Kalejdoskopisk pragtkoncert fra Beck og band

Beck, NorthSide, Blue Stage

Kalejdoskopisk pragtkoncert fra Beck og band

Anmeldt af Michael Jose Gonzalez | GAFFA

”It can rain all summer now. It doesen’t matter, cause we had tonight!” Sådan lød det fra Beck ved afslutningen af hans sprudlende stjernekaster af en koncert på NorthSide, og det er lige før, man er tilbøjelig til at give ham ret. Sammen med sit syv m/k store band skød Beck musikalske lykkepiller i NorthSide-publikummets åbne gab i en eminent opvisning i fællesskabsskabende eufori.

Godt nok er Beck og bandet lidt over 10 minutter forsinkede, men hvad gør det, når de åbner ballet med en forrygende fortolkning af ”Devil’s Haircut”, og cool som netop djælven selv (med eller uden ny frisure) iført hat, læderjakke og solbriller fører Beck som en krydsning mellem Prince og Bowie sikkert både sit band og os gennem et feststemt sæt, hvor man skal være lavet af sten for ikke at lade sig rive med.

Mr. Hansen giver den som midnatsgrib og karikeret gospelprædikant i introen til ”Mixed Bizness”, og de farverige og fængende sange fra Colors overgår langt studieversionerne, når de vækkes til live på scenen. Det er livsbekræftende at stå midt i tusindvis af publikummer, der hopper ekstatisk op og ned, mens vi skråler ”I’m so free” med hænderne over hovedet. Den forrygende trap-pastiche ”WOW” får jorden under Ådalen til at gungre. Nogen der fortsætter under en sprællevende ”New Pollution”.

Nu er det tid til ”something for the lovers”, får vi at vide, som Beck ifører sig akustisk guitar og lægger ud med en unplugged version af Flight of the Conchords-associerende Debra, og efter en kort snak om nogle enormt store hamburgere, han fik serveret, sidst han var i Aarhus, får vi en indfølt ”Raspberry Beret”, der leveres, så ophavsmanden må smile stort et sted oppe i sin lilla himmel her et par dage efter han ville være fyldt 60.

Holy Shit!

Tempoet på ”Blue Moon” er skruet lidt i vejret i forhold til albumversionen, men den er mindst lige så dragende. Tilbage i femte gear med en guitartung ”Dreams”, hvor festen fortsætter og nærmest koger over under Guero-tracket ”Girl” for så at eksplodere i et jubelbrøl, da det legendariske beat og slideguitar fra ”Loser” sætter ind, jubelbrølet overdøver næsten musikken, og for en øjeblik er vi alle slacker-”perdedores”, og beck udbryder: ”Holy shit! I don’t wan’t this job to end!”

”E-Pro” var i sin skyld i en alvorlig rygskade for Beck, da videoen til nummeret skulle indspilles; den efterlod ham i så mange smerter, at han ikke kunne arbejde i en årrække. Det er ikke noget, man mærker det mindste til her til aften, hvor han som selve inkarnatinen af ordet ”coolness” danser rundt på scenen, og man tror ham faktisk, når han forsikrer os om, at nærmest får lyst til at flytte til Danmark oven på det her, og at det er den bedste koncert, han og bandet har spillet i år.

Som det nærmest hører sig til, får vi en lang bandpræsentation inde i ”Where It’s At”, og der jammes blandt andet både Queen, Stones og Talking Heads. Man kunne måske argumentere for, at tiden kunne have været brugt på at spille nogle flere sange, men det tager på ingen måde pusten fra festlighederne, og koncerten holder det tårnhøje niveau hele vejen igennem. Og det er endda selvom vi ikke fik ”Sexx Laws”, ”Chemtrails” eller ”Lost Cause”. Og det siger noget om aftenens format, at manden kunne spille en koncert uden flere af sine bedste sange og stadig levere den bedste koncert ud af de fem, denne anmelder har oplevet med ham siden 2000.

”We couldn’t ask for a better day!”, lyder det taknemmeligt fra Beck under koncerten i taknemmelighed over publukums respons. Vi kunne ikke have ønsket os en bedre koncert.

Book ham bare igen næste år, hvis muligheden byder sig.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA