ANMELDELSE: Nydelig nuller-nostalgi

Starsailor, Musikhuset Aarhus, Store Sal

ANMELDELSE: Nydelig nuller-nostalgi

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Tilbage i start-00’erne var engelske Starsailor lige så store som Coldplay. Det var dengang, de to grupper hver kun havde udgivet et album, Starsailor året efter Chris Martin & Co., og behovet for melankolsk post-britpop, eller klynkerock, om man vil, syntes umætteligt. Siden blev Coldplay et stadionband og er det stadig, mens Starsailors salgstal syntes at blive halveret fra plade til plade. Til sidst gik de i pausemode, og forsanger James Walsh indledte en solokarriere, som dog ikke blev den store kommercielle succes. Nu er Starsailor samlet igen og udgav i dag for præcis et år siden deres femte album, All This Life, hvis cover pryder bagscenen i Musikhusets Store Sal.

Gruppen har turneret på festivaler denne sommer, men er ellers ikke på tour, så bandet har taget turen over vandet kun til ære for Aarhus og den to tredjedele fyldte sal. Placeringen i Musikhuset er lidt mærkelig, for det er ikke udpræget sid-ned-musik, gruppen er kendt for, selvom mange af deres sange har en lettere vemodig tone. Publikum viser sig dog at være overraskende modne, rent aldersmæssigt, med mange grå hår i salen, selvom bandmedlemmerne kun er omkring de 40.

Starsailor lægger ud med ”Listen to Your Heart” fra deres seneste album, og det kan konstateres, at bandets største aktiv gennem årene er intakt. James Walsh har stadig en stor, lys og ekspressiv stemme, og hans dramatiske fraseringer og hyppige spring op i falsetten ligger klart i lydbilledet. Det samme gør keyboard- og orgelspiller Barry Westhead, der står for en stor del af det melodiske i det instrumentale med mange elegante detaljer, mens Walsh det meste af tiden holder sig til huggende rytmeguitar-akkorder, ofte med en lidt kedelig, ordinær distortion-lyd. Af uvisse årsager er gruppens normale bassist James Stelfox fraværende og erstattet af den veloplagte Andy Dunlop, der normalt spiller guitar i Travis – et band, der ligsom Starsailor har taget turen ned ad hitlisterne uden at give op.

Sangene er dog udmærkede, og Starsailor har da også et bagkatalog, som er stort nok til, at de kan sammensætte et fornuftigt sæt på halvanden time. At seks ud af 15 sange er fra deres 17 år gamle debut, Love is Here, fortæller, at gruppen godt selv ved, at deres storhedstid ligger bag dem. Det betyder tidlige koncerthøjdepunkter som ”Alcoholic” med et stille første vers og ”Poor Misguided Fool”, hvor Barry Westhead sørger for dejligt sumpet orgellyd som supplement til sit melodiske keyboardspil.

Lidt over midtvejs spiller James Walsh alene en kort fortolkning af Bill Withers’ klassiker ”Ain’t No Sunshine”, hvor han virkelig får vist sin stemmes spændvidde, når han synger ”I know, I know, I know” a cappella. Sangen er dog, alle kvaliteter til trods, noget slidt, og det gør ikke noget, at vi går hurtigt videre.

En meget begejstret fan på en af de første rækker rejser sig hurtigt i koncerten og får senere følgeskab af spredte tilhørere rundt i salen, og der bliver klappet og sunget med fra tid til anden. James Walsh virker også tilfreds og får sagt ”tusind tak” på dansk mange gange. ”Tell Me It’s Not Over” får indflettet et elegant citat fra MGMT’s ”Kids”, og i ”Silence is Easy” får Walsh vist, at han også kan spille guitarsolo. Sangen er i øvrigt titelsang fra gruppens andet album, hvor to numre var produceret af legenden Phil Spector, der kort efter blev anklaget og siden dømt for mord. Vi får også en velspillet guitarsolo i det lange ekstranummer ”Good Souls”, der desuden indeholder et fiffigt lille sangcitat, denne gang af Beatles’ psykedeliske evergreen ”Tomorrow Never Knows”.

Publikum takker med stående applaus, og den begejstrede fan i frontlinjen får en sætliste som særlig tak fra det sympatiske orkester. En absolut fin aften fra et band, der gik lidt for hurtigt i glemmebogen og stadig har en berettigelse, selvom de ikke ligefrem har genopfundet rocken. ”Vi ses snart”, siger James Walsh, inden han forlader scenen, og lad os håbe, han mener det.

Er det så fortjent, at Coldplay blev så meget større end Starsailor? Mjah, Coldplay præsterede især på deres andet album A Rush of Blood to the Head virkelig stærk sangskrivning, mens de på deres senere udgivelser har omfavnet pop- og dancemusikken og her fået et nyt, stort publikum. Starsailor synes stadig at sejle rundt i de samme farvande som dengang i start-00’erne, på godt og ondt. Men jeg håber, vi langtfra har hørt det sidste til dem.

 

Sætliste:

Listen to Your Heart

Alcoholic

Poor Misguided Fool

In the Crossfire

Fidelity

Blood

Lullaby

Fever

Ain’t No Sunshine

Best in Me

Tie Up My Hands

Tell Me It’s Not Over

Four to the Floor

Silence is Easy

Ekstra:

Good Souls


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA