ANMELDELSE: Drømmen fanger

Fribytterdrømme, Spot Festival, Musikhuset, Store Sal

ANMELDELSE: Drømmen fanger

Anmeldt af Nanna Westergaard | GAFFA

Forsigtige toner bliver slået an, mens en stemme læser op fra Tom Kristensens Fribytterdrømme: ”Mod fribytterdrømme, for drømmen fanger.” Bandet går på scenen, ledt an af forsanger Lau Ingemann Vinther, der med sine bare tæer og åbne skjorte indkapsler looket af den psykedeliske rock, bandet er kendt for. Drengene bliver mødt af jubel fra den store sal, og så snart plekteret rammer strengene, rejser den første række sig op, og størstedelen af salen følger med. Snart ligger guitarist Alexander Mahaffy på ryggen med sin guitar over sig, mens resten af bandet hopper rundt på scenen, og publikum følger takten. Jeg kan ikke komme i tanker om en meget bedre måde at starte en koncert på.

Lys og lyd med blandet succes

Beklageligvis er der dog talrige bedre måder at fortsætte en koncert på, men dog kan skylden ikke nødvendigvis lægges hos bandet. Vinthers forvrængede vokal, som er så karakteristisk for bandets lyd, er ikke meget andet end netop dette, karakteristisk, for gennem et mudret lydmix er det svært at skelne, præcis hvad han synger, men endnu værre er, at det til tider lige så karakteristiske orgel faktisk slet ikke kan høres langt det meste af tiden. Til gengæld er koklokken ikke til at overhøre.

Man kan trøste sig med, at hvor lydmixet fejler, kan både bandets energi og lysshowet i den grad kompensere. Lyskeglerne, der svæver rundt i salen understreger den psykedeliske stemning og er med til at suge lytteren ind i en syret drømmeverden, ligesom en rød lyskegle over Vinther, når han synger den indledende sætning ”Jeg kan mærke varmen fra mine hænder” i ”De Elysianske Mysterier”, også er med til at understrege stemningen.

Et afsnit om tamburin

Jep, hele dette afsnit handler om tamburin, men hæng i, for jeg har en pointe med det. Hvis Fribytterdrømme havde eksisteret, da jeg havde musik i gymnasiet, tror jeg nemlig, at jeg ville have haft et helt andet forhold til at spille tamburin, for da Alexander Mahaffy til bandets andet nummer skifter guitaren ud med dette lille percussion-instrument, viser han præcis, hvor rock’n’roll det kan være. Han spiller tamburin med en entusiasme, jeg kun ringe kan beskrive, men hvis jeg må gribe efter en sammenligning fra en helt anden genre, så får han Alphabeats Anders SG til at ligne en doven tamburinspiller. Så meget energi lægger han, og desuden også resten af bandet inklusive Fugleflugtens Rasmus Yde, der gæstede gruppens seneste single ”Halusignaler”, på scenen. Jeg vil gætte på, at det er præcis denne energi, der gør, at jeg overhører et par ”det her har været den bedste koncert på Spot” på vej ud af salen.

Endeløse psykedeliske drømme

På bandets indspilninger findes lange instrumentale stykker, som, når jeg hører dem hjemme på højttalerne, godt kan få mig til at tænke, at de kører lidt i den samme rille, men når de selv samme instrumentale stykker finder deres vej til scenen, synes jeg pludselig slet ikke, at de er lange nok. Ja, der er dele af lydbilledet, der bestemt kunne klare en finpudsning. I sidste ende når de seks bandmedlemmer, deres energi og deres fængende drømme dog så tilpas langt ud over scenekanten til, at jeg ikke kan undgå at udbryde ”Var det det?”, da Vinther siger ”tak for i aften”, og han og resten af bandet afklæder sig deres instrumenter og bukker pænt for det tilfredse publikum.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA