En aften i guitartemplet

G3 feat. Joe Satriani, John Petrucci & Uli Jon Roth, Royal Stage, Nordkraft, Aalborg

En aften i guitartemplet

Anmeldt af Keld Rud | GAFFA

G3 er den amerikanske guitarist Joe Satrianis opfindelse. Konceptet er egentlig ret simpelt. Satriani tager to medguitarister om bord på en turné, hvor hver guitarist spiller et sæt og til sidst er G3-jam, hvor alle tre guitarister spiller sammen på scenen. Der har været adskillige udgaver af G3. Den, der besøgte Aalborg havde ud over Satriani selv den tyske guitarist Uli Jon Roth (tidligere Scorpions) og den amerikanske guitarist John Petrucci (Dream Theater) på plakaten.

Selvom det fortrinsvis var mænd, der havde valgt at gå i guitartempel denne søndag på Royal Stage i Skråen, var der flere kvinder, end jeg havde forventet. Mange af disse var sammen med deres mænd og kærester til koncerten.

GAFFAs udsendte kom en smule for sent til koncertstarten kl. 19. Jeg gik fra at forbande det toiletbesøg, der havde forhindret mig i at være på pletten kl. 19 sharp, til at takke det, da jeg havde overværet få minutter af Uli Jon Roths sæt. Roths primære bedrift i rockhistorien er, at han var med i Scorpions tilbage i 70'erne. Siden er det lykkedes ham at holde liv i en noget tvivlsom karriere. Han var den eneste af aftenens guitarister, der ikke spillede instrumentalt. Yderligere fem mand gjorde ham selskab på scenen. Lad det være sagt med det samme. Den rockmusik, de spillede, var noget bedaget. Man kan sagtens spille rockmusik med udgangspunkt i fortiden og stadig gøre det levende og relevant. Det kan Roth bare ikke. Han havde taget de værste unoder fra 70'erne og tilsat ditto fra 80'erne. Det var heavy rock, der nærmest stolt samlede på klichéerne fra den tid. Det blev sendt ud af PA'et med en volumen, som synes at sige, at hvis musikken ikke er holdbar, så kan man kompensere ved at spille den tilstrækkeligt højt. Resulatetet svarede til at tage en slurk af en sødmælk, der er ti år for gammel. Salgsdatoen er så udtrykkeligt overskredet, at alle sansers advarselslamper lyser rødt i det øjeblik, man nærmer sig med intentionen om at udsætte sig selv for en overhængende sundhedsfare. Nå. Ikke flere ord om Roth for nu.

Næste indslag var John Petrucci, som var langt bedre. Med sit lange viltre hår, store forvoksede skæg og styrketrænede korpus ligner Petrucci en hulemand. Han indtog scenen med en imponerende ro og selvsikkerhed. Imellem numre adresserede han publikum på en jovial og afvæbnende facon, der viste, at nok er han en vanvittig dygtig guitarist, der har taget ekvilibrisme på den seksstrengede til nye højder, men som person er han ligetil og nede på jorden. Materialet, han spillede, var primært fra hans til dato eneste soloalbum, Suspended Animation fra 2005. Suppleret af enkelte nye numre. Med sin baggrund i den progressive metal var det ikke overraskende, at numrene var lange og komplekse stykker musik med til tider halsbrækkende finter på guitaren. Jeg tog flere af mændene blandt publikum i at sænke kæben fem centimeter i de allermest krævende passager, hvor Petrucci smækkede noderne af sted fra scenen, som var han en brandmand, der skulle slukke et antændt publikum med en brandslange. Mon ikke en del af disse mænd som jeg var guitarister, som efterfølgende gik og overvejede at sælge alt udstyret og finde en ny hobby?

Aftenens hovednavn var Satriani, og han blev modtaget som en halvgud. Han udnyttede til fulde skærmen på bagscenen, hvor der under hans sæt kørte videoer skræddersyet til hver sang. Satriani er ikke blot en dygtig guitarist. Han er også eminent til at sørge for, at hver af hans sange har et tema og et groove, der gør, at ikke blot håbefulde guitaraspiranter kan få en oplevelse med sig hjem. Nej, de medbragte kærester og koner rockede også med. Og under de mere afdæmpede og lyriske øjeblikke i sættet som "Cherry Blossoms" og "Always With Me, Always With You" virkede det ligefrem som den oplagte underlægningsmusik til en romantisk aften. Nuvel, nu er Royal Stage med sine gule murstensvægge og kulkran ikke den mest intime og ømme plet på jorden. Satrianis sæt var en smule længere end Roths og Petruccis. Men på 55 minutter kan man kunne kramme et begrænset antal numre ind. Der var en overvægt af numre fra Satrianis seneste album What Happens Next. Et stærkt album, hvor Satriani har forsimplet sin tilgang til kompositionerne. Det hele blev krydret med udvalgte klassikere fra bagkataloget.

Efter Satrianis sidste nummer kom Petrucci og Roth igen på scenen til den obligatoriske G3-jam. Første sang, de spillede var en udgave af Deep Purples "Highway Star", som også var det absolut mest velfungerende nummer, trekløveret fyrede af. Den sang blev efterfulgt af et cover af "All Along The Watchtower", som var noget mere uskøn. Jeg fik den tanke, at Hendrix i sin tid malkede det nummer komplet. Og at se tre midaldrende til aldrende herrer stå og hive det yderligere i yveret, uden at så meget som en dråbe kommer ud, var helt unødvendigt. Der blev sluttet af med Led Zeppelins "Immigrant Song", endnu et nummer, der ikke giver fortolkere de store chancer for at lykkes.
Alt i alt var det en ganske solid aften, hvor Petrucci og Satrianis sæt var det, der gjorde de indledende og afsluttende manøvre til at bære.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA