Kate Bush: Remastered In Vinyl I + 2 + 3 + 4

Kate Bush
Remastered In Vinyl I + 2 + 3 + 4

40 år med en helt særegen musikalsk historiefortæller

GAFFA

Box / Fish People
Udgivelse D. 30.11.2018
Anmeldt af
Henrik Friis

Smagsløgene var godt nok forskellige på min kollegiegang i Aarhus i foråret 1978: Smokie, Yes, Toto, Meat Loaf, Eddie Skoller, Sebastian, Abba, Bee Gees, Gnags, The Doors’ An American Prayer mv. fortalte sit om spændet mellem beboerne. Men den lp flest investerede i til deres egen samling (på fælles-turene til Flensburg for at købe billig øl og vinyl), var albummet The Kick Inside med det 19-årige engelske stjerneskud Kate Bush.

Bush havde i den grad gjort opmærksom på sig selv i radioen med Wuthering Heights – den vel mest bemærkelsesværdige single siden Queens Bohemian Rhapsody, og et hit verden over. Og når man var hjemme med hørebøffer på i kollegieværelset, understregede resten af albummet, at en helt ekstraordinær sanger, komponist og musikalsk billedskaber havde meldt sig på banen.

Det er 40 år siden nu. Og Kate Bush’ karriere har taget mange stærke udviklinger og forgreninger siden, så hun i dag fremstår som en af musikkens helt specielle og ikoniske skikkelser. Men med langt mellem udspillene – og endnu frustrerende længere mellem sceneoptrædenerne. Men når det sker, vækker det opsigt musikverdenen over. Som da hun gjorde live-comeback med 22 koncerter i London i 2014 efter 35 år. Solgte alle koncerter ud på få minutter. Og – fortjent – fik strålende anmeldelser.

Mens alle fans venter spændt på næste træk – uden vide mere end at Kate Bush efterfølgende har sagt, at hun glæder sig til at arbejde med nyt materiale – er alle Kate Bush’ albums så blevet remastered af James Guthrie (Pink Floyd m.fl.) og Bush selv. I vinyl- og cd-bokse med bonus i form af singler, særudgivelser og andre sjældenheder. Eller som selvstændige album-udgivelser. En kende mere runde i lyd, mere detaljerede i percussionen og mere gennemsigtige i produktionen af de enkelte instrumenter generelt. Eller med fine delikate understregninger og fremhævelser. Hvilket kun lægger til Bush’ ry om også at være en stor oplevelse lydmæssigt. Ud over alt det andet.

Remastered In Vinyl I *****
The Kick Inside var meget mere end Wuthering Heights inspireret af Emily Brontës roman. Albummet osede af musikalsk sult og nysgerrighed med sange fra denne nye stjerne, der rummede pigen, kvinden, eventyrfortællingen, det utvetydigt seksuelle og meget andet. Men som midt i det ret komplekse – eller overraskende rockede – også bød på poetisk enkle og uendeligt smukke The Man With The Child In His Eyes, Kate Bush’ andet hit, som dybest set bare var Kate Bush ved pianoet tilsat strygere. En sang som Pink Floyds guitarist David Gilmour – musikalsk støtte for Bush i starten af hendes karriere – havde været hjulpet til med omkring to år tidligere. Og som hun komponerede, da hun var 13!!!

Lionheart udkom samme år, og min iver for at høre mere fra Bush illustreres af, at jeg fik det nye Bob Marley-album i gave – men byttede til Lionheart med det samme. Det var dog lidt af en skuffelse målt op mod debuten og med blegere eksempler på Bush’ kvaliteter. Selv om Wow var endnu en sang i særklasse, og Hammer Horror også skilte sig ud – bl.a. ved at vise Bush’ evne til at skifte fra skrøbelig ungpigesang til grotesk drama-operastemme som et knips med fingrene – og som vigtigt led i hendes historiefortællinger. Uanset hvad har Bush selv sagt, at albummet var stressende i studiet og blev presset igennem for hurtigt sangskrivningsmæssigt, hvor hun i modsætning til debuten ikke havde haft en hel ungdom til at lave materialet..

Never For Ever kom som resultat af ovenstående først på gaden næsten to år senere, og nu ville Kate Bush ikke længere overlade udtrykket til andre, men sad selv med i producer-stolen. Hun føler af samme grund, at dette var første plade, hvor hun fik præsenteret sit virkelige musikalske udtryk. Musikerne blev prøvet og håndplukket løbende – hun bruger stadig flere af dem. Og stemningerne og lydene hun havde i hovedet skulle nu findes og omsættes musikalsk. Så når den rigtige lyd i slutningen af det suveræne hit Babooshka var flænsende glas, ja så måtte glassene i Abbey Road-studiernes kantine hældes ud på gulvet for åbne mikrofoner. Selvfølgelig. Albummet blev første album fra en kvindelig artist, der gik direkte ind på 1. pladsen i hjemlandet. Og begyndende tvivlere som undertegnede kom hurtigt tilbage i folden. Ikke bare med Babooshka og sjovt rockende Violin. Army Dreamers’ valsende kommentar til krig, og Breathing’s historie om fosteret i moderens mave, der både mærker nikotin og a-bombe var tankevækkende.

The Dreaming var Kate Bush’ første album som chef og eneproducer. Resultatet var hendes til dato mest eksperimenterende – og i min bog i hendes personlige top 5. Med Peter Gabriels 1980-album som produktionsmæssig øjenåbner og Phil Collins’ specielle trommelyd fra den tid blandt inspirationerne. Hør bare overbevisende Sat In Your Lap og det droneatige titelnummer. Bush sampler og looper, låner fra folk og hopsa, bruger elegant og lækker smooth jazz-bas, drama-strygere – og så vrider og drejer hun den ellers så flotte stemme og bruger den lige så meget som instrumentalt lydudtryk som almindelig sang. Direkte skræmmende i Get Out Of My House (inspireret af Stephen Kings roman The Shining) på et album, hvor hun også er i personlig konflikt med sig selv med eksistentielle krisetegn og selverkendte mørke skygger. Ikke den letteste skive at sluge, hvis man var lokket i folden af Wuthering Hights. Men det var dybt personligt – en kunstner i rivende udvikling.

 

Remastered In Vinyl II  *****
Hounds Of Love kom tre år efter The Dreaming. Og er et mesterværk – skabt i Bush’ nybyggede hjemmestudie. Forsøgene fra forgængeren finder sin form her og passer glimrende ind i musikken. Åbningsnummeret Running Up That Hill genetablerer hende på hitlisterne, mens et nummer som Cloudbusting, med sit drivende cello-tema, banjo, stærk percussion og flotte vokal-brug, fortæller om en kunstner i fuldt musikalsk overblik og kontrol. Og så hele side 2, suiten The Ninth Wave, om de sølle skæbner, der er skyllet overbord fra deres skib og nu bare må håbe på redningen i redningskransen – og ikke må falde i søvn. Med en billedskabende musik, der rummer bøn, trusler, fortvivlelse, trance, ud-af-kroppen-oplevelser, forløsning og meget andet ind imellem. Som skabt til teater – som det også blev tilfældet, da Bush i 2014 gjorde koncert-comeback i London.

The Sensual World udkom først i 1989 – perfektionisten Kate Bush tog længere og længere mellem udspillene, men var heller ikke udsat for helt samme pres længere. Albummet var sikker i sin form, stadig eksperimenterende og kombinerede uden større besvær keltisk folk og Trio Bulgarkas helt specielle, distinkte vokalklang – plus den gamle støtte David Gilmour i Rocket's Tail. Den dybt forførende, sensuelle titelsang var inspireret af James Joyces Ulysses, men ellers afdækkede albummet en erfaren og humanistisk opmærksom kvinde, med beretninger om det ensomme menneskes flugt i computeren, om traumatisk fødsel, frygten for at miste m.v. Ikke helt i samme indbydende klasse som forgængeren, men stærk i sig selv.

The Red Shoes kostede igen en pladepause på fire år. Jeg havde det bedre med den omkring udgivelsen, men den gik i glemsel. Og det er det album, der klarer tidens tand dårligst. Kate Bush selv klagede siden over den digitale produktion af albummet og har siden ændret den til analogt. Men der er noget over sound og trommer og melodier, der bare ikke funker, ligesom alle stjernerne Clapton, Prince og Jeff Beck egentlig ikke løfter den. Moments of Pleasure og Top of The City er med til et trække i den rigtige retning som stærke Bush-kompositioner, men der er længere mellem de rigtige snapse end vanligt.


Remastered In Vinyl III  ******
Aerial kom efter 12 års pause. Ikke et enkelt år, som Kate Bush havde proklameret i sin tid for at hellige sig moder-rollen. Men var Bush-fans ved miste troen, var Aerial et fremragende comeback. Og endda et dobbelt-album. Enklere i form, lidt roligere. Og med en stemme en kende dybere, end vi var vant til. Men med klassekompositioner og flot udviklende melodier – flere bare skabt ved pianoet og med Bush-sang. Sådan som karrieren startede. Som f.eks. i Mrs. Bartolozzi, hvor herre- og dametøjet i vaskemaskinen begynder at vikle sig sammen i sensuelle metaforer… Hele album to, A Sky of Honey, var en flot, langsomt udviklende suite – en hyldest til dagen, naturen, livets gang, kærlighed og romantik. Til eksistensen. Hvor Bush kurrer som en due, ler som en solsort, til en musik, der favner flamenco, balladen, det let jazzede og det klassiske. Det væver umærkeligt ind mellem hinanden i samfulde 42 minutter. Eneste kraftige redigeren i denne remaster-serie er malerens rolle, som i original-udgaven udføres af australske Rolf Harris. Han er i mellemtiden blevet dømt for at være lidt for glad for børn, så nu indtages rollen af Kate Bush’ søn Bertie (med optagelser taget fra 2014-koncerterne).

Director’s Cut kom seks år senere og var et overraskende remake af fire sange fra henholdsvis The Sensual World og syv fra The Red Shoes. De fleste sat en tone ned for at matche Bush’ nuværende stemmeleje og stadig med brug original-sporene, men i nye former. Bl.a. Flower of the Mountain, som sangen The Sensual World nu blev kaldt, efter Bush i mellemtiden havde fået lov at bruge James Joyce's original-tekst. Men også tre sange i helt nye indspilninger: This Woman's Work, Moments of Pleasure og Rubberband Girl. Og langt mere tilfredsstillende, især med de ny-fortolkede sange fra The Red Shoes, som nu pludselig kom til ære.

50 Words For Snow kom næsten unaturligt hurtigt: Også i 2011. Men i samme kunstneriske klasse som Aerial. Moden, flot musik for det meste med selvsikker, rolig puls og langsomme udviklinger, skabt ved pianoet. Smukke sange og fantasier – om snefnuggets usikre vej mod jorden og den skæbne der venter. Den sjov-bizarre-erotiske fortælling om snemanden, der bliver lun på pigen – og smelter. Osv. Paralleller til livet, og med billeder i musik og ord, så man suges ind i eventyrer-fortællingerne og lever med i dem lige så længe, de varer. Levendegjort af Bush og hendes vanlige kerne af klassemusikere. Sange sat helt uden for tidskrav og modeluner.

Remastered In Vinyl IV - ****
12” mixes er en plade extended mixes af Running Up That Hill, the Big Sky, Cloudbursting, Hounds Of Love og Experiment IV. Nok box-sættenes svageste indslag, som ikke giver afgørende nyt til sangene, selv om der flyttes rundt på klodserne. Den er for samlere.

The Other Side 1 og The Other Side 2 er mere interessante lp’er: Singler, b-sider, franske singler, numre skrevet til film og andet godt. Ikke en komplet samling – der er f.eks. en del sange fra 1990-opsamlingen This Woman’s Work som ikke klarede dette cut, som til gengæld skulle være Bush’ personligt foretrukne. Svømmende You Want Alchemy (1994) om hovedpersonens – kortvarige – fascination af biavlerens gyldne verden udskiller sig. Lyra’s utroligt flotte korarrangementer (2007) til filmen The Golden Compass er topklasse-Bush. Lige som versionen af Running Up That Hill til OL i London i 2012 stikker ud. Her op til jul er Home For Christmas (1993) ægte pastiche med hygge-Kate og akustisk guitar, og December Will Be Magic Again (1980) giver drømmende højtidsfornemmelse. Men måske er de sjoveste tracks her Passing Through Air og hidtil uudgivne, men allerede eventyrlystne Humming: de blev begge blev optaget i David Gilmours studie i 1975!

In Other Words slutter den sidste vinyl-box – cover-numre optaget gennem den lange karriere. Nok så kendte er sangene af idolet Elton John, reggaeversionen og Rocket Man og Candle in the Wind, og vel også versionen af Marvin Gayes Sexual Healing. Fortolkningen af Brazil fra Terry Gilliams film af samme navn er Bush med smægtende orkester. Men det flotteste her er fortolkningerne af de traditionelle irske sange Mná na hÉirann med harpe og strygere og solosangen My Lagan Love. Utroligt smukt udført, og en hjertevarm hyldest fra Bush til en vigtig del af hendes musikalske ophav.

- - -
Tracks Remastered in Vinyl IV

12″ Mixes

Running Up That Hill (A Deal With God)

The Big Sky (Meteorological Mix)

Cloudbusting (The Orgonon Mix)

Hounds Of Love (Alternative Mix)

Experiment IV (Extended Mix)

 

The Other Side 1

Walk Straight Down The Middle

You Want Alchemy

Be Kind To My Mistakes

Lyra

Under The Ivy

Experiment IV

Ne T’Enfuis Pas

Un Baiser D’Enfant

Burning Bridge

Running Up That Hill (A Deal With God) 2012 Remix

 

The Other Side 2

Home For Christmas

One Last Look Around The House Before We Go

I’m Still Waiting

Warm And Soothing

Show A Little Devotion

Passing Through Air

Humming (previously unreleased)

Ran Tan Waltz

December Will Be Magic Again

Wuthering Heights (Remix / New Vocal from The Whole Story)

 

In Others’ Words

Rocket Man

Sexual Healing

Mná na hÉireann

My Lagan Love

The Man I Love

Brazil (Sam Lowry’s First Dream)

The Handsome Cabin Boy

Lord Of The Reedy River

Candle In The Wind

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA