x
The Breeders: All Nerve

The Breeders
All Nerve

Fra asken til ilden, The Breeders er som genfødte

GAFFA

Album / 4AD
Udgivelse D. 02.03.2018
Anmeldt af
Finn P. Madsen

Amerikansk alternativ rocks kronjuvel The Breeders er tilbage efter 10 års pladepause, og det i stærkeste opstilling. Det kuld af musikere, bestående af Kim Deal (vokal, guitar), Kelly Deal (guitar, vokal), Josephine Wiggs (bas) og Jim Macpherson (trommer), som indspillede bandets mest succesfulde album Last Splash for mere end to årtier siden, har atter kørt det skarpe skyts i stilling. På All Nerve synes bandet vitalt reetableret. Nerverne er vendt på vrangen, og der spilles nærmest telepatetisk og med en god dosis coolness.

Sammenspillet mellem de to Deal-søstre er hæsblæsende og splintrende på ”Wait in the Car” og ”Howl at The Summit”, mens Josephine Wiggs markerer sig eftertrykkeligt på ”Metagoth” og ”Walking With a Killer”. Både her og på det meste af albummet driver hendes forvrængede slacker-bas numrene frem. Selv når tempoet slækkes som på ”Dawn: Making An Effort” og den fremragende ”Blues at the Acropolis” formår The Breeders at lyde som genfødte. ”All Nerve” er fra asken til ilden. En ren oprejsning fra et band, der ellers var dømt ude.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA