x
ANMELDELSE: Håbet er sort og badet i neonlys

Saveus, Spot Festival, Musikhuset, Store Sal

ANMELDELSE: Håbet er sort og badet i neonlys

Anmeldt af Elias Kvist | GAFFA

Jeg er et alt for moderne menneske. Jeg er derfor indlemmet i en livsindstilling, der ofte tror mere på det enkelte individ end det samlede kollektiv. Jeg har alt for svært ved at forlige mig med, når nogen brænder for en sag, da jeg alt for sjældent selv kan se flammen antændt i mit eget liv. Derfor er det en endnu større oplevelse at være inde og se Martin Hedegaards Saveus slå vingerne ud denne fredag aften. I et tæt-tætpakket Musikhuset skal bandet tænde op for en gnist, der står ud af den brede skare, som er troppet op for at se et efterhånden nationalt koryfæ i aktion med X Factor-darlingen Martin Hedegaard i spidsen.

De er allerede spændt til det yderste af neglene, og jeg har sjældent set lignende begejstring, da kvartetten valser ind på scenen. I et klinisk sort outfit, som efterhånden må siges at være et varemærke i bandet, gør de, hvad de kan for at slå en mystisk tone an i den stil, der bedst kan beskrives som en futuristisk neo-soul. Hver gang nogen har kaldt det det, har det gibbet lidt mig, men efter at have set deres optræden bliver det klart den mest rammende betegnelse, der er at beskrive drengene med. Specielt på ”Watch the World” og ”Everchanging” gives der prøver på, hvad der bedst af alt må beskrives som en bastard af Muse og en gammel soul-tradition. ”Men Martin er hvid”, jaja, men hans vokal skinner igennem med overbevisende råstyrke, og med de hektiske keys i baggrunden får man en musikalsk ørefigen, hver gang man tror, at det bliver kedeligt.

Det gør det aldrig, og det er nok mest af alt fordi, publikum vitterligt er ellevilde. Teksterne sidder på rygraden, promillen er stigende, og Ørum-drengen skal blot puste i mikrofonen eller anslå en enkelt tone på klaveret, før hele salen hyler. ”Time Can Heal a Man” får samme behandling, klaveret piler igen af sted, mens Martin spurter rundt i salen, med knyttede næver og råber op mod alle salens hjørner: ”I believe, I believe that I/ I got it all in my hand”. Det virker så underligt udansk og så mærkeligt ude af sync med den emo-punkede stil, der figurerer som det stilistiske udtryk. Hvad er det for et håb, der skal gribes, og en vilje til mere liv, der skal gribes?

Men projektet lykkes alligevel, og det må unægtelig skyldes den crowd-pleasing, Hedegaard udøver, der kunne få selv de største musikere fra den anden side af Atlanten til at skamme sig. Ørum-faktoren er ikke sluppet, og med store grin og ”WTF”-agtige ansigtsudtryk gør Hedegaard alt, hvad han kan for at vinde folks sympati. Og det gør han med bravur. ”Himalaya” er et foreløbigt højdepunkt, hvor musikken for alvor får lov til at give den gas med instrumenale stykker, der bare ikke vil stå stille. Aftenen rundes af med ”Will Somebody Save Us?”, der blot fungerer som en kærkommen lille optakt til ”Levitate Me”, der gerne skulle få salen til at gynge. Forløsningen udebliver dog lidt, grundet et par missede vokalstød af Martin, lige indtil hovedpersonen lader aftenen kulminere med en publikumsvalfart til scenen. Det er edderskægt at se folk spunse op mod Store Sals bonede gulv, men som slutprodukt virker det ikke som noget videre planlagt, blot en spontan gimmick for at få den kollektive rus og følelse af enhed helt oppe i skyerne. Det ender med, at vagterne sender både Saveus og publikum ud af salen i lidt af et kaos.

Men det var en oplevelse af enhed. Publikum var med Martin i hvert et fingerknebs, og Aarhus tog imod budskabet om håb og forandring med åbne arme på en måde, jeg sjældent har set før. Og det var netop det element i koncerten, der var den egentlige pulsåre under hele forestillingen og ikke så meget Ørum-drengens showbiz-kvaliteter. Men hold da op, hvor kan han synge!    


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA