Nyhed

ROCKHISTORIE: Sjældne optagelser med David Bowie og Jeff Beck ser endelig dagens lys

Halvtredsårsdagen for legendarisk koncert markeres med ny jubilæumsudgivelse

Siden David Bowies død i 2016 er fanskaren blevet begavet med adskillige interessant arkivudgivelser - herunder store bokssæt centreret omkring de tidlige album David Bowie og Hunky Dory. I år er tiden så kommet til at fejre Bowies Ziggy Stardust-era i 1972-73, hvor han udgav albummet The Rise & Fall of Ziggy Stardust & The Spiders from Mars og turnerede i halvandet år som det fiktive band og dets androgyne, messianske frontfigur Ziggy.

Det hele kulminerede ved en sidste koncert i Londons Hammersmith Apollo den 3. juli '73, hvor Bowie på dramatisk vist "aflivede" bandet og Ziggy-figuren, inden han satte punktum med - selvfølgelig - sangen "Rock'n'Roll Suicide."

”Af alle koncerterne på den her turné, vil vi huske denne længst tid, for det er ikke bare den sidste koncert på turnéen, men den sidste vi nogensinde vil spille,” erklærede Bowie fra scenen ved koncerten, som altså fandt sted for nøjagtig 50 år siden i sidste måned.


I den anledning udkommer hele koncerten i flere formater - og modsat den oprindelige udgivelse af Ziggy Stardust - The Motion Picture i 1983, får vi denne gang endelig det hele med. Det betyder, at den nye udgivelse inkluderer Jeff Becks gæsteoptræden mod koncertens slutning, hvor den nyligt afdøde guitarmester sluttede sig til Bowie på scenen og spillede med på både et medley over Aladdin Sane-skæringen "The Jean Genie" og The Beatles' "Love Me Do" samt Chuck Berry-fortolkningen "Round and Round.

Ziggy Stardust and the Spiders From Mars: The Motion Picture Soundtrack (50th Anniversary Edition) udkommer den 12. august digitalt, som dobbelt-cd og som dobbeltalbum på guldfarvet vinyl.

BAGKATALOG: Da David Bowie mødte GAFFA i London


ANNONCE