ANMELDELSE: Både hjerte og knytnæve står i flammer

Nikoline, Forbrændingen, Albertslund

ANMELDELSE: Både hjerte og knytnæve står i flammer

Anmeldt af Hansen Hansen | GAFFA

Nikoline spiller her i foråret en række koncerter rundt omkring i landet som opfølgning på sin debut-ep, der kom i november. Lørdag er turen kommet til Forbrændingen i Albertslund og dermed Suspekts hjemmebane. Om det spiller en rolle i det ydmyge fremmøde er svært at afgøre, men det er ikke mange, der har fundet ind foran scenen kl 21, da Lady Smita varmer gulvet op.

Lady Smita har en vokal, der er perfekt til den 90’er-dancehall som hun selv afvikler fra computer. Hun rapper helt okay, men det er klart i hooks at hendes styrke ligger. ”Du Får Ik Punani” vinder på genkendeligheden, men det nyeste nummer – som vi får i en dugfrisk demoversion – er langt bedre. Spændende, om der kommer mere fra den hånd, og om hun får opbygget nok attitude til at komme ud over scenekanten.

Det er kun et kvarters tid vi får af Lady Smita, før Nikolines dj overtager, med en farlig intro tilsat citater af Nikoline. Både de politiske, de personlige og dem, der er taget lidt ud af kontekst, men som mange til stede kan genkende.

Og så kommer Nikoline ind og SÅ starter løjerne! Hun er ikke nogen stor kvinde, men hun fylder hele scenen alligevel. Hun brænder, og hun brænder igennem. Det er nemt i anmeldelser at fokusere på hendes vrede, for den er der masser af. Hun har en lang liste over ting, hun er virkelig utilfreds med, og vi får ikke lov til at tvivle på, hvem hun mener skal gøre noget for at ændre på det, nemlig os selv. Frustrationerne fylder meget, men det gør kærligheden også. Og det er en side, der ikke får så meget plads i skriverier om hende, måske fordi hun ikke selv tydeliggør det i interviews. Men hendes vrede bygger netop på, at det, hun elsker bliver ødelagt. Og vi får også sangene om det positive, det som hun er bekymret for, og som hun føler bliver ødelagt for øjnene af os, uden at nogen gør noget.

Og ja, det kan godt ligne paroler, men når man ser hende synge det, så tror man på hende. Og det må vel være et vigtigt parameter for en protestsanger? Jeg ser ikke Nikoline som en stor rapper, men det er også noget andet, der er hendes primære agenda. Hun vil folk. Hun vil gøre en forskel og tror, at vi er i stand til at være bedre mennesker. Det kan man synes, hvad man vil om, men jeg er ikke tvivl om oprigtigheden.

På scenen er det ikke så tydeligt, hvor meget maskinmanden Daniel laver, men Sara Ziebe på trommer gør som sædvanlig en positiv forskel. Det er meget sjældent, at live-trommer ikke virker gumpetungt i elektronisk musik, men her fungerer det, med en god blanding af rigtige trommer og elektroniske pads. Ziebe får ekstra plads i et sært intermezzo, hvor Nikoline forlader scenen, og der er en slags trommesolo tilsat maskinmusik i stil med Amnesia Scanner.

Udover de to musikere er der også en danser, der i forskellige udklædninger understreger pointerne i udvalgte numre. Og så selvfølgelig Nikoline selv på vokal. Vokalen ligger generelt et godt stykke lavere end typisk i rap. Det er fint, at hun ikke vil lade egoet fylde for meget i numrene, men det gør det svært at følge med i teksterne, som jo tydeligvis er så vigtige for hende. Det får ind imellem numrene til at virke lige lovligt ens, når ordene ikke får den nødvendige plads.

Titelnummeret på ep’en Svesken på disken er nok hendes svageste nummer, men bliver heldigvis fulgt op af ”Tæsk Til Alle” og ikke mindst ”Sut Min Klit” i to udgaver. Det bliver med Nikoline nede på gulvet dansende med publikum, og der er ingen tvivl om, at havde der været flere publikummer, var det stukket helt af her. Men kæmpe props for, at hun giver den max gas, selvom der ikke er flere.

Nikoline er langt bedre end mange (ofte mandlige) anmeldere prøver at gøre hende til, men hendes styrke er ikke som rapper. Hiphop er hos hende et værktøj for at sige noget vigtigt. Og at dømme på publikum, de gange jeg har set hende, så er der et behov for, at de ting bliver sagt.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA