x
Alt, der fortæres, fortæres. Alt, der skabes, genskabes

Godspeed You! Black Emperor, A Colossal Weekend, Store Vega, København

Alt, der fortæres, fortæres. Alt, der skabes, genskabes

Anmeldt af Simon Heggum | GAFFA

Ind i mellem er ord ikke nok til at beskrive en følelse, en fornemmelse eller en oplevelse. Det kan være alt fra en forelskelse, et minde eller en dyb sorg. Eller en koncertoplevelse, som det var for undertegnede på en småtrist søndag aften i Store Vega. Og bandet var det canadiske post-rock-ensemble Godspeed You! Black Emperor. Bandet, der sammen med så forskellige koryfæer som Mogwai, Tortoise og Explosions in the Sky har været med til at svare på spørgsmålet: ”Hvordan lyder rock, hvis vi smider klichéerne over bord og skaber noget nyt, med genrens virkemidler?”. Svaret lyder ret forskelligt, og Godspeed You! Black Emperors svar er et af de mest interessante, i sin vilje til ikke at kunne defineres. Bandet har lavet plader siden 1997 med mesterværket Lift You Skinny Fists Like Antenna to Heaven og sidste års Luciferian Towers som fine eksempler.

Og det er med det album i ryggen, at vi får besøg af de tavse canadiere, da de indtager scenen til åbneren ”Hope Drone”.  Først kun violin og kontrabas og derefter resten af bandet, der tæller en bassist mere, to trommeslagere og hele tre guitarister. De sidder og står på scenen i en rundkreds, hvilket gør, at dele af gruppen sidder med ryggen til publikum. Og det stemmer egentlig meget godt overens med æstetikken bag bandet.

Solarplexus-rammende dekonstruktion

At gøre sig nogen forhåbninger om at få en enkelt lille ”hello” fra scenen er i Godspeed You! Black Emperors verden fuldstændig utænkelig. Det er musikken og de filmiske virkemidler på det store lærred, der får lov til at stå for sig selv. Alt andet er ligegyldigt. Og det virker så fandens godt.

Jeg opgav halvt inde i koncerten at tage noter, fordi jeg blev suget ind i Godspeed You! Black Emperors sælsomme univers af musik og filmprojektioner. At instrumental musik, der kan og vil mene så meget, er en sand fornøjelse, og selvom man aldrig nogensinde kan placere Godspeed You! Black Emperor i nogen konventionel gruppe, minder det mig alligevel om de senere plader, Swans har lavet. Godspeed You! Black Emperor besidder den samme mørke tristesse og solarplexus-rammende tunghed i deres vilde passager. Bedst, som man tror, at der kommer til at ske noget nyt, trækkes der i langdrag, og bedst som man tror, at de fortsætter, sker der noget nyt.  Bandet formår konstant at konstruere og dekonstruere – og denne tendens fortsætter hele koncerten igennem.

En dyster utilpasset galakse

På ”Undoing a Luciferian Towers” bliver bandet tilføjet en saxofonist, der egentlig bare tilføjer det samlede lydbillede noget ekstra pondus, og her bliver der, lidt uhørt, flirtet med jazzen. Men ellers er der faktisk ikke så forfærdelig mange enkelt nedslag, jeg kan lave i musikken. Det er så fandens tungt, trist og smukt det hele. Aftenens stjerne er violinist Sophie Trudeau, der det ene sekund spiller helt rolig roots-agtig violin, og næste sekund leverer staccato-prægede horroroplevelser. Snart svæver musikken i en utilpasset drone, og snart eksploderer den i hovedet på en. De tre guitarister, med David Bryant som midtpunktet, mishandler deres guitarer med alt fra skruetrækkere til sære effektpedaler, og de to basser lægger en gevaldig tung bund og får en til at svæve ud i en dyster, utilpasset galakse.

Når man må give op

Koncerten fortsatte åbenbart i to timer, men jeg bemærkede intet. Tid og sted var forsvundet, da Godspeed You! Black Emperor endelig vinkede pænt farvel til publikum og forlod os med fire minutters intens guitarfeedback, der blev manipuleret til at stå for sig selv. Her gik det op for mig, at jeg pludselig stod med ret så fyldt Store Vega og iagttog en tom scene. Det kan næsten ikke blive mere ironisk. På en hel rigtig måde.

Jeg giver op på at kunne skrive en helt saglig anmeldelse. Jeg kunne brokke mig over, at det danske publikum endnu en gang viste total mangel på respekt ved at tale højlydt og råbe ad bandet under de stille passager. Jeg kunne fremhæve de mange politiske filmklip og snakke-samples i ”Dead Metheny”. Jeg kunne brokke mig over, at de ikke spillede noget fra Lift Your Skinny Fists. I stedet får Godspeed You! Black Emperor fem stjerner. Fem for hver gang jeg spurgte mig selv: ”Hvordan fanden anmelder man det her? Det er jo nærmest ikke engang en koncert – Det er kunst!”-

Det var dog en koncert. Og en af de bedre.

 

Sætliste:

Hope Drone

Bosses Hang

Fam/Famine

Undoing a Luciferian Towers

Blaise Bailey Finnegan II

Dead Metheny

String Loop Manufactured During Downpour


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA