x
Paradokser med personlighed

KÁRYYN, Haven Festival, Værket

Paradokser med personlighed

Anmeldt af Simon Heggum | GAFFA

Sangerinde og eksperimenterende kunstner KÁRYYN har aner i både Syrien og Amerikas sydstater, så det er en interessant blanding af DNA, der løber gennem blodårerne på den unge sangerinde. KÁRYYNs udspil har indtil videre drejet sig om små single-lignende udgivelser kaldet ”Quanta”, som hun med vanlig kunstnerisk snilde har omtalt som installationer. Sangerinden befinder sig også i grænselandet mellem åndsfraværende installationsmusik, bippende minimal electronica og dragende sangskrivning baseret på hendes spraglede baggrund. Her skal især sange som ”Aleppo”, ”Yajna” og ”Moving Masses” fremhæves.

Ørevoks og inderlighed
Det er en meget tom plads, som venter på KÁRYYN, da klokken rammer de 13.30 foran Værket-scenen på Refshaleøen. Haven har kørt de store skyts i brug, og undertegnede betaler således 50 kr for en dåseøl, der smager af ørevoks. Det ville være synd at sige, at folk vælter rundt foran scenen for at få et glimt af sangerinden, og jeg kan derfor valse tungt op og stille mig helt foran scenen uden problemer. Det er måske derfor, at KÁRYYN først går på, på bedste Axl Rose-manér, tyve minutter efter annonceret spilletid. Dette gør dog ingenting, for det viser sig hurtigt, at KÁRYYN har et sjældent scenetalent: Dét at være så indfølt og overbevisende, at man rent faktisk ryger ud over scenerampen, selvom der på intet tidspunkt er sporet af et beat i den messende musik.

Samtidig er KÁRYYNs set-up utrolig sparsomt. Ud over hende selv på vokal og diverse elektroniske keys, trommepads og loop-pedaler, er eneste anden levende sjæl på scenen en slags Father John Misty-jam, der spiller en vellydende, dyster og ekstremt manipuleret violin. Koncerten skydes i gang med en nærmest kammer-agtigt nummer, der lyder, som om at det er på syrisk, komplet med KÁRYYN på knæ på scenen.

Nærvær i fravær
Inspirationskilderne er tydelige, da Father John Misty-jam og KÁRYYN derefter tager os på en forunderlig rejse gennem hendes ”Quanta”-installationer, hvor intime, kammermusikalske arier mødes med svalende synth-forløb i et univers, der måske ind i mellem minder lige lovlig meget om de nyere Björk-plader. KÁRYYN er dog Björk-approved, og har faktisk også inspireret hende – Det kan mærkes på et nummer som ”Purgatory” og ”Moving Masses”, hvor KÁRYYN viser, at hendes sange besidder en sjælden personlig investering fra hende selv.

Tekstuniverset befinder sig godt nok i et klassisk ”you/me”-univers, men man kan se og føle sangerindens tilstedeværelse i de messende sange, og tekstnærværet mellem stemme og sangskrivning er nærmest frygtindgydende. Man kan se på sangerinden, at de her sange betyder liv og sjæl for hende, selvom hendes øjne er gemt væk bag solbriller, og hun (af en eller anden årsag) er iklædt en større mængde bjælder og klokker, der ikke rigtig udøver noget formål.

Mange af KÁRYYNs numre lider, på plade, af et lidt for prætentiøst fravær, men denne barriere nedbrydes totalt i en live sammenhæng, og den unge kvinde formår at skabe et sjældent nærvær i kraft af de klassiske koncert-klichéers fravær. Det er ikke ”cool”, ”rock n’ roll” eller ”magtdemonstrerende”, som jeg ville have skrevet i en klassisk brug-og-smid-væk-anmeldelse. Det her er installations-kunst, knugende avantgarde og eksperimenterende – i hvert fald i forhold til ørevoks-øl og bæredygtig fastfood.

Stigende mod en udeblivende forløsning
På ”Binary” skifter Father John Misty-jam fra sin trofaste violin til at spille på en analog synth, mens KÁRYYN for alvor giver den løs for sit vedkommende nærvær. Trods situationens frustration (hun sparker et par gange til en vandflaske, der bliver ved med at blæse op på scenen) og det svigtende antal publikummer, bliver hun ved med at insistere på at holde de få fast i sit knugende lydunivers, og det er måske derfor, at publikumsflokken er vokset ved den alt for korte koncerts afslutning. Det er derfor en større flok mennesker, der befinder sig ved scenen, da KÁRYYN synger de afsluttende strofer af ”Ever” stående forrest på scenen, helt uden mikrofon.

Stilheden hviler over pladsen, da hun siger tak, men jeg fornemmer en vis form for: ”Var det kun det?”. Koncerten varede således kun lidt over en lille halv time. Måske skyldes det simpelthen, at KÁRYYN kun har lavet en lille håndfuld numre, og man kan derfor spørge sig selv, om hun måske er helt klar til at kunne spille et decideret festival-sæt? Havde koncerten varet lidt længere, kunne vi snildt være kommet op på en højere karakter.

I sidste omgang var koncerten dog en inspirerende, kunstnerisk og ambitiøs rundvisning i et museum, man meget gerne ville have haft var meget større. At kalde KÁRYYNs musik for en installation, er faktisk overordentligt passende, og jeg vil med stor glæde betale for en billet til udstillingen, når KÀRYYN (og Father John Misty-jam) viser rundt i et større galleri næste gang.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA