x
The Roots skrev musikhistorie

The Roots - Copenhagen Jazz Festival, DR Koncerthuset

The Roots skrev musikhistorie

Anmeldt af Peter T. Aagaard | GAFFA

Der var engang, hvor man skulle retfærdiggøre, at hiphop var rigtig musik og ikke bare nogle knægte, der snakkede hurtigt over trommemaskiner. Den fordom smadrede The Roots fuldstændig og viste, at hiphop sagtens kan udleves af et konventionelt orkester. Efter tre årtier er der ikke længere nogen, der sætter spørgsmålstegn ved kvaliteterne hos Questlove og hans rødder, for de har udviklet sig til et af verdens mest velspillende orkestre, ikke blot i hiphop, men i det hele taget. 

Ikke mindst derfor er det en fornøjelse, at bandet er booket til Copenhagen Jazz Festival, der således udvider rammerne for, hvad jazz kan være for en størrelse, præcis som The Roots har udvidet hiphop-begrebet. Bookingen har vist sig at give pote, for da bandet indmarcherer i DR Koncerthuset, er salen pakket til sidste sæde. Disse sæder bliver dog kun brugt sporadisk, for publikum er oppe at stå fra første fløjt til orkestret, der præsenteres som intet mindre end “The hardworking revolution sureshot, the Legendary Roots Crew.”

Som det har gjort sig gældende i hele karrieren, er rygraden i bandet Questlove bag trommerne og Black Thought på mikrofonen. Derudover er det en mere eller mindre sammentømret gruppe musikere, der udgør resten af The Roots, og de kommer alle til at spille små hovedroller koncerten igennem. Først i form af Damon Bryson, også kendt som Tuba Gooding Jr., der med sin karakteristiske, gigantiske sousafon giver “Break You Off” en skøn jazzet stemning. 

Bombesikker på trommestikker 

Med det første nye album i mange år ude i horisonten kunne man have håbet på et par nye numre, men i stedet er aftenens sætliste sammensat af de største hits karrieren igennem. Det er der bestemt ingen skam i, for numrene leveres i fejende flotte versioner, hvor det tydelig mærkes, at orkesterlederen Questlove er bombesikker på trommestikker, og “Game Theory” og “The Section” har næppe lydt bedre live i årevis. 

Dette skyldes også, at bandet nu har hele to musikere på trommemaskiner og samplere. Dels Jeremy Ellis, der er en vild og hvirvlende vind på knapperne, der næsten skaber Detroit-technolyd og dels produceren Stro Elliot, der har en funky, men ikke mindre virtuos stil. Det betyder også, at de i modsætning til tidligere i karrieren er begyndt at spille samples, og det klæder lyden, at alt ikke længere behøver være dogmatisk håndspillet.  

Ærefrygtindgydende lækkert 

Stemningen intensiveres med den mastodontiske “Concerto of the Desperado”, hvor Black Thought virkelig folder sit rimtalent ud, hvorefter han læner sig tilbage på den jazzede “Stay Cool”. Somme tider kan man glemme, hvor dygtig en rapper han er, fordi han er så integreret en del af bandet, men det er forrygende at høre ham rappe sit hjerte ud, så skarpt, præcist og malende, som det er tilfældet her. Alene hans anledning på “Act Too - Love of my Life” er ærefrygtindgydende lækker: 

“The anticipation arose as time froze 
I stared off the stage with my eyes closed - and dove 
Into the deep cosmos 
The impact pushed back, the first five rows” 

Hvis licens er noget, vi giver til hinanden, vil jeg da gerne rette en tak til jer allesammen, for at der er postet penge i DR Koncerthuset, der har en så ypperlig lyd. Hver en stavelse og hvert et taktslag går klart igennem helt op til næseblodsrækkerne, hvor jeres anmelder er bænket. 

På rundrejse i musikhistorien 

Klassikere som “Proceed” og “The Next Movement” peppes op med en voldsomt fed bassolo, og pludselig begynder bandet gudhjælpemig at spille Kool & The Gangs “Jungle Boogie”, så det er en fryd. Da The Roots kom frem, yndede de at håndspille hiphop-instrumentaler, for at vise et band også kan lave hiphop. Nu synes missionen i stedet at være at vise de er i stand til at spille alt, og det er som at komme på rundrejse i musikhistorien. 

Guitaristen Captain Kirk Douglas folder sig for alvor ud, da vi kommer til “You Got Me”, hvor alt fra Guns N Roses til Bo Diddley hvirvles ind i sangens afslutning. Selv heroppe på de billige rækker har publikum rejst sig, og selvfølgelig rocker salen med til den rock’n’rollede “The Seed”, der vel nok er deres største crossover-hit. 

Undervurder ikke en rapgud 

Jeg mistænkte lidt Black Thought for at have mistet pusten under “You Got Me”, som han rappede underligt staccato. Den fejl begår jeg aldrig igen. Philadelphias store søn er ingenlunde mindre rapgud end ham, vi så for nylig på Orange. Sammen med bandet sluttes koncerten med en fantastisk udgave af “Men At Work”, hvor breaket til “Apache” spilles så funky, man føler sig hensat til hiphoppens barndom, mens Black Thought rapper farvel med en opdateret version af Kool G Raps klassiske vers: 

“Now you're impressed cause words I manifest 
Takes you more higher than cess or Buddha bless 
Hard as concrete, the building's complete
Yo Questlove, let's stop the breakbeat!”

The hot hot music

Det var ikke løgn, da The Roots introducerede sig som hårdtarbejdende. Jeg har hørt dem mange gange, jeg har sjældent hørt dem bedre. Over næsten to timer formår de at være konstant underholdende. Ligeså fremme i skoene Questlove er på skrift, ligeså afmålt og solid er han som orkesterleder, hvor han hele tiden sørger for at bringe fokus på resten af bandet.

Om det er hiphop eller jazz eller hvad ved jeg, er for så vidt lige meget. For det vi hørte i DR Koncerthuset var “the music”, og det var i den grad “the hot hot music”.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA