x
Patti Smith vakte Elvis og følelsen til live

Patti Smith, Heartland Festival, Greenfield Stage

Patti Smith vakte Elvis og følelsen til live

Anmeldt af Jan Eriksen | GAFFA

Med signaturlinjen ”Jesus died for somebody’s sin, but not mine" som en slags afskedssalut fra Patti Smith i et medley af ”Land” og ”Gloria”, forlod jeg en koncert med Heartlands hovednavn, der bedst kan beskrives som en forbløffende varm oplevelse i den efterhånden hundekolde aften. Det var lidt som Iggy Pop med tøj på.

Siden begyndelsen primo 70'erne i den legendariske newyorkerklub CBGB har Patti Smith fået status af lager than life-kunstner. Lige så meget forfatter og digter som musiker. Ligeså meget velgører og aktivist som filmkunstner og forbillede for så forskellige kunstnere som Madonna og Lana del Rey.

Som den 71-årige kvinde med det karakteristiske udseende trådte ind på Heartlands hovedscene præcis kl. 22 torsdag aften, var der nu ikke meget større-end-livet over hende. Tværtimod. Efterhånden som koncerten skred frem, viste hun sig som mere og mere ”mensch” i al sin selverklærede månesyge, der havde holdt hende søvnløs i en grad, at hun havde glemt at børste det lange grå hår. Og spildt æg på bukserne.

Hun og bandet lagde ud med "People Have the Power" – som en form for rammesættende salut for resten af koncerten. Det vil sikkert glæde, hvad der måtte være af genfærd af tidligere livegne på Egeskov, at høre.

På tide med et oprør

”Use your voice,” sagde hun. Vendte flere gange tilbage til emnet, ”på tide med et oprør mod hykleriske, korrupte ondsindede politikere”. Blandt andet i coverversioner af Midnight Oils ”Beds are Burning” – dén havde ingen vist set komme – og Buffalo Springsfields oprørsklassiker ”For What it’s Worth”.

Som Patti tilegnede den million amerikanske unge, der for nylig demonstrerede i Washington mod den amerikanske våbenlovgivning: ”Stop Children, What’s that Sound?”.

I øvrigt ganske charmerende for denne senioranmelder at høre publikum synge for på Stephen Stills’ +50-årige sang.

Nu nævnte jeg Iggy Pop. Til forskel for ham, der hyppigt skifter musikere, spiller Patti Smith sammen med et band, der er så sammenfiltret som efeu.

Guitarist Lenny Kaye og den formidable trommeslager Jay Dee Daugherty har spillet sammen med Smith i hhv. 44 og 43 år. Bassist, keyboardspiller (og kapelmester) Tony Shanahan i 22. Guitaristen Jacskon Smith er ret ny, men er til gengæld hendes søn. 

Imponerende at bandet på én gang formår at spille med indfølt kompetence og samtidig med en loose, skramlet lyd i tråd med det oprindelige udgangspunkt post Velvet Underground.

Jeg synes, den småsjuskede lyd klædte punkens apologetic ypperstepræstindes distræte nærvær. Selv i en lovlig famlende "Dancing Barefoot".

Inklusive diverse åbenlyse fejl, som da Shanahan glemte at styre sin bas på fodpanelet. Eller da Patti selv ikke kunne beslutte sig for hvilken toneart, hun skulle synge i.

Det er oplagt at stille spørgsmålet: med et bagkatalog som Patti Smith, hvorfor så spille forholdsvis mange coverversioner? Hvor er kunsteren Patti Smith henne i dette musikalske loppemarked?

Intense versioner af klassikere

Svaret er: Because the Night. Når natten har sænket sig over festivalpladsen er det festen, der får øjeblikket til at leve.

I øvrigt leverede bandet vibrerende intense versioner af Smiths egne "Pissing in a River" og ”Beneath the Southern Cross” i en decideret medrivende, crescendo version med et lille lån fra George Harrisons Sgt. Pepper-sang ”Within You, Without You”.

Som Smith indspillede på det fremragende coveralbum ”Twelve”.

Selvfølgelig gav bandet også en version af ovenfor citerede gennembrudshit, som ”Jeg skrev til Jacksons far", som Smith sagde. 

Springsteens melodi og Pattis tekst er selve fotosyntesen af savn forløst i rockmusikalsk skønhed med slag på 2 og 4. Også når det leveres til fællessang i en fynsk slotspark.

Direkte rørende blev det, da band og sangerinde fik vakte Elvis til live og fik Heartland til at synge med på ”Can’t Help Falling in Love”.

"Forestil jer en festival som en levende organisme," sagde Smith og undskyldte straks, at hun endnu en gang blev lidt abstrakt. Det havde hun ikke behøvet.

Det var sådan, det føltes.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA