At være solens lys

Isam B, Musikhuset Aarhus, Lille Sal

At være solens lys

Anmeldt af Elias Kvist | GAFFA

Jeg skal til koncert med min barndom i aften. Trioen Outlandish, der besatte 00’ernes hiphop-kultur, borede sig ind i min rygrad i en tidlig alder, og det er faktisk noget af det allerførste, jeg kan huske at have bekendtgjort mig som fan til i en alder af 7-8 år. Jojo, det var en af de store erklæringer. Siden gled jeg væk fra det evigt livsfordrende og positivt stemte rap-udtryk til fordel for en mørkere palet i genren, men alligevel er det gensynets glæde, der har ført mig til Musikhuset onsdag aften.

Isam B er som musiker spiret ved siden og ud af Brøndby-ensemblet og har i de senere positioneret sig selv som et nuanceret bindeled i det multikulturelle samfunds diversitetsspektrum (beklager folkens, ved ikke hvordan jeg ellers skal sige det). Med den lune soloudgivelse ”Institution” fra 2007 og det nyudgivne ”Deep in the Shadows” kværner en seriøs popsmed videre i sit livs værk, som i høj grad kredser om tro, håb og at finde sig selv. Lad være med at kalde det corny eller frelst endnu. Min egen tilgang har ofte danset i disse cirkler, og faren er formentlig ikke at se håndværket bag budskabet, som til syvende og sidst sjælen i musikken.

For der er ingen grund til at fornægte den teknisk eminente og talentfulde Bachiri, der træder ind på scenen kl. 20:00 sharp som frontfigur i et firmandsorkester. Aftenen er tænkt som en intim forestilling, hvor vi skal guides igennem en karriere af hitparader og livsanekdoter. Formatet er velkendt, men alligevel ikke helt. For i Isams verden, hvor ord maler tusind billeder og former sindet og ditten og datten, er der ikke plads til nogen ironisk distance til foretagendet. "Hvorfor skulle han også have det", kunne et legitimt modsvar lyde, og det forstår jeg godt. Men selvhøjtideligheden er nærmest et omdrejningspunkt i sig selv, og derfor bliver det vægtet akkurat lige så højt at skulle fortælle om den ro, sangeren søger ved at stå tidligt op som selve musikken.

Konceptet starter da også lidt skævt. ”Pray my Lord” og ”Man with a Plan” fra det nye udspil lægger for land med percussion, keys og guitar i fint samspil. Men solisten vil hive momentets velklang ned over deres jam, og han går i de første numre og vrisser ad og undskylder bandmedlemmernes mistiming og bortforklarer det med, at han er hård i et øvelokale, og at ”livet for det meste er et øvelokale”. Den lader vi bare lige stå et øjeblik…

Klædeligt er det ikke ligefrem, men hvad man frygter bliver symptomatisk for koncertens forløb rystes relativt hurtigt af som en nervøst islæt, man hopper ud af. Isam forbliver rolig og velmenende på scenen, og den nye plades styrke ligger umiskendeligt i Isams vægtning af sin egen vokal kontra koret, som er en essentiel del af mange af numrene. Og lige præcis deres samklang er i topform denne aften, og et ret så krævende samarbejde udføres her med legende lethed, anført af Isams utvetydige stjernestatus. Kæft, han kan synge.

”Parachute” fortsætter øveren (for det føles virkelig som en sådan) og glider brat over i ”Warrior/Worrier”, hvor han ikke kan lade være med at tage lidt pis på den ophøjethed i sangene, han selv har lagt for dagen og joker rundt om sin vokals begrænsninger. Og det er faktisk et velkomment udtryk fra danskeren med marokkanske rødder. Der kredses i løbet af koncerten om alderens livserfaringer (pakket ind i sangerens Toppen af Poppen-forløb, jajadada), som understreges ved fortolkningen af Lilholts ”For at tænde lys”, som i forlængelse af ”Life”s fredshymne fungerer uden at sprudle, men dog forbliver øm.

”I Only Ask of God” leveres uden overraskelser og efterfølges af en a cappella-fremførelse af ”Fatima’s Hand” fra debutpladen ”Outland’s Official”. Rappen vil fungere som afsæt til ”Keep Me Alive” og ”Life”, men hvor man skulle se lyset af fornyelsen i nye sange, bliver de genkendelige guitarrytmer lidt monotone i de ny sanges fremførelse. Bob Dylans ”Knocking On Heaven’s Door” binder dog trådene fint op, og man føler på sin vis inkluderet i det glædelige budskab, Bachiri vil ud med.

”Shepherd of the Future” fremføres, som en storladen ballade skal skæres, mens skønne ”Callin’ U” bliver tabt i tidknaphed og fremføres eksperimentelt og uden vedholdenhed. Kan man fortænke manden i at ville prøve noget andet med sit bagkatalog? Egentlig ikke, men barnet i mig sukker efter de gamle dage, og jeg ved ikke, hvor grænsen går mellem at blive stående ved sit materiale og så at forny sig selv. ”I Danmark er jeg født” – fortolkningen som vel er blevet svendestykket hos Isam i den brede danske befolkning – bliver i tredje vers switchet over i ”Giv mig Danmark tilbage”, hvor Isam må forklare, hvorfor han på en gang hopper op på de tomme pladser, fortryder efter 10 sekunder og samtidig virkelig roder rundt i teksten. Det er bare ikke kønt og en smule desperat.

Redning skal der til, og denne kommer også. ”Deep in The Shadows”, det stærkeste af de nye numre, kommer tiltrængt og "nuancerer" næsten for første gang et ensporet kærlighedsbudskab med ræsonnementer af tvivl. ”Op al den ting som Gud har gjort” bliver hevet op af hatten som en ”vise med swag”. Hvad det skal betyder, aner jeg ikke, men det er faktisk irrelevant, for leveringen er eminent og velbalanceret (bortset fra et irriterende demonstrativt hook, Isam!). Publikum jubler ved begyndelsen af ”Aicha”, der får lov at stå fuldstændig fejlfrit, og som aftenens største gestus er den sunget, så englene synger blidt. En klassiker fornægter sig ikke, heller ikke for Isam. ”Smile and Pretend” runder af med en decideret fredshymne på arabisk inkorporeret, og vinklen giver faktisk lige netop den originalitet, mange af de andre opkomlinge-numre savner. Måske stof til eftertanke her.

Isam B vil i så høj grad gerne være en åndelig ledestjerne og sol for verdens befolkning, og hans evige stirren op mod scenelyset vidner om en mand, der bestandigt forsøger at hidkalde de højere magter ned i musikken. Men bemærkelsesværdigt er det, at selvvigtigheden kommer til kort, når først sangen bryder ud, og artisten giver sig selv lov til at koncentrere sig om sit håndværk. Og spørgsmålet er, om det der pokkers lys egentlig hviler lige så meget i hans skrevne ord som i hans udsigelse af dem. En lille bedrøvet dreng nikker sagte i mig, om end jeg forlader Isam B og Musikhuset mere opløftet end forventet. Og det er der vel kun en person at takke for.   

 

LÆS OGSÅ: Isam B annoncerer Danmarksturné


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA