x
Weyes Blood: Titanic Rising

Weyes Blood
Titanic Rising

Retroskibet synker kun delvist

GAFFA

Album / Sub Pop
Udgivelse D. 05.04.2019
Anmeldt af
Simon Heggum

Retropop er et vidt begreb i den gængse læsers øjne. Nogle vil straks tænke, at vi her har at gøre med en sangerinde, der genopliver 00’ernes post-Spice-verden, mens andre vil tænke på 80’ernes synthpop. Men Weyes Blood, aka. amerikanske Natalie Mering, tager lytteren med på et nutidigt dyk ind i en storstilet amerikansk popmusik, MOR og adult contemporary fra '70’erne, hvor især The Carpenters spankulerer rundt som en Tyrannosaurus Rex. Merings stemme minder også, i voldsom grad, om salig Karen Carpenters. The Carpenters er i øvrigt røvfede, hvis du skulle være i tvivl!

Mering blander den sørgmodige popgenre fra dengang med en mere dyster sangskrivning og en fuldstændig pletfri produktion, hvor der ikke er holdt tilbage på ambitionsniveauet. De fleste steder lyder det virkelig godt, selvom man også sagtens kan høre inspirationer fra førnævnte The Carpenters, Abba, Elton John, MOR-era Scott Walker og især de senere plader fra label-vennen Father John Misty. Dette bliver visse steder så voldsomt, at Mering kunne beskyldes for at være hans kvindelige modstykke. For i den lange ende løfter den alsidige produktion simpelthen ikke sange, der er på nippet til kedsomhedens farlige dybder. Lidt ligesom Josh Tilmanns plader efter mesterværket I Love You Honeybear.

På første del af pladen vinder sange som ”Andromeda” og titelsangen, der at spankulerer den fine linje mellem kitsch og tidlig Kate Bush, mens sangene bæres af instrumentering og indslag, der holder de til tider anonyme melodier fra at blive helt forglemmelige. Pladen kulminerer tidligt på den helt fantastiske synth-odyssé ”Movies”, hvor Merings stemme virkelig kommer til sin ret og i høj grad lader sig inspirere af Philip Glass’ undervurderede Songs of Liquid Days. Komplet med arpeggio-violiner og dramatisk momentum.

Efter den omgang blegner resten af pladen desværre igen ud i en blanding af strygermættet retro og nutidig indiepop, der ikke holder en samling lettere svage ballader op til de første sanges ambitionsniveau. Man kan, med en vis portion plat humor, sige, at ambitionsniveauet i sidste omgang bliver det isbjerg, der sænker det ellers usynkelige skib. Et fint, men ikke pletfrit artpop-album.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA