ANMELDELSE: Mild og nærværende ud over det sædvanlige

Pernille Rosendahl, DR Koncertsal

ANMELDELSE: Mild og nærværende ud over det sædvanlige

Anmeldt af Andrea Washuus Bundgaard | GAFFA

Det er efterhånden tre årtier siden, Pernille Rosendahl første gang indtrådte i vores musikalske bevidsthed. Og der har hun været lige siden.

Som frontfigur i bandsene Swan Lee og The Storm har hun manifesteret sin løsslupne, poprockede side med en popularitet, der tæller hundreder af kilometer i timen, mens de seneste års soloudgivelser har søgt det indadvendte og sagte. Denne gang er det den dugfriske ep The Hurt, der har ført sangerinden på turné rundt i landet.

Fra kirke til koncertsal

Et længere gådefyldt soundscape knitrer frem fra højtalerne rundt omkring i salen, idet mørket sænker sig. Højtstemt og fredsfremkaldende i skiftevis elektroniske vibrationer til mellemgulvet og større symfoniske strøg til gåsehuden – med skjult reference til det kirkelige præludium og Rosendahls nylige turné i en række af landets kirker. Mørket og mystikken forplanter sig hurtigt og intenst i publikum, før scenelyset endelig falder på aftenens hovedperson. Jordforbunden og cool i moderigtig oversize og hår i øjnene, præcis som vi kender hende. Taknemmeligheden over at stå på netop disse brædder er ikke til at tage fejl af. Ligesom ægtheden i hendes kontaktsøgende blik mod salens tusindvis af øjne, synes at være tydelige udspring fra hjertet. Hun vil have os tæt på. En agenda, der står lysende klart, som da hun efter aftenens to første numre beder alle lukke øjnene i to minutter og mærke rummet, vi sidder i.

En begavet måde at forbinde os på i salens noget udfordrende rammer med scenen placeret i salens midte. Stilheden sænker sig i et kollektivt åndedræt, der efter den korte mindfulness-session roligt vækkes til live i et vandbad af effekter fra tangenterne samt et glødende gulligt scenelys, der banker i takt med stortrommen og omstøber Rosendahl & co. til små silhuetter. Passende smyr ”Afterglow” sig let frem i det våde lydunivers, på en gang minimalistisk og storladent, og meget, meget smukt.

Covernumre og hitparade

Lige som vi er på vej ind i kernen af det afdæmpede solounivers smadrer en coverversion af musikerkollegaen Claus Hemplers ”Rise Upon the Storm” i gennem med en vildskab, der synes at være en favorit hos bandet selv. Den hurtige og rockede energi kaster et anker tilbage til Rosendahls spæde start med inspiration fra den postpunkede scene, men grundet nummerets uoriginalitet synes den en smule malplaceret i sætlisten. Noget, der viser sig at blive aftenens præmis. Herfra dukker en række covernumre som ”Langebro” og ”Jeg Ved En Lærkerede” op og blander sig med tidligere hitudspil i en småskizofren sætliste, der desværre kun gør plads til få af solokarrierens ellers uslidte numre, hvor ”The Hurt” og ”Rabbit Hole / Is This It?”-medleyet skinner i gennem som aftenens små, lysende perler.

Med dugfriskt materiale i bagagen havde både The Hurt fået en finere fødsel og solisten Pernille Rosendahl tegnet en klarere retning for sit musikalske spor, hvis der var blevet dvælet lidt ekstra i de nye kompositioner, hvis lavmælte inderlighed og dramatisk anlagte stik gør sig hamrende flot i den overdådige koncertsal – når de altså får lov. Bagkataloget og de mange covernumre er et godt dynamisk træk, men ville have gjort sig bedre som ekstranumre. Dermed ikke sagt, at der ikke er elegante ophold undervejs, for det er der bestemt. Som da den legefulde nyfortolkning af storhittet ”I Don’t Mind” vækker genkendelsens glæde, eller som da Rosendahl under ”Langebro” bevæger sig syngende rundt blandt gulv- og balkon-parket, svøbet ind i berusede blikke (og desperate mobilkameraer), der for alt i verden ikke vil miste hende af syne. Pludselig kan vi sanse på et dybere niveau. Ikke blot hende, den forførende skabning, men også stunden, vi deler.

Stærk i sin skrøbelighed

Der er ingen tvivl om, at Pernille Rosendahl besidder en særlig evne til at blødgøre ørerne og hjerterne omkring sig. Om dette skyldes den karakteristiske hæshed, der dristigt dukker op i uventede afkroge af det kropsbårne instrument eller evnen til at fortælle en historie, vides ikke. I hvert fald formår hun at fange, fortrylle og fastholde opmærksomheden fra den fulde cirkel, trods scenens noget modarbejdende stade, med hjælp fra sin enestående scenevanthed, der gang på gang afføder et storsmilende og højtklappende publikum. Hun synger lige dele yndefuldt og med en determineret kraft, der står stærkest, når hun for alvor sætter sig selv på spil.

Før tonerne til ”Love Will Keep You Warm” strømmer ud og ufortrødent spreder sig på alles læber, foreslår Rosendahl at få fløjet soveposer og flymad ind, så vi kan møde natten sammen. Og det vil jeg gerne. Med lukkede øjne, naturligvis – og uden telefoner.

Line-up:

Søren Vestergaard, guitar, keyboard

Jakob Høyer, trommer

Jakob Falgren, bas

Henrik Lindstrand, tangenter

Sætliste:

Like a Feather

Feet on the Ground

Afterglow

Rise Upon the Storm

Dreams

Tomorrow Never Dies

Butterflies

Langebro

Jeg Ved En Lærkerede

The Hurt

Lost in the Fire

I Don’t Mind

______

Rabbit Hole / It This It?

Mine Øjne De Skal Se

Love Will Keep You Warm


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA