x
Pillerne virkede!

St. Vincent, Roskilde Festival, Arena

Pillerne virkede!

Anmeldt af Simon Heggum | GAFFA

Annie Clark er St. Vincent og er det nærmeste, vi kommer på en kunstrock-profil i musikken lige nu. Hendes optræden i nøgen/bikini-natkjole på forsiden af ”Guitar Player” sidste år og den simultane udgivelse af pladen Masseduction understreger hendes ny fundne agenda. Clark tænker ikke i kasser, køn eller genrer og det beviste Masseduction meget fint. Samtidig er Clark en af nutidens dygtigste guitarister, hvilket efterhånden ikke burde komme bag på nogen. Hendes yderst originale spil tæller alt fra Ron Asheton (The Stooges) til Robert Fripp (King Crimson, David Bowie), og det er klart hendes helt store tække – ud over en stemme, som er ren som en klokke og beskidt som en kommenost på Bornholm.

Med det sagt…
Clark starter ud på Arena med forcerne fra Masseduction: ”Sugarboy” og GAFFAs yndlingssang fra 2017: ”Los Ageless”, der ligger en stærk og voldsom start fra dagen, med en sekvens fra samme album, der passer sammen melodisk. Og alt fungerer. Bandet har været det samme siden Clarks tredje album og er lige dele m/k. Samtlige to mænd i bandet er iklædt sokker på hovedet og fjollede parykker, mens både Clark og hendes bassist/synthspiller strutter i deres kønsforvirrede tøj. Der er tydeligvis mange ting på spil i forhold til den offentlige debat, og Annie Clark er måske en af dem, der skal tage det op på en alvorlig facon. Hun klæder sig selv i popverdenens tøj – komplet med dum, kort latex-nederdel og alt for højtaljede handsker i fuldstændig rød. Samtidig vil hun gerne bevise, at hun er alternativ, rocket og nyskabende. Hvilket hun også er. På plade. Men hun mangler i live-situationen at samle budskabet til et egentligt hele.

For meget af for lidt
Clark lægger stærkt ud med de væsentligste sange fra Masseduction, men træder hurtigt vande, da hun rammer tidligere numre som ”Marrow” og hendes tidlige hit ”Cruel”, som hun forsøger at omarrangere stilmæssigt til den nye plade. Det står hurtigt klart, at hendes force ligger i de senere udgivelser, hvor især den forrige, selvbetitlede plade står som en stor favorit. Når hun endelig spiller gamle numre, er det fra hendes tidligere plader, og man må, især som anmelder, undres over at hun ikke spiller mere fra netop dét album, når den netop går i godt spænd med den nye plade.

Klapperslangen kom
”Cheerleader” bliver spillet som en vedkommende og grum realisering af nutidens curling-gen, og Clark kaster sig ud i dristige, hard-rock-segmenter, som understreger hendes guitar-talent, mens numre som ”Young Lover” og hovedsangen ”Pills” leveres med en tilpas stor kynisme, hvor især sidstnævnte glimrer ved Clarks pludseligt beroligende guitar-outro. Sidste del af koncerten bliver for alvor en succes, da Clark endelig dykker ned i bagkataloget og leverer numre som ”Rattlesnake” og ”Digital Witness” i vigtige og faretruende nyfortolkninger. Selvom det hele tiden er mere, end det bør være. Vi får heldigvis en af de nye sange - Bowie-hyldesten: "New York" - en smagfuld og decideret rørende version. Denne er efterfulgt at "Happy Birthday, Johnny", som rammer en hårdt hvis man har fulgt Clark så lang tid som jeg har!

I sidste ende…
Er St. Vincent måske den vigtigste popsanger, vi har på scenen lige nu. Men det er tydeligvis også den rolle, hun har tænkt at tage sig – og leveringen lider under denne idé. Clark vil gerne holde den ene støvle i det alternative, samtidig med at hun også gerne vil bryde stort igennem. Og vi har så meget brug for, at hun gør det. Men denne aften på Arena, med sokker og fjollede parykker, overbeviser mig ikke om, at hun er nået længere end noget, der minder om en blanding af Kraftwerks 3D-shows og Cirkus Revyen. Og det på trods af vilde backing-film og provo-image. 

Hårdt arbejde..
… kræver en fair reaktion! Fire stjerner til St. Vincent – sætttet, guitarspillet og plastic-tøjet løfter tingene op i en højere enhed. Sangskrivningen er med i en stor grad, men hele hi-fi virvaret giver det en sær, bitter smag af, at det kunne være så meget mere.

I øvrigt skal folk stoppe med at sige, at Masseduction er St. Vincents ”Let’s Dance”, når det tydeligvis er hendes ”Scary Monsters (and Super Creeps)”.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA