Nyhed

Deep Purple annoncerer nyt album – det tungeste i årevis

Det britiske rockband vender tilbage med en plade, der trækker tråde til de hårdtslående år med "Smoke on the Water" og "Highway Star".

Når rockbandet kommer til Danmark den 25. oktober, bliver det ikke kun med sange fra bagkataloget. I dag har gruppen nemlig offentliggjort et spritnyt album, der lander allerede om få måneder.

Læs også: Deep Purple kommer til Danmark

Det nye album SPLAT! udkommer den 3. juli og trækker ifølge en pressemeddelelse på den lyd og attitude, som altid har adskilt Deep Purple fra resten af rockverdenen. Gruppen blev dannet i 1968 og har et ikonisk bagkatalog med hits som "Smoke on the Water" og "Highway Star".


Den nye plade er bandets tungeste i mange år og kommer ifølge pressemeddelelsen til at udforske:

"menneskehedens endeligt ikke i nogen grov, apokalyptisk forstand, men som en metamorfose hinsides den fysiske eksistens."

Forsanger Ian Gillan fortæller desuden, at den nye musik trækker tråde tilbage til gruppens tidlige udgivelser:


"Vi er tilbage med materiale, der er sammenligneligt med "Highway Star", "Smoke on the Water" og "Lazy" – dynamikken, balancen og humoren i den musik, vi lavede fra '69 til '73."

Bandets seneste album, =1 fra 2024, fik fem stjerner af GAFFAs anmelder, der skrev: "Bæstet er i live, og tænderne er skarpe – i forsanger Ian Gillans tilfælde tilsyneladende også nye. Biddet sætter stadig et solidt aftryk i tilhørerne, som på bemærkelsesværdig vis tæller alle aldre."

Albumkonceptet vil blive uddybet yderligere i ugerne op til udgivelsen den 3. juli, teaser bandet.


ANNONCE