x
Franz Ferdinand: Always Ascending

Franz Ferdinand
Always Ascending

ANMELDELSE: Mild skuffelse efter længe venten på Franz Ferdinand

GAFFA

Album / Domino
Udgivelse D. 09.02.2018
Anmeldt af
Kristian Bach Petersen

Det er gået fem år siden sidste udspil fra Skotlands fremmeste og mest dansevenlige artrockband. De har skiftet ud i besætningen, sagt farvel til Nick McCarthy og budt to nye folk indenfor.

Og hvad er der så sket musikalsk?

Ikke SÅ meget. Franz Ferdinand er stadig garanter for smittende indierock og stilsikre riffs, men det er, som om numrene bare ikke sidder lige så meget i bull's eye som på de foregående albums.

"Paper Cages" stritter i mange retninger med vokal i flere lag, og "Finally" er en noget skizofren størrelse, hvor 70'er-funk, rock og synth rodes sammen med virkelig mange temposkift og cheesy effekter. Titelnummeret er til gengæld skåret som det skal, catchy og elegant.

"The Academy Award" er Franz-noir, men man savner bid i melodien, og med tre kompetente guitarister på holdet virker nummeret ærgerligt spagt, selvom forsanger Alex Kapranos, der synge-hvisker ”Show me the body… now”, bestemt har sin charme.

Faktisk er næsten den største anke, at Franz Ferdinand, der om nogen har gjort guitaren dansabel, i den grad fortaber sig i småkedelig synth. "Glimpse of Love" er tynd, og på "Feel the Love Go" drukner summende keys og automatiserede trommer de interessante toner og slutter så oven i købet af med en grel saxofonsolo. Man spørger sig selv, om Philippe Zdar fra den franske house-duo Cassius var det optimale valg af producer.

De indhenter noget med den sky af guitarfuzz, der indleder "Huck and Jim", imens Kapranos crooner. Man hører inspiration fra 2015's legekammerater i Sparks, og det fungerer. Slutresultatet er desværre Franz Ferdinands svageste album til dato. Ikke på nogen måde slemt, bare ufokuseret og savner de virkelig skarpe melodier og moves.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA