x
Björks Utopia: Blomstrende og betagende sanse-bombardement

Björk, NorthSide, Blue Stage

Björks Utopia: Blomstrende og betagende sanse-bombardement

Anmeldt af Michael Jose Gonzalez | GAFFA

Orkideer og andre blomster springer ud på storskærmene. Mellem dem ligger frodig scene med en lille skov i midten og blomsterranker i siderne. Midt i det hele står Björk og gør sit bedste for at vække vores sanser med den passende betitlede koncertåbner, ”Arisen My Senses”.

“Tak!”, kvidrer hun som respons til publikums bifald, hvorefter skoven midt på scenen drejer rundt og afslører en håndfuld fløjtenister.

En koncert, der nydes bedst på første parket
Symptomatisk for netop denne festival får publikum lige vendt verdenssituationen højlydt. Nuvel, det kan afhjælpes ved at rykke tættere på scenen, hvor man kan lade sig suge ind i en fortryllende fremførelse af "The Gate". Björks totaloplevelse egner sig så absolut bedst til at blive oplevet på første parket, hvor man også kan lade sig blæse igennem af sættets mere aggressive elementer.

Koreografi, kostumer og visuals er en overdådig forkælelse af synssansen, og det er let lade sig henføre i nærmest meditativ tilstand til de på én gang insisterende stille og stærkt ekspressive sange, der insisterer på bevægelse. Björk er et godt sted i sit liv, og hun gør, hvad hun kan for at trække os med derind.

Fuglefløjt indleder en gammel kending, en af de få vi får i aften, og sammen med vidtrækkende lysstråler skydes historien om Isobel ud over Ådalen. Strygerne er skiftet ud med fløjter, men effekten er den samme: forhøjet puls og gåsehud.

Rørt langt ind i sit indre
På den store bagskærm svømmer havfugle, og Björks maskeøjne lyser, mens hendes trommeslager hektisk eftergør Arcas beats under ”Courtship”, før blå og grønne lys fylder scenen og ”Human Behaviour” buldrer bastant ud over publikum. Fløjtespillerne danser stammedans, Björk skriger, og pludselig er det hele forbi, og ”Tabula Rasa” tager tempoet helt ned igen. 

De 52-årige stemmebånd har ikke mistet hverken styrke eller intensitet, og ”Wanderlust” er lige så betagende, som første gang man hørte den – om end noget mere hårdtslående. ”Features Creatures” leveres smukt og skurrende, mens døende blomster og bastant bas undertreger "Losss"' truende lydside og ord fulde af uro: ”Loss make me hate, didn’t harden from pain”, det er så man bliver rørt langt ind i sit indre, mens brystkasse og øregange blafrer under de tunge lydtangreb fra scenen. Det er ikke for sjov, det her.

”Vi har en mere sang, takk Aarhus”, lyder pludselig fra Björk efter over en times følelses- og sansebombardement, hvor Vulnicuras ”Notget” slutter seancen med knyttede næver og marchrytmer. Insisterende, intenst og inderligt.

En koncert, der i kompromisløshed og insisteren på det aktuelle materiale og udtryk måske nok vil dele vandene, men giver man først slip, bevæger sig ind, hvor musikken er altoverskyggende, grænsende til noget fysisk og lader sig suge ind i Björks Utopi, er der ingen vej tilbage.

Der har alle dage været noget næsten overnaturligt og fe-agtigt over Björk, og i aften var hun fortryllende.

 

Sætliste:

Arisen My Senses
The Gate
Utopia
Blissing Me
Isobel
Courtship
Human Behaviour
Tabula Rasa
Pleasure Is All Mine
Wanderlust
Features Creatures
Losss
Sue Me
Notget


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA