Nyhed

Kultursalonerne Gisselfeld udvider programmet med fire nye navne

I oktober løftede Danmarks "langsomme" festival sløret for de første navne og tilføjer nu fire nye artister til plakaten

For godt en måned siden var Kultursalonerne Gisselfeld klar til at annoncere de første navne på næste års festivalprogram. Dengang lød det, at festivalgængere kan se frem til at opleve Lisa Ekdahl, Anders Agger samt en jazztrio bestående af Jakob Bro, Palle Mikkelborg og Marilyn Mazur. 

Nu er der nyt fra festivalen, som næste år kan fejre sin tredje sæson i Gisselfeld Klosters slotspark. Hele fire nye navne er blevet tilføjet til plakaten, og i en pressemeddelelse fortæller festivalarrangør Jesper Kemp, hvad publikum kan se frem til:

"Vi er ovenud begejstret for, at vores festival kan blive ved med at præsentere artister i absolut topklasse - og i dag kan vi så fortælle, at Folkeklubben, Lucky Lo, Malk De Koijn og Julie Maria er en del af næste års line-up."


Siden debutalbummet Nye Tider fra 2013 har Folkeklubben leveret flere hits med sange som "Fedterøv", "Men ikke endnu en vinter" samt Suspekt-samarbejdet "Danmark/Danmarksfilm". I april 2023 udsendte gruppen deres sjette album Mere end en klub, som blandt andet modtog fire stjerner af GAFFAs Espen Strunk med ordene:

"Rent melodisk har man på de sidste adskillige album kunnet beskylde Folkeklubben for en vis ensformighed; men uforglemmelige melodier er altså også en sjældenhed, og til gengæld kan klubben så bryste sig af at have skabt en egen, distinkt lyd – hvilket er mere, end de fleste kan sige. Jo, Arngrim og kompagni er vitterligt mere end en klub. Mit medlemskab er hermed fornyet."

Lucky Lo vender tilbage til Gisselfeld, efter hun også var på programmet til festivalens allerførste sæson. Siden har Lo været travlt optaget af sit nye album The Big Feel, der udkom den 27. oktober i år. Om gensynet uddyber Kemp i pressemeddelelsen:


"Jeg tror flere blandt publikum fik en helt fantastisk oplevelse, da Lucky Lo spillede på festivalen sidst - og når hun nu har udgivet endnu et fantastisk album, kunne vi slet ikke lade være med at invitere hende tilbage igen."  

Hiphop-gruppen Malk de Koijn, som består af medlemmerne Blæs Bukki, Geolo Geo og Tue Track, debuterede i 1998 med det anmelderroste album Smash Hit in Aberdeen. Sidenhen har de markeret sig som en vigtig og innovativ spiller på den danske hiphop-scene. De fulgte i 2002 op med albummet Sneglzilla og senest Toback To The Fromtime fra 2011. 

Sidste tilføjede navn er sanger og sangskriver Julie Maria, som i skrivende stund har 7 album i rygsækken. Mange kender hende måske også fra sit bidrag til DR1-julekalenderen Pagten, hvor hun leverede titelnummeret "Pagten (Uden Hinanden)". For nyligt har kun kastet sig over en mere eksperimenterende tilgang til musikken med projektet Julie Maria in the Loop. Om Julie Maria lyder det afsluttende fra Kemp:


"Julie Marias nye musikalske univers passer perfekt til Kultursalonerne Gisselfelds profil og eksperimenterede tilgang til formidlingen af kunsten - blandt andet gennem pop-up koncerter rundt om på pladsen. Det kan næsten kun blive en fuldstændig fantastisk oplevelse." 

Kultursalonerne Gisselfeld 2024 finder sted fra den 9. til den 11. august. Mere info kan findes på festivalens hjemmeside

REPORTAGE: Kultursalonerne på Gisselfeld Kloster – en minimalistisk pendant til Heartland Festival


ANNONCE