x
Vans hviskestykke: Sjælfuld koncert for dem, der kunne høre den

Van Morrison, Heartland Festival, Greenfield Stage

Vans hviskestykke: Sjælfuld koncert for dem, der kunne høre den

Anmeldt af Jan Eriksen | GAFFA

For at få fuldt udbytte af koncerten med Van Morrisons storswingende band fredag aften skulle man stå helt nede foran Heartlands største scene. Så skandaløst lav var lyden. Stod man så der, blev man budt en formidabel oplevelse af musikalsk autenticitet, der mere lød af Louisiana end af Kværndrup.

”I’ve Got My Mojo Working,” sang Van the Man i Muddy Waters’ gamle standard. På det tidspunkt godt inde i koncerten havde den 72-årige sanger et vist belæg for sin påstand. De første 20-25 minutter var lydniveauet så lavt, at publikum, der stod mere end en snes meter fra scenen måtte have svært ved at høre musikken.

En ting er den konstante, uundgåelige knæver, der omdanner festivalpladsen til én stor talk-scene. Noget andet et lydniveau, der truede med at gøre koncerten til et hviskestykke. 

Som andre jævnaldrende – mest bemærkelsesværdigt Bob Dylan – er Van Morrison blevet en rejsende i Van Morrison. En rejse, der har varet næsten 60 år.

Men man må lade ham, at han ikke lever på renommeet. De seneste par år har den stadig uhyre aktive nordirer udgivet album som Versatile med gamle swingklassikere og det delvis bluesede Roll with the Punches. Det seneste samarbejde med jazzmusikeren Joey DeFransesco, You’re Driving Me Crazy, er et rent jazzalbum.

Så ikke så mærkeligt, at Morrison, ulasteligt klædt i hat, nålestribet jakke (med grønne glimmerstriber) og charmeklud lagde ud med en jazzstandard som Eddie Vinsons "Wait a Minute Baby" og bl.a. hans egne "The Way Young Lovers do" og "Magic Time" i versioner i dybblå iscenesættelse.

I løbet af halvanden time jazzede Van og det seks mand og kvinder store band sig gennem lidt af en masterclass i den særlige morrisonesque lyd.

Uanset om Van iklæder sig i blues, soul, jazz, irsk folkemusik eller rock har hans musik sin egen grundfarve. Båret, selvfølgelig af den karakteriske mørke vokal, der som det kunne høres her i aften stadig rammer tonerne rent.

For mig er Van the Man lidt af en sindstilstand, lyden af en stille aften med godt samvær – menneskeligt eller med en god bog eller plade, gerne suppleret med et glas vin. De franske vinbønder skal også leve.

En aften, der "ease my troubles", som Van også sang på Heartland i hans måske mest kendte nummer "Have I Told You Lately". I en forbløffende kæk uptempo swingversion.  

Efterhånden som lydmanden fik pustet støvet ud af volumenknappen og de enkelte instrumenter stod klart i lydbilledet – i begyndelsen kunne man reelt ikke høre trommerne – blev jeg grebet af den nævnte Van The Man-følelse.

Som da den fremragende guitarist, der lignede en mand, der har spillet sine blue notes i så mange år, at de i dag har erstattet det meste andet DNA i manden, brillerede i Muddy Waters’ "Baby Please Don’t Go".

Der var en mørk, gospelsoulet version af "Sometimes We Cry" med keyboardspilleren på orgel, så det gav et sug i maven, som kun menneskemusik kan flå i sjælen.

Der var forrygende swing i "Days Like These".

Mod slutningen af koncerten ændrede Morrison sætlisten – som den fremgik på storskærmen fra keyboardspillerens keyboard – fra nummer til nummer. Hver gang med en kort, fyndig ordre til musikerne. Man kan vælge at se det som udslag af en lunefuld og krakilsk bandboss' særheder. Jeg foretrækker at se det som et udslag af en stor musikers intuitive fornemmelse af, hvad der passede bedst i nuet. Passede til følelsen.

Efterhånden som den nedadgående sol overlod scenen til et stigende tusmørke så jeg flere smil og duvende og vuggende publikummer lade sig rive med – kulminerende med fællessang til "Brown Eyed Girl".

Tidligere i dag læste jeg et interview på rollingstone.com med Van Morrisons kollega fra syd for den irske grænse, The Edge, der fortæller om det enorme strategiske arbejde der ligger bag sammensætningen af sætliste og scene på U2’s aktuelle eXPERIENCE + iNNOCENCE-turné.

Set i det lys var det ganske velgørende at opleve en koncert med nogle musikere, der bare gik og gjorde deres shit.

Altså for de af os, der stod så tæt på, at vi kunne høre det.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

  1.  
  2.  
  3.  
  4.  
  5.  
  6.  
  7.  
  8.  
  9.  
  10.  
  11.  
  12.  
  13.  
  14.  
  15.  
  16.  
  17.  
  18.  
  19.  
  20.  
  21.  
  22.  
  23.  
  24.  
  25. Wait a Minute Baby

(Eddie “Cleanhead” Vinson cover)

Play Video

  1. Moondance

Play Video

  1. I Get a Kick Out of You

(Cole Porter cover)

Play Video

  1. Magic Time

Play Video


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA