x

Backstreet Boys
DNA

ANMELDELSE: Boybandet er blevet voksent

GAFFA

Album / RCA
Udgivelse D. 25.01.2019
Anmeldt af
Sara Elisabeth Nedergaard

AJ, Howie, Nick, Kevin og Brian er tilbage med deres niende studiealbum. Drengene er blevet mænd, men det skyr dem ikke fra stadig at nærmest græde i deres vokaler og synkrondanse i de tilhørende musikvideoer. Der er dog mere at komme efter på den mere nutidige DNA end 2013’s In a World Like This, hvor BSB sad alt for fast i gamle mønstre.

Et godt eksempel på, hvordan BSB har genopfundet den gamle boybandskabelon, er albumåbner og førstesingle ”Don’t Go Breaking My Heart”, der i firsersynth-indpakning alligevel formår at lyde nutidig. Og det samme gør sig gældende på ”Chances”, der blandt andet er skrevet af Shawn Mendes og kun er tæt på at blive ødelagt, når Howie synger. For det kunne han ikke dengang, og det kan han heller ikke nu. Mest interessant bliver drengene (eller, du ved, mændene) på a cappella-skæringen ”Breathe”, hvor BSB viser, at de næææsten når ’Nsync til sokkeholderne, når det kommer til harmoniseringer. Også de meget Charlie Puth-inspirerede ”Passionate” og ”New Love” er små festperler og klart nogle af DNAs højdepunkter.

Doowop-skæringen ”The Way It Was” er måske lige lovligt Bruno-Mars-i-2010-lydende, og den countrypoppede ”No Place” er også lidt for body-like-a-backroad-agtig. Der er småting, der skurrer på DNA – Howie kan stadig ikke synge, AJ’s klang er stadig helt forfærdelig, og BSB er måske blevet AutoTunet liiige en tand for meget – det bliver i hvert fald spændende at se deres vokale krumspring i Royal Arena til sommer. Men alt i alt er DNA et fremragende udspil fra de snart midaldrende herrer, der formår at lyde som det, de er: Et voksent boyband.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA