x
Et vådt væsen ud i lyset

Orm, Copenhell, Pandæmonium

Et vådt væsen ud i lyset

Anmeldt af Andreas Jensen | GAFFA

Metalverdenen, eller måske mere specifikt audiensens beskrivelser af metalverdenen, er ofte spækket med saftige superlativer og ordkæder, hvis ambition er at favne eller beskrive de energiudladninger, som scenens mørke mænd frembringer. Undertegnede skal ikke sige sig fri fra denne ambition, men jeg vil da også gerne tilstå, at jeg igen og igen bliver overrasket over denne genres muligheder for musikalsk fortryllelse, hvor jeg må overgive mig til braget, til viljen og til attituden. Vi bliver ved.

Og sådan skete det igen i dag, fredag eftermiddag på Pandæmonium-scenen på Copenhell. Denne koncert varede nærmest præcis de 45 minutter, som den gode stage presenter Carsten Holm fortalte i sin præsentation af det nye danske metalband ORM.

Før denne koncert havde jeg kun gennemlyttet bandets nyeste, og indtil videre eneste, album ORM fra 2017. Albummets black metal-sound skingrer godt igennem med sin ofte diskante lyd, hjulpet godt på vej af high pitch trommer, to elspader, en gedigen bas og en to mand stærk growler-trup, der til tider ressonerer hinandens røster op i et alt i alt vældig insisterende og ganske gedigent stykke traditionstro black metal med tilføjede nordiske noter og varme, fyldige krydderier fra den danske death-scene.

Koncerten i dag skulle blive bedre, end jeg havde anet. Ikke sådan, at jeg selv eller det øvrige publikum lå ned og græd, eller at alle væltede rundt i en fælles mosh-pit. Det var den store masse af lyd, som de fire mørkemænd murede og smedede op foran os og indrullede os i, præcis som en pyroklastisk sky.

Bandet havde valgt at introducere koncerten med den norske poet Nordahl Griegs digt ”Til Ungdommen”, bedre kendt som sang under navnet ”Kringsat av Fiender…”. Sangen var playback-afspillet, dog vist nok med bandets egne fire bævrende mandestemmer i kor. De kan nok rykke rundt med den sorte metals energier, men det klinger dog ikke nær så skønt, som når enten Kim Larsen & Kjuken eller et dansk/svensk pigekor kaster os ud i denne sangs melankoli og virkelyst. Budskabet stod dog rimelig klart: ”Hva skal jeg kjempe med, hva er mitt våpen? Her er ditt vern mot vold, her er ditt sverd!” Resten var udeladt, men vores værn mod vold og vores styrke er vist den store fælles dødsmetalseance.

Ja, det kan synes som et nemt trick at benytte sig af denne iørefaldende sang. Og lydniveauet i de efterfølgende numre var også til at mærke dybt inde i brysthulen. To enkle tricks, men som begge synes at fungere. Man behøver ikke være bange for det patosfyldte – bare det bliver spædet op med noget sort og noget brølende. For at hæve niveauet. Som det også blev.

ORM skaber dejligt lange numre, som kan synes at smelte sammen, således at de fem numre på sætlisten smeltede sammen som tordenstøj, intro, interlude og ad hoc strengestemning. Det var som en stor dieselmaskine, der var blevet startet op og nu fik gang i flere og flere rustne cylinderstempler. 

Dette store lokomotiv af en dieselmotor blev kyndigt orkestreret af de fire introverte mænd, der gang på gang, sammen og hver for sig, måtte vende ryggen til publikum og ansigtet mod den næsten nøgne trommeslager, der sad bagerst på scenen. Han sad der bagved som en nøgen Gollum, eller måske mere præcist, som et vådt væsen, der var på vej op i lyset.

De tre langhårede med strengene vendte sig mod ham for at modtage ny energi og styrke, for igen at kunne vende sig ud. Introverte er måske ikke det helt rigtige ord, idet de fire mænd samtidig virkede til at have et ekstrovert ønske om at skabe, danne og udvikle dette store lydmassiv af en brølende og til tider næsten åndelig motor.

Der kom vist et enkelt "tak" fra bandet efter en af de mange hyldestapplauser fra publikum, men ellers var det kun musikmassen, det drejede sig om. Det ser jeg som et rigtig sundt tegn fra et band, der er ved at finde en lyd, der er deres egen. Alle fire i bandet var tydeligvis til stede under hele koncerten, og da det våde, blege væsen bag trommerne rejste sig efter sidste nummer, fik vi en flot, ikke helt så bleg alligevel, veltatoveret mandsperson at skue. Med et ydmygt smil og glimt i øjet kastede han sine trommestikker ud til publikum, og hele bandet modtog som retur en anseelig mængde hyldende hånd-horn fra publikum og solstråler fra oven.

Det bliver til fire stjerner herfra. Træerne vokser jo ikke helt så hurtigt ind i himlen, men det var en flot demonstration af, hvordan man kan opbygge, ikke en wall-of-sound, men en mass-of-sound og få inddraget publikum i denne masse, uden at skulle diktere fight, mosh-pit eller lignende.

 

Sætliste:

Blood of your Blood

Serpent Mother

Apotheosis

Nyt nummer

Temple of the Deaf


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA