971) og “Bloodsucker” fra førnævnte “In Rock” (1970). Havde man troet, at det pensionsaldrende orkester har tænkt sig at tage den med ro og sejle bekvemmeligt igennem, tager man fejl.

God form udenom Alp d’Huez
Efter de tre åbningsnumre springer sveden af panden, og særligt Ian Gillan har snart bevist, at han stemmemæssigt står solidt og stærkt efter nogle år med et større fokus på egen sundhed. Men lige som Bjarne Riis formentlig aldrig igen snupper turen over Alp d’Huez på tid, så har Ian Gillan også lagt vokalopvisningen “Child in Time” på hylden for mange år siden. Men han står på scenen i København i aften og beviser, at han er i højpræsterende god form.

“All I Got is You” er aftenens andet nye nummer. Titlen er trommeslager Ian Paices vittige fornærmelse i mangt en banddiskussion – “I har mig, men jeg har kun jer” – og teksten fortæller historien om en langmodig ægtemand, der endelig giver op over for en diskussionslysten konfrontatorisk partner:

“To be honest with you babe, I'm only in it for the ride
And you may never bring yourself to take me as I am
But in case you hadn't noticed, I don't give a f*cking damn!”

Modig og resolut spilleglæde
“InFinite” viser et forløsende frit og løsgående Deep Purple, der lader alle typer inspiration løbe frit sammen, og de tror så meget på materialet, at de beriger os med hele fire nye numre samt et fra det forrige album “NOW What?!” (2014). Det er “Uncommon Man”, som Gillan tilegner bandets afdøde keyboardspiller Jon Lord, der som den eneste i historien har forladt Deep Purple frivilligt. I 2002 helligede han sig en solokarriere udi klassiskinspireret musik, indtil han døde af kræft i 2012. Guitarist Steve Morse indleder respektfuldt med en melankolsk blå guitarsolo, der flyder over i en (sjovt nok) ret Keith Emerson’sk åbningsfanfare.

Deep Purple får topkarakterer for at kaste sig frygtløst ind i koncertens næste tre numre. Først endnu et af de absolutte højdepunkter fra “InFinite”, “The Surprising”, der fik navn efter de idéer, guitarist Steve Morse bød ind med. Nummeret er en overraskende veloplagt og nærmest ubeskriveligt alsidig rejse i progressiv og forførende rock. Modig og resolut spilleglæde vælter ud over scenekanten, og vi bliver forpustede af bare at følge med. I 2017 bliver det stort set ikke bedre.

Herefter følger noget så aparte som en tilbagelænget loungeudgave af 1972-klassikeren “Lazy”. Med sit bluesinspirerede swing virker den forbavsende tandløs i kontekst af nummeret før. Og dog. “Lazy” ender som et bekvemt åndehul, inden vi igen får smidt endnu en mentalt udfordrende tour-de-force i fjæset.

Kompleksitet af høj klasse
“The Surprising” og nu “Birds of Prey” er indbegrebet af Deep Purple i 2017. I Steve Morse og Don Airey har bandet nemlig to af de mest alsidige og velansete instrumentalister inden for rock og fusion. De leverer ikke blot ekvilibristiske soli, deres input har også givet bandets nyere kompositioner en kompleksitet og en tilgang, som er mange af de gamle travere overlegen. Det nuværende lineup – Ian Gillan, Steve Morse, Don Airey, Roger Glover og Ian Paice – har ganske enkelt kollektivt set nogle anderledes strenge at spille på via de to solister.

Til gengæld virker det forkert, når Ian Gillan med sammenknebne øjne forsøger at læse teksterne til f.eks. “Birds of Prey” fra en cheat sheet på scenegulvet. Er vi derhenne, hvor vi kan huske alle vores teenagekærester, men vi er helt blanke på den tekst, vi skrev sidste år?

“Har I drukket,” spørger Ian Gillan uskyldigt. “Også mig!” Han har fundet tilbage til den vanvittige ordstrøm af pludselige indfald, der tidligere kendetegnede hans sceneudtryk. Han er sjov og veloplagt. Han holder festen, og vi er inviteret med. Det her handler om fællesskabet, ikke en artist der står og piller i sin egen navle omkring benovelsen over at være på turné.

Fuldvoksne mænd – og dem er vi en del af i aften – får tårer i øjnene og kaster knytnæver i vejret, da Don Airey åbner “Perfect Strangers”, titelnummeret fra bandets gendannelsesalbum i 1984. En nyklassiker, som også i aften lyder majestætisk:

“A strand of silver hanging through the sky
Touching more than you see
The voice of ages in your mind
Is aching with the dead of the night
Precious life (your tears are lost in falling rain)”

Ordene "falling rain" illustrerer sidemanden med Lille Peter Edderkop-agtige regnbevægelser, (“så faldt regnen…”) og han er helt væk. Musikken har taget ham, som den også tager os andre på forskellige tidspunkter. Men drømmer du om at skrue tiden tilbage og opleve “Made in Japan” – Deep Purples legendariske livealbum fra 1972 – på scenen igen, så hiv i stedet pladen af hylden og lyt.

Deep Purple spiller med en detaljerig påpasselighed. Alting sidder akkurat og leveres med en nøje afmålt indsats, topprofessionelt af bandets eminente håndværkere. Nærbillederne af musikernes fingre på instrumenterne fortæller historien om et orkester funderet på en stærk musikalitet, der overruler form og gimmicks.

Bassist Roger Glover holder fundamentet sikkert gennem hele koncerten. Han er ikke på samme måde som resten af bandet ekvilibrist på sit instrument. Hans force ligger mere i det kompositoriske og arrangementsmæssige. Men han får lov at styre åbningen af “Space Truckin’” fra scenekanten.

Genkendelsens glæde
Vi rammer pludselig klassikeren over dem alle. Musikbutikkernes forbudte riff. “Smoke on the Water”. Engang blev riffet mødt af øredøvende jubelbrøl. Nu stryger mobilkameraerne i vejret. De digitale souvenirindsamlere har erstattet entusiastisk musikoplevelse. Den legendariske begivenhed i Montreux, der inspirerede teksten er effektivt gengivet på storskærmen med autentiske billeder af det brændende kasino. Og så er det slut. Bandet vinker, publikum jubler, godnat.

I måske den hurtigste retur til scenen starter Ian Paice og Don Airey op på “Going Down”, men den forsvinder ind i “Hush”, bandets amerikanske gennembrud fra 1968. Airey leverer endnu en fyrig orgelsolo, inden det bliver Roger Glovers tur, og så er vi pludselig igang med “Black Night”, singlen fra 1970, der lancerede Deep Purple på tværs af Europa.

Koncertens første halvanden time har været én lang sublim opvisning i klassisk progressiv hardrock, medrivende nye numre og entusiastiske klassikere. Det er svært at sætte en finger på resten, ud over at vi har hørt det før. Genkendelsens glæde lever også i Valby-Hallen.

Gennem årene har Deep Purple bevæget sig fra slunkne bølgedale til frådende skumtoppe, hvor ingen kunne røre dem. Der er vi næsten også i aften. Som et sidste farvel leverede Deep Purple over forventning.

 

Electric Guitars: ****


Opvarmningen stod vores egne Electric Guitars for. Søren Andersen og Mika Vandborgs guitaristiske legestue, der med kickass rock’n’roll gør deres bedste for at varme os alle sammen op. De har fuld fart på, de knokler og insisterer på festen.

På den ene side af scenen styrer Søren Andersen i lædervest med langt hår og tatoverede bare arme. På den side kører tæt tilknappede Mika Vandborg med schnurrbart og ridestøvler. Midt imellem sidder Morten Hellborn og tamper trommer uden hood, imens Peter Kjøbstad uden cap lægger bassen. Det er solidt og selvsikkert.

På trods af flere tekniske udfordringer trækker Electric Guitars os i mål. Men på en aften, hvor deres fornemmeste rolle er at starte festen, forventer vi deres stærkeste numre, og så er den nye single “Lucy Glow” ikke det bedste valg. Men frygt ikke. Numre som “False Flag Operation” og “White Flag” og ikke mindst “Headless Chicken” – i aften med en imponerende hårprægtig Michael Bastholm Dahl i front – skal nok skabe nye fans af bandet, der i sit navn udtrykker selve sit formål.

 


DEEP PURPLE
Sætlisten:
Time for Bedlam
Fireball
Bloodsucker
Strange Kind of Woman
All I Got is You
Uncommon Man
The Surprising
Lazy
Birds of Prey
Knocking at Your Back Door
keyboardsolo
Perfect Strangers
Space Truckin’
Smoke on the Water
- - -
Hush
bassolo
Black Night

Musikerne:
Ian Gillan - vokal, mundharmonika
Steve Morse - guitar
Don Airey - keyboards
Roger Glover - bas
Ian Paice - trommer


ELECTRIC GUITARS
Sætlisten:
Rock’n’Roll Radio
False Flag Operation
Lucy Glow
White Flag
Headless Chicken
Break it Up
Running Out of Time

Musikerne:
Søren Andersen - guitar, vokal
Mika Vandborg - guitar, vokal
Peter Kjøbstad - bas, vokal
Morten Hellborn - trommer, vokal


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA