x
Mads Christian: NAIV

Mads Christian
NAIV

ANMELDELSE: Ucharmerende og akavet

GAFFA

EP / Mermaid Records
Udgivelse D. 22.02.2019
Anmeldt af
Sara Elisabeth Nedergaard

Mads Christian startede som deltager i X Factor og er efterfølgende blevet samlet op af Mermaid Records og har, i stald hos dem, begået ep’en NAIV. En lille samling numre, der starter ud med den korte introskæring ”Peter Pan”, hvor Mads Christian med forkølet vokal synger: ”vi to vi elsked’ hinand’/Jeg var ligesom Peter Pan”. Ud over den tåbelige tekst får jeg lyst til at stikke Mads Christian noget Zymelin, kleenex og en talepædagog. Der snøvles og smaskes og synges utydeligt, så det er decideret ubehageligt at høre på.

På ”ENGANGSTING” håber Mads Christian på et engangsknald med en ”mami”. På ”Hvad skal vi nå?” samples Rihanna og Drakes ”What’s My Name” helt malplaceret, ”Fuck ham” handler om, at Mads Christian har en affære med en pige, der har en kæreste, og på ”Du ringer bare” skal Mads Christian ”høre på dit brok” fra en pige. Generelt lugter samtlige skæringer af sexisme og en udtalt infantil tilgang til det modsatte køn, hvilket hverken klæder Mads Christian eller klæder hans formodentlig unge publikum på til at opføre sig ordentligt. Produktionen matcher den mærkelige vokal og de ubehagelige tekster meget fint, med helt generiske synths og trommemaskine. Alt er bare ucharmerende, akavet og malplaceret på den her ep, der i øvrigt lyder som om, den er lavet på en dag.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA