x
ANMELDELSE: Veloplagt med tekniske udfordringer

Peter Murphy, Store Vega, København

ANMELDELSE: Veloplagt med tekniske udfordringer

Anmeldt af Ras Bolding | GAFFA

Der findes to slags mennesker: dem, der handler i Bauhaus og dem, der lytter til dem – en god skare af sidstnævnte havde fundet vej til Store Vega på en kold tirsdag aften i december, for selvom der stod Peter Murphy på plakaten, så kunne man med god ret hævde, at det i temmelig bogstavelig forstand var halvvejs Bauhaus, for Murphy havde sin gamle bandkammerat, David J, med på bas. Koncerten var ikke udsolgt, så der var lukket til balkonen, men gulvet blev fyldt temmelig godt op, og af en broget om end overvejende sortklædt flok, der talte goths og ligesindede i stort set alle aldre; fra dem på tres, der var med i første omgang til teenagere med eyeliner og spray i håret. Ikke overraskende var også svensken dukket talstærkt op, og vi må nok engang takke vore naboer for at støtte godt om musikmiljøet i København.
 
Desert Mountain Tribe
Inden Murphy med band indtog scenen var der opvarmning med engelske Desert Mountain Tribe, en på mange måder meget klassisk rocktrio med trommer, guitar og bas, som dengang Grundtvig var knægt. Udtrykket var også et langt stykke hen ad vejen forankret i klassiske rockdyder, med spor af goth (primært via basfigurerne), britpop, en smule psych og lidt pletvist shoegazeri. Et enkelt nummer, måske det mest vellykkede i min optik, bød også på uventet, men velfungerende twang-guitar undervejs.
 
Hvis der var to ting, Desert Mountain Tribe tilsyneladende ikke kunne få nok af, så var det rumklangsguitar og crashbækken, og det blev, hånden på hjertet, lidt vel meget af det gode. I flere passager kunne man se forsanger og guitarist Jonty Balls' fingre bevæge sig på gribebrættet, men lyden var ofte jævnt den samme, som når han bare filede akkorder, på samme måde som vokalen ofte havde svært ved at trænge igennem, når der blev slået flittigt til crashbækkenet. Det betød at flere numre fremstod uden de store nuancer og at dem, hvor der var knap så megen tryk på fungerede bedst – her kunne man bedre høre detaljer.

Stilmæssigt var trioen ret meget rock med rock på, men ret skal også være ret – det er ikke så tit, man hører et band, hvis referencepunkter tilsyneladende er Bauhaus og Oasis. Om det så er en specielt god cocktail, det vil jeg trygt lade læseren om at bryde sit hoved med.
 
Peter Murphy
Med lidt vanlig rockstjerneforsinkelse gik Peter Murphy og hans, naturligvis, sortklædte band på scenen, selvklart efter en solid dosis Marlene Dietrich som pausemusik. Murphy selv havde tillagt sig musketerskæg, hvilket gav ham en nærmest slående lighed med den danske proto-goth par excellence, Marquis Marcel de Sade, vel egentlig meget passende lokationen taget i betragtning. Allerede fra første nummer, den glimrende og støjende "Double Dare", blev der spillet højt, så højt, faktisk, at Murphys stemme havde svært ved at trænge igennem, selv når han råbte. Problemet fortsatte med næste nummer, endnu en klassiker, "In the Flat Field", og det skulle desværre vise sig at vare, med få undtagelser, koncerten ud. Og det var en skam, for Murphy var ellers i vigør, og det samme var hans band, som var velspillende og vedkommende.
 
Koncerten var tænkt som fyrre års jubilæum for Bauhaus, og vi fik da også serveret alle de gamle travere som forventet. Nogen kan måske invende, at det er en smule fantasiløst, og at Murphy jo altså også har haft en lang solokarriere og fra den kant kunne byde ind med også nyt materiale. Hertil må man nok påpege, at koncerten netop var annonceret som Bauhaus-fejring, og så er jeg helt personligt af den holdning, at der ikke er noget galt i at spille gamle numre, hvis de stadig er gode – alverdens symfoniorkestre byder jo dog også stadig på Beethoven og Mahler – og heldigvis. Og selvom nogle af de gamle Bauhaus-numre i dag lyder lidt mere rudimentære end dengang, så er der også rigtig mange af dem, som holder godt den dag i dag.
 
Ja, faktisk bedre end de havde ry for dengang, hvor den selvretfærdige og selvfede ende af rockpressen havde travlt med at gøre sig morsomme på de teatralske dyders bekosning, højt hår og eyeliner – noget skulle de jo finde på at nedgøre, når det ikke var nok med elektronmusikken og alle de forpulede kåltyskere og deres nybølger. Signatursangen, "Bela Lugosi's Dead" fremstår stadig som en særegen størrelse, et vidunderligt misfoster med det ene ben forankret i kunstrockens teatralske dyder og det andet i minimalismens nihilistiske ditto, mens "She's in Parties" denne aften fik lov til at udvikle sig i retning af space-dub med Murphy selv på melodica og ekstra percussion; måske koncertens højdepunkt.
 
Stemmen
Murphy bevægede sig godt omkring på scenen og gav de mange positurer, man efterhånden kender ham så godt for, at man dårligt kan undgå at trække lidt på smilebåndet af dem i dag, mens David J stadig så lige så cool ud som altid bag sine sorte solbriller. Sætlisten var også aldeles godkendt med alt fra de allerede nævnte over "Kick in the Eye", "Silent Hedges" og til "The Passion of Lovers" også, samt de næsten obligatoriske fortolkninger af Dead Can Dances "Severance" og afslutning med David Bowies "Ziggy Stardust". Men, ak, vi kommer altså ikke uden om den alt for lave vokal – på flere numre var det simpelthen svært at høre Murphy og i en sådan grad, at det trak fra helhedsindtrykket. Selvom Bauhaus' sange ofte glimrer ved også de instrumentale arrangementer og behandling af både guitar- og baslyde, så er og bliver Murphys vokal et helt centralt element i ligningen, og når den druknede så meget undervejs, som tilfældet reelt var, så savnede man den slet og ret i forgrunden, hvor den hører til.
 
Jeg tipper til fire stjerner trods de tekniske problemer, for selvom det faktisk var lidt mere end bare irritationsmoment med den lave vokal, så var koncerten i sig selv god. Musikerne spillede godt og det, man kunne høre af Murphys vokal var også fint – ja, faktisk tror jeg vi var landet på fem af stjernerne, hvis vokalen havde ligget der i mixet, hvor den retmæssigt hører til.

Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA