x
Lille torsdag i provinsen med en sangskriver, der lever og har det godt

Marie Frank, Musikhuset Aarhus, Lille Sal

Lille torsdag i provinsen med en sangskriver, der lever og har det godt

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Hvor blev Marie Frank egentlig af? Ja, hun er faktisk lige her i Musikhuset Aarhus onsdag aften. Tiden flyver som bekendt, og i år er det allerede 20 år siden, Marie Frank debuterede med albummet Ancient Pleasures, der solgte 40.000 eksemplarer, gav hende store hits med ”Symptom of My Time” og ”Drowning (Under the Water)”, fire Danske Grammyer, to GAFFA-Priser og meget mere. To år efter kom opfølgeren Vermilion, der også blev en pæn succes, men siden gik der længere mellem udgivelserne, som heller ikke solgte så meget, og selvom man skulle mene, at der må være plads til mere end én kvinde med en guitar i dansk musik, synes Franks gamle rolle i dag at være overtaget af Tina Dickow. Kvaliteten af Franks udgivelser er dog stadig høj, og nu er hun draget på turné, hvor hun fejrer 20-året for debuten. Touren rammer onsdag aften Musikhuset i hendes gamle hjemby Aarhus, hvor Lille Sal er trekvart fyldt.

Lineuppen er en trio alias Marie Frank på sang og akustisk guitar, hendes mangeårige private og professionelle partner Anders Pedersen på forskellige guitarer, med og uden strøm, banjo og kor og multiinstrumentalisten og korsangeren Thomas Richard, som man måske vil huske som trommeslager i Thomas Troelsens gamle band Superheroes, der brød igennem nogenlunde samtidig med Marie Frank. Richard spiller stående både på et lille trommesæt, el-bas og el-guitar, og der er altså lagt op til en intim aften langt fra de store scener, Frank spillede på omkring årtusindskiftet.

Marie Frank indleder med at fortælle, at hun vil spille sange fra hele sit bagkatalog – i omvendt rækkefølge. Formodentlig for at bygge gradvist op mod et klimaks med de gamle sange, som var hendes største hits. Det betyder, at hun lægger ud med sange fra sit seneste album ”Kontinua” fra 2015, der var hendes første på dansk og ganske udmærket. Et forholdsvis lavmælt udspil, hvilket passer til aftenens nedbarberede setup, hvor Anders Pedersen har banjoen fremme på det indledende titelnummer. Marie Franks karakteristiske, sødmefulde og let hæse stemme er lige så smuk som for 20 år siden, men for min skyld kunne den godt have ligget en anelse længere fremme i mikset – især når teksterne om tilværelsen midt i livet er ganske interessante. Hendes sprøde fingerspil på den akustiske guitar går heldigvis klart igennem.

Allerede i første nummer lægger Frank op til fællessang, og det bliver nogenlunde grebet af publikum, der dog lige skal varmes op. Det er jo trods alt kun onsdag og ikke ”Lille fredag i provinsen”, som en af de andre dansksprogede sange hedder. Frank har nemlig boet i Langå i en årrække, fortæller hun, efter at have været bosat i både Aarhus, København og New York, og i provinsen er der nogle gange kun den fest, man selv skaber. Sangen er en af hendes mest dansevenlige, inspireret af Bisse og rummer blandt andet linjen ”julen varer lige til påske/men indimellem kommer festen,” som Frank lånte fra sin datter. Og den sender også en hilsen til C.V. Jørgensen ”Det siger sig selv”. Der er som bekendt næppe noget, der swinger som Bjerringbro by night (ikke langt fra Langå), men hos Frank swinger det kun lige ved og næsten.

Hilsen til prins Henrik

Vi bevæger os nu ind i de engelsksprogede sange, hvor den blues’ede ”Smile’n’Lie” fra 2010-albummet Pop Your Wheeze med Anders Pedersen på forvrænget guitar er et højdepunkt. Det samme er den romantiske ”Whoops Wrong Daisy”, hvor lydbilledet heldigvis er så skrabet, at Franks stemme træder helt tydeligt frem. Og så får selveste prins Henrik en hilsen, for tænkte han også ”Whoops Wrong Daisy”, dengang han annoncerede, at han ikke ville begraves med Margrethe?

Andet sæt er helliget sange fra Franks to første album, især den storsælgende debut, der er repræsenteret med hele syv numre og dermed fylder mest på sætlisten. Vi får også historierne om dengang, hun sagde nej til at indspille sange af den amerikanske sangskriver Jesse Harris – der derpå gav dem til Norah Jones, som blev verdensstjerne med dem. Og dengang, hun brød med det multinationale pladeselskab BMG, der ville bestemme lidt for meget. De ville også gerne have, at hun solgte sin sjæl til djævelen, som gav inspiration til ”Bedevilled”, hvor Frank er alene på scenen med sin guitar, hvilket fungerer udmærket – hun har jo en fortid som gademusiker. På dette tidspunkt er der også kommet nogenlunde gang i publikum, der knipser godt med på nummeret.

”Heart of Saturday Night” byder på håndspillet breakbeat og er nærmest småfunky, mens den smukke ballade ”Drowning (Under the Water)” – der i sin tid blev et hit i et house-remix til Franks store overraskelse – er en af de sange, hvor Anders Pedersen forstærker udtrykket med sit stemningsfulde lapguitar-spil. I slutningen af nummeret kommer der også gang i house-stortrommen fra Thomas Richards pedal, som han betjener samtidig med el-bassen.

Gennembrudshittet ”Symptom of My Time” ligger som eneste ekstranummer og bliver fremført af Frank alene med akustisk guitar. En fin, måske lidt brat afslutning på en hyggelig aften, hvor vi kom godt gennem Marie Franks solide bagkatalog og fik mange og underholdende anekdoter fra hendes liv. Hun lader til at have det glimrende der, hvor hun befinder sig lige nu, også selvom det er langt fra hitlistetoppen og de høje scener. Og så kan vi jo bare håbe på et snarligt nyt album.

Se flere turnédatoer med Marie Frank på Facebook

 

Sætliste:

Kontinua

Understrøm

Små timer

Lille fredag i provinsen

Silly Girl

Smile ’n’ Lie

Whoops Wrong Daisy

Drive

Pause

Bedevilled

Worth It

Heart of Saturday Night

You Say

Rockette 88

Right Beside You

Drowning (Under the Water)

Save a Little Love

Ekstra:

Symptom of My Time

 

 

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA