ANMELDELSE: I dit korte liv bør du lytte til Folkeklubben

Folkeklubben, Musikhuset Aarhus, Rytmisk Sal

ANMELDELSE: I dit korte liv bør du lytte til Folkeklubben

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

”I har de tyranner, I fortjener”. Sådan slutter Henrik Pontopiddans kortroman Isbjørnen. Jeg ved det, fordi Kjartan Arngrim fra Folkeklubben lige har gjort opmærksom på det fra scenen i en udsolgt Rytmisk Sal i Musikhuset Aarhus. Ikke fordi han har deltaget i et seminar om dansk litteratur, men fordi Folkeklubben lige har givet koncert. Og Folkeklubben er et orkester, der både til koncerter, i interviews og i sange som den naturligste ting i verden tillader sig at referere til både romaner og filosoffer. Ikke for at spille bedrevidende, men fordi de betragter deres publikum som tænkende væsener, der ikke har noget imod lidt åndelig føde, heller ikke mellem sangene – for i numrene i sig selv er der masser af horisontudvidende kalorier.

Pontopiddan-citatet bliver brugt ved præsentationen af sangen ”Idioterne og vennerne”, som gruppen ifølge Arngrim kun spiller i valgår, og et sådant har vi jo i år. Sangen er dog kun svagt politisk, men rummer dog linjerne ”Og vi siger det til drengene og pigerne, til panserne og dem på borgen / Vi vil tvivle på værdierne, når vi brænder, når vi bryder / når vi selv sætter loven.” Folkeklubben er i det hele taget ikke et orkester, der kaster om sig med politiske paroler, heller ikke i gennembrudshittet ”Fedterøv”, der tværtimod kritiserer automatholdninger på både venstre- og højrefløjen. Der er dog ingen tvivl om, at det er et samfundsbevidst orkester, der på deres seneste album, Sort tulipan, også sætter fokus på eksistensen som sådan – og på døden. Uden at det har skræmt publikum væk, tværtimod er adskillige koncerter på gruppens netop igangsatte turné udsolgt, som sagt også den i aften. Folkeklubben er et folkeligt orkester, i ordets bedste forstand.

Folkeklubben er dog lige så meget musik som tekster, og på den aktuelle turné har de opgraderet. Studiets triokonstellation alias Kjartan Arngrim, sang og rytmeguitar, Rasmus Dall, lead-guitar, keyboard og kor og Rasmus Jusjong, trommer, slagtøj og kor er blevet udvidet med bassisten Ida Duelund, der både spiller på kontrabas og el-bas og oven i købet har fået sit eget podie bagerst på scenen, mens de tre officielle klubmedlemmer står på rad og række i front – hvor Ida Duelund dog også tit kigger forbi, især i andet sæt. Klubbens hidtidige maskot, cyklen med ”Folkeklubben”-logoet er kørt i garage, men toner dog frem på bagtæppet. Rasmus Jusjong har desuden omsider fået et rigtigt trommesæt at spille på, hvor han tidligere brugte en kuffert som stortromme. Det giver sammen med bassen en noget mere fyldig lyd end tidligere, og guitarerne er nu fortrinsvis elektriske, hvor de tidligere i højere grad har været akustiske.

Naturlig udvikling

Instrumentparken passer glimrende til udtrykket på sangene fra Sort tulipan, mens de ældre numre, som især er hentet fra debutalbummet Nye tider, er blevet iklædt mere rockede gevandter end sædvanligt, med flere veloplagte guitarsoloer fra Rasmus Dall undervejs, eksempelvis i ”Tænker tit”. Det klæder dem lige så meget, som de oprindelige, mere skrabede versioner gjorde og synes at være en naturlig udvikling for gruppen. Heldigvis har Folkeklubben ikke glemt deres mere skrøbelige øjeblikke med en smuk, afdæmpet ”Par nr. 7” og førnævnte ”Fedterøv”, hvor den første halvdel spilles af Kjartan Arngrim alene på akustisk guitar, mens resten af bandet holder fri og får en øl – og der er nok til alle, modsat i sangen – inden de vender tilbage med fuld bandlyd i sidste halvdel.

På dette tidspunkt er det aldersmæssigt meget spredte publikum nær kogepunktet, og det har de allerede været adskillige gange. ”Vi har en kontrakt: I lytter, når det passer ind, og I slår jer løs, når det passer ind,” har Arngrim sagt tidligt i koncerten, og det gør folk – hvilket vil sige, at de lytter i det smukke titelnummer fra ”Sort tulipan”, der handler om at tage sit smukke liv eller lade være – altså understået: Tage det alvorligt og bruge det til noget værdifuldt. Regeringens (eller måske snarere uddannelsesminister Tommy Ahlers’) planer om at droppe 12-tals-skalaen på grund af dens fokus på nulfejlskultur får roser fra gruppen, der efter eget udsagn hylder det uperfekte, og Arngrim får da også sunget forkert et par gange i aften, blandt andet i ”Fedterøv”, uden at det trækker det mindste ned. Flere gange undervejs kommer jeg til at tænke på den allestedsnærværende psykologiprofessor Svend Brinkmann, der har sagt noget lignende og også er kendt for at sige, at man skal læse romaner, hvis man vil blive klogere på tilværelsen – ikke selvhjælpsbøger. Han har ganske ret, og man kan jo tilføje: Lyt til Folkeklubben.

En Klub, der i øvrigt også diskret får hyldet Kim Larsen ved at fortolke Frank Jæger og Tony Vejslevs ”Åh, at være en høne” i en version, der lægger sig tæt op ad den, Larsen indspillede på 1982-ep’en ”5 Eiffel”, tilmed med et lille citat fra ”Kvinde min”. Til gengæld er det til en afveksling ikke hans instrumentalnummer ”Moderne tider”, som lyder i højttalerne efter sidste nummer – det er Liva Weels fortolkning af Poul Henningsens og Kai Normann Andersens ”I dit korte liv”, som Kim Larsen også har indspillet, og som har nogenlunde samme budskab som ”Sort tulipan”: ”Det haster med det kys, den kommer, før du tror / den drømmeløse søvn”. Tak for påmindelsen, og tak for en stor aften. Og hvis vi også har de musikere, vi fortjener, så er verden trods alt endnu ikke helt af lave.

 

Sætliste:

Cohiba Zanzibar

Alle vil de vide hvorhen

Vikaren

Flammende hjerter

Slå flint!

Par nr. 7

Hvis jeg ku’

Sort tulipan

Falden gud

Åh, at være en høne

(Pause)

Missionshotellet

Idioterne og vennerne

Klokkerne ringer

For pengene

Ske noget mere

Tænker tit

Fedterøv

Hvor smukt kan det regne

Ikke endnu en vinter

Den sidste superstar

Danmarksfilm

Ekstra:

Late Night Summer Jesus

Torben Ulrich


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA