x
Den balstyriske rejsende i rabalder

Iggy Pop, Tinderbox, Blå Scene

Den balstyriske rejsende i rabalder

Anmeldt af Jan Eriksen | GAFFA

Med uimodståelig energi af en anden verden indtog Rockens Evigt Rejsende i Rabalder Tinderbox Festivalen. Efter fire koncerter på tre år, må man sige: nu har vi set det, Ig. Og kom gerne igen.  

Da Iggy Pop og band indtog Blå Scene havde Tom Morellos Prophets of Rage netop forladt den røde scene iklædt røde, danske landsholdtrøjer.

Den slags behøver Iggy ikke. Hverken som beklædningsgenstand i sig selv eller – noget leflende, om man vil – gestus overfor publikum.   

Iggy er Iggy. Urrockens frynsede fætter entrerede som altid Tinderbox i bar overkrop med imponerende farfarvinger på overarmene.

Det var Iggys fjerde koncert i Danmark på bare tre år. Jeg fik desværre ikke set Post Pop Depression-koncerten med Josh Homme og venner i Falkoner. Har set to en halv af de øvrige tre, senest på Haven Festival sidste sommer.

Ingen omveje

Modsat Hommes eget band Queens of the Stone Age og Post Power-trommeslageren Matt Helders Arctic Monkeys er der ikke mange omveje, stil- eller nybrud, når Iggy går live.

Det er en-to-tre-fire og ingen fare for at fare vild i labyrintiske ambitioner, som det indimellem skete for Arctic Monkeys i Royal Arena onsdag aften.

Indrømmet, Iggys udlæg med blandt andre "I Wanna Be Your Dog", "The Passenger" og middelvejenes udstødtes slagsang "Lust for Life" lød friskere og mere påtrængende, da jeg hørte dem første gang på NorthSide for to år siden.

Løbeturen nede i pitten, de insisterende fagter, spyttet i skægget – som nogle kvinder efter sigende finder sexet  – virkede nok også noget mere spontan.

Så ja, der var noget byfest på feriepiller over det her i aften.

Men – og det MEN er stort.

Energien i guitaristens blitzende spil i et nummer som "Repo Man" virker ægte og som mere end bare den medrejsende sidemans høvlende akkordarbejde. Som også i det "nye" The Stooges-nummer "Skull Ring" – hvor der blev skruet kraftigt op for lyden. Og sådan forblev det i øvrigt resten af koncerten.

Det er ren og ægte festivalglæde, da Iggy fik de tinderbox’ere, der ikke havde stillet sig i kø til Depeche Mode, til at skråle med på "La-la-la-la" i "The Passenger".

Ikke for puritanere

Man skulle være overvintret Iggy-puritaner for ikke at lade sig gribe af dén larm og ballade.

Rigtigt massivt mørkt og påtrængende støjende var det mest i The Idiot-nummeret "Mass Production", der som det eneste nummer på sætlisten ikke følger den basale urrock-skabelon.

Man kan argumentere for at jo mere kontant og simpelt, bandet i øvrigt trykker den af i de mange genredefinerende numre, jo mere plads er der til hovedattraktionen.

Attituden. Flabetheden. Glæden ved at krabbe rundt på scenen. Det virker alt sammen ægte og stadig formidabelt fokuseret.

Som en balstyrisk masterclass i en af rockens udviklingsstrenge fra primo 70’ernes newyorkerklubscene, over punk, via så forskellige genrer som grunge og heavy metal – til moderne indierock.

Manden er 71. Han bærer sin historie med stolthed og rynker.

Kunne du forestille dig en 10, 20, 30, 40 eller 50 år yngre sanger slippe af sted med at trække et bælte ud af bukserne som symbol på noget, der er så indlysende, at det ville være for banalt at nævne her?

Iggy kan. Vi har efterhånden set det en hel del gange. Og kom gerne igen.

Sætliste:

I Wanne Be Your Dog

Gimme Danger

The Passenger

Lust for Life

Skull Ring

Sick of You

Some Weird Sin

Repo Man

Search and Destroy

T.V. Eye

Mass Production

The Jean Genie

Real Wild Child (Wild One)

Ekstranumre

No Fun

Down on the Street

Real Cool Time

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA