x
Støjende kaos

My Bloody Valentine, Roskilde Festival, Arena

Støjende kaos

Anmeldt af Simon Yüksel Nielsen | GAFFA

Støjen kan skabe et rum, vi kan træde ind i. Det er et rum, der er uafhængigt af, hvor vi egentlig befinder os. Det er altomsluttende, psykedelisk og transcenderende. Når det lykkes. My Bloody Valentine kan skabe det rum, der i øjeblikke forløses. My Bloody Valentine er blevet til et synonym for støj. Ved siden af dem står kun The Jesus and Mary Chain, der alligevel befinder sig i en lidt anden del af spektret. My Bloody Valentine er ekstremet, der som udgangspunkt er utilgængeligt. Det er skærende støj, der et eller andet sted ikke burde eksistere. Men alligevel forføres vi af det. Vi ønsker at trænge ind i det rum, de skaber omkring os.

Lyden formidles igennem musikken på Arena. Stemmerne er gemt væk bag støjen, under overfladen, ulmende, men aldrig gennemtrængende. Mere end en time virker som én lang seance af guitarfeedback. Kun momentvis afbrydes støjen af stilheden. My Bloody Valentine bevæger sig igennem fortiden – fra Isn’t Anything over Loveless, hvor ”I Only Said” og ”When You Sleep” er begyndelsen på støjen, der opsluger melodierne.

My Bloody Valentine er bruddet med konvention om at gøre noget rent. Det er umuligt helt at trænge ind til benet på ”You Never Should” – igennem de uigennemtrængelige lag, hvorunder popsangen befinder sig. På ”Only Shallow” bevæger melodierne sig op til overfladen, imens guitaren skærer i øregangene, og Bilinda Butchers drømmende stemme flatterer lydbilledet. Men imellem det opbyggende energiniveau forsvinder intensiteten momentvis. Anonymiteten er en fast del af My Bloody Valentine, der befinder sig midt i kalejdoskopet, men i stilheden bliver styrken til svagheden, vi ser. Igennem unavngivet nyt materiale over Tremolo-ep'en bevæger My Bloody Valentine sig mod kulminationen, men en gang imellem befinder de sig langt fra den. Nogle gange bevæger den sig tættere, men først mod slutningen er den til at føle på, imens ”Feed Me With Your Kiss” udvikler sig til ”You Made Me Realise”.

Støjen bygger sig op omkring os, og kaos tager over. Dommedagstrommerne banker mod os, og de atmosfæriske melodier bliver til buldrende støj. Forløsningen er ankommet, og vi kan mærke den. Den lukker rummet omkring os, og for et øjeblik befinder vi os et andet sted. Vi befinder os i det rum, musikken skaber, når nonkonformiteten slår alt andet ihjel.

 

Sætliste:

I Only Said

When You Sleep

New You

New Song 1

You Never Should

Only Tomorrow

Only Shallow

What You Want

Nothing Much to Lose

To Here Know When

Slow

Soon

Feed Me With Your Kiss

You Made Me Realise


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA