Nyhed

Branchefolk raser over Spotify: "Griske og grådige"

Streaminggigantens store sponsoraftale med FC Barcelona vækker harme i musikbranchen

Nu bliver de griske og grådige udstillet i musikbranchen. Sådan lyder overskriften på en kronik i weekendens Berlingske Tidende - og det er Spotify, der henvises til. 

I foråret blev det offentliggjort, at streamingtjenesten har indgået en sponsoraftale med den store fodboldklub FC Barcelona.

Mere end to milliarder danske kroner vil tilflyde fodboldsklubben fra Spotify - samtidig med at streamingtjenesten efter manges opfattelse underbetaler de musikere, hvis arbejde er tilgængeligt via den populære tjeneste. 

Afsenderen af den aktuelle kronik er KODAs forperson Anna Lidell og Swan Lee-sangerinde Pernille Rosendahl, som mener at der er tale om en fuldstændig skæv prioritering fra Spotifys side.

LÆS OGSÅ: Bowie-producer: Spotify er afskyeligt

"Aftalen er i sig selv ikke forkert, men det har noget med balancen at gøre. At bruge så mange penge på et sponsorat i stedet for at hæve betalingen til dem, der skaber og spiller musikken, er ude af proportioner," udtaler Anna Lidell til dagbladet Politiken i kølvandet på weekendens kronik.

I kronikken går de to skribenter kraftigt i rette med Spotify - men appellerer samtidig til musikforbrugerne om at gøre op med den uheldige opfattelse af, at musik bare er noget, som er frit til rådighed.

"Fortsætter vi sammenligningen med filmbranchen, så er det ikke muligt at se gratis premium film mod at se reklamer undervejs. Den mulighed har man fortsat i musikbranchen, og det går ud over skaberne og artisterne. Den free rider-tendens skal ophøre," lyder det fra de to branchefolk.

ANNONCE