En ode til dommedag

Stephen O'Malley, Radar, Aarhus

En ode til dommedag

Anmeldt af Kristina Grønning | GAFFA

Aarhus Festuge er om os med et hav af forskellige festlige aktiviteter, der spreder hygge i smilets by. Det er derfor et veloplagt publikum, der tirsdag aften strømmer til Godsbanen i indre by for at hylde den afdøde avantgardekunstner, Tony Conrad, der ligesom aftenens hovedperson var pioner indenfor drone-musik. Stående i spidsen for denne hyldest i aften har vi Stephen O’Malley, der siden midten af 90’erne har været med til at redefinere metal-genren med bands som Burning Witch og Sunn O)))). Med disse projekter har O'Malley stået i spidsen for doom-metal-genren. 

Scenen er til aften fyldt til bristepunktet med forstærkere stablet oven på og ved siden af hinanden. Det er en ydmyg Stephen O’Malley, der anonymt indtager Radars scene. Den amerikanske guitarist stiller sig straks ud i scenens højre side og fjerner således fokus fra ham selv, og centrerer dermed de mange forstærkere, der snart vælter ud med et kontinuum af ambiente lyde i den lille sal – man forstår hurtigt, hvorfor ørepropper er gratis i aftenens anledning. 

Allerede ved O’Malleys første downstroke på guitaren får man et indblik i det, der lægger grund for betegnelsen doom-metal, og følelsen af, at dommedag er over os, er gennemtrængende. 

Støjens poet
At opleve O’Malleys dystre univers live er uden tvivl en oplevelse værd, såfremt man ikke frygter det utraditionelle og finder musikalske elementer som rytme og melodi overvurderet – ørepropper og et åbent sind er ligeledes også et must. Den filosofiske mystik og uhygge, der præger aftenens sæt, er det bedste eksempel på, hvad selveste djævelen lytter til, når han skal meditere. Det bliver dog, med fare for at lyde ukultiveret, en kende ensartet i længden, og den kontinuerlige dybe efterklang er til tider let at forveksle med nedstemt tinnitus.

Med sin forvrængede guitar tager O’Malley dog metal-musikken samt instrumentets kundskaber til nye højder og dybder. Det er yderst destilleret metal, der forårsager en decideret fysisk oplevelse. For selvom folk står som forstenet og opsluger de langsomme og tunge undertoner, overtager O’Malleys obskure symfoni hele ens korpus, idet de forvrængede toner vibrerer ud i kroppens mindste afkroge, så tænderne klaprer i hovedet på en. Mange blandt publikum står med lukkede øjne og sænkede hoveder for at kunne mærke de overdøvende vibrationer fare op gennem kroppen fra gulvet, og hele vejen gennem det 75 minutters lange sæt lykkes det O’Malley at fastholde publikums fokuserede og trancelignende lytning, hvilket er en flot bedrift.

Med alle musikalske konventioner smidt ud af vinduet kan det være en udfordring at anmelde en koncert af denne kaliber, men man er ganske enkelt nødt til at værdsætte den på dens egne præmisser. Og koncerten understreger i den grad Stephen O’Malleys rolle som en visionær inden for metal-genren. Med den kreativitet og beundringsværdige tekniske indsigt, som O’Malley besidder, ville det ikke være en overdrivelse at kalde ham for metalverdenens svar på Shakespeare.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA