x
Bålfest på trævarefabrikken

M. Rexen, Spot Festival, Trævarefabrikernes Udsalg, Aarhus

Bålfest på trævarefabrikken

Anmeldt af Rasmus Espersen | GAFFA

Sidst jeg var til et gratisarrangement på Spot Festival, druknede Benal i støj fra Åens gæster. I dag tav et fyldt lokale som ved et trylleslag, da Henry, Tommy og Michael Rexen gik på scenen og opvarmede deres stemmer med ”O, Death”. Det på trods af en til lejligheden opstillet bar, der serverede festivallens bedste øl – og så var den endda gratis! At de tre gik på scenen er måske så meget sagt. ”Scenen” bestod mest af alt af to mikrofonstativer, to højtalere og nogle trækasser at stille guitarerne opad midt på gulvet mellem trælegetøj og vinreoler. M. Rexen stod således kun et skridt fra og helt i øjenhøjde med sit publikum. Der var med andre ord lagt op til en intimkoncert med et skrabet setup.

Selvom setuppet var skrabet, var M. Rexen og de to medmusikere bestemt ikke nærige. Med sig havde de store stemmer og gode sange. Op til koncerten havde jeg lyttet til The United Kingdoms-pladerne fra i år og sidste år et par gange uden at være imponeret. Der sker helt vildt meget på alle numrene, men live trådte sangene virkelig frem. Nu må jeg bare i gang med at lytte til albumversionerne nogle flere gange, for jeg har i dag lært, at de gemmer på guld.

Guldet blev serveret med flotte vokalharmonier både i de helt dybe og i de høje tonelejer og elegant fingerspil på akustisk som elektrisk guitar. Der var tablassang, håndklap og stampen i jorden, så det ikke bare kunne høres, men også mærkes i det lille rum. Med sin enorme kapacitet i stemmen brugte Rexen mikrofonen og rummet foran den til at skifte mellem det spinkle og det kraftfulde, det høje og det lyse i et væk. Der var både overraskelser og overskud. På ”Autumn Home” satte han pludseligt i med den smukkeste fløjten, der sendte mig direkte tilbage til den torsdagsmorgen i det tidlige forår, hvor kirsebærtræerne sprang ud og fuglene for alvor gav den gas. Hvilken kraft, og hvilken ynde. På ”Natural Man” pacede fingerspillet på den akustiske guitar sangen op i tempo og helt ud til kanten og medførte en udvikling og en intensitet, der var Bright Eyes værdig. Langt de fleste sange havde faktisk en Conor Oberst’sk stil over sig, som episk udviklende fortællinger mere end en klassisk struktur med vers og tilbagevendende omkvæd. Kun den afsluttende ”Red Hot Fire” vendte tilbage til et egentligt omkvæd – men det var godt nok også et kraftfuldt et af slagsen.

Med blomster i håret og mørke rande under øjnene blev sangene leveret med en smittende glæde, der efterlod publikum åndeløse, og med en urkraft, der tvang Rexen til lige at skulle have pulsen ned inden sidste nummer. Men da det nummer så var spillet, brød publikum deres tavshed og vekslede den til et hjertevarmt bifald, der tvang M. Rexen tilbage på scenen til noget så sjældent som et ægte ekstranummer. Ikke den der obligatoriske pause på fem minutter, som alle bands holder inden deres største hit, nej, et ekstranummer, der tvang lydmanden til at tænde for mixeren og højtalerne på ny.

Der kommer til at emme af musik i Trævarefabrikernes lokaler mange år frem i tiden oven på denne koncert.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA