Benzin på bålet fra Binzer og band

D-A-D, Grøn Koncert, Grøn Scene, Tiøren

Benzin på bålet fra Binzer og band

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

D-A-D på Grøn? Surprise, surprise. Det er nu ottende gang, Binzer-brødrene & Co. drager landet rundt med Muskelsvindfonden, og dermed er de det næstmest brugte navn hos musikkaravanen, kun overgået af Thomas Helmig og TV-2, der begge har spillet ni gange på Grøn. Og det er lige så lidt forudsigeligt, at gruppen stiller op med et ekstraordinært sceneshow. Laust Sonne har slået på trommer med hovedet nedad, Jacob Binzer har spillet guitar i en svævebane ud over publikum, Stig Pedersen fremviser et udvalg af specialbyggede tostrengede basser, og i år?

Det begynder ganske underholdende med et remake af den klassiske Tuborgmand-plakat iført D-A-D-T-shirt på storskærmene og en parodi på "The Good, The Bad and The Ugly"-introen, inden bandet går på scenen foran en usædvanlig stor mur af forstærkere – som dog ikke begynder at hælde, som den tidligere har gjort. Bassist Stig Pedersen, gruppen sædvanligvis mest spektakulært klædte medlem, er iført en tætsiddende lyserød dragt med hvide snører a la Ilse Jacobsen-gummistøvler, mens Laust Sonne bare er klassisk velklædt i bordeauxfarvet jakkesæt. Gruppen lægger ud med ”Evil Twin” fra år 2000-hitalbummet Everything Glows, og så går det ellers over stok og sten og afsvedet gult græs med velspillet rock. Det er lige før, man frygter for, at bandet uforvarende kommer til at overtræde det allestedsnærværende afbrændingsforbud.

Et par musikalske overraskelser får vi også i form af den ikke så hyppigt spillede ”Rim of Hell” fra nyklassikeren No Left for the Pilgrims og et helt nyt nummer, "The Real Me". En arketypisk D-A-D-mid/uptempo-sang med et iørefaldende omkvæd, som måske ikke ligefrem lyder som et kommende megahit, men er ganske solid. Jesper Binzer, der nogle gange har lydt lovligt hæs ved koncerter, har i dag en vokal i storform, og så havde jeg helt glemt, hvor godt brormand Jacob spiller guitar. Det kan nydes i adskillige soloer, eksempelvis i det lavmælte og lavmælte mellemstykke i den let melankolske ”Grow or Pay”.

Og sceneshowet? Gruppen har efterhånden svært ved at overgå sig selv, og det er da også lidt mindre vildt end de sidste par gange på Grøn. Laust Sonne skal som sædvanlig udfordres på sit trommespil, denne gang via kontante anmeldelser fra udvalgte publikummer, hvor Jesper Binzer løber ud blandt publikum og stikker mikrofonen frem. Det skal selvfølgelig blive vildere og vildere, og Sonne er da også ganske fremragende. Begge Binzer-brødrene får desuden bevæget sig ud på en dertil opstillet kæmpestor ølkasse blandt publikum og spillet først ”I Want What She’s Got” med strøm og derpå ”Laugh and a ½” på hver sin akustiske guitar og masser af fællessang.

Da klassikeren ”Sleeping My Day Away” slutter sættet, flyver en større flok måger ind over scenen, og jeg er lige ved at tro, at det er endnu en gimmick, men det er trods alt vist bare et heldigt sammentræf. Måske har musikken skræmt dem væk fra et festmåltid af tabte fish and chips backstage?

Stig Pedersen havde vist ingen nye basser med i dag – jeg synes at have set dem alle før, fra det omvendte bashoved over malteserkorset til raketten; jeg er dog lidt i tvivl om amerikanerbil-bagenden – men underholdende er det stadig. D-A-D er måske ikke længere musikalsk dagsordensættende, men de er beviset på, at rock både kan være godt og sjovt samtidig. For min skyld kan de godt vende tilbage til Grøn igen-igen-igen om to-tre-fire år, men til den tid må de godt have skiftet lidt mere ud i sætlisten.

 

Sætliste:

Evil Twin

Jihad

Rim of Hell

The Real Me

Everything Glows

Riding With Sue

Grow or Pay

Monster Philosophy

I Want What She’s Got

Laugh and a ½

Bad Craziness

Sleeping My Day Away

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA