Mens vi venter på solen

Hjalte Ross, Spot Festival, Spot Royal, Aarhus

Mens vi venter på solen

Anmeldt af Nikolaj Sandberg | GAFFA

Jeg ankom muligvis en anelse for tidlig til Hjalte Ross’ koncert på Spot Royal denne eftermiddag. Omtrent 40 minutter før koncertstart. Mine fingre var derfor ganske følelsesløse på trods af den strategisk indkøbte kop kaffe, jeg havde erhvervet mig. Bag mig væltede en af de bagvedliggende cafeers parasoller sågar i vinden, mens skyerne lejlighedsvist dryssede med lidt forårshvidt. Jeg frygtede en råkold omgang.

Ikke desto mindre var fremmødet ganske pænt, da Hjalte Ross gik på scenen med sit band, der til lejligheden bestod af både cello, keyboard, bas og synth – en opsætning, der skulle afprøves for første gang denne eftermiddag, hvilket konferencieren så venligt forklarede. Og en opsætning, der fungerede aldeles godt, skulle det vise sig.

Hjalte Ross lagde ud med den underskønne ”Embody”, der på fornemste vis gav en smagsprøve på sangerens bløde vokal og fremragende evner udi sangskrivningen. ”I hate the fact that we’re alike” synger Hjalte Ross i sangen. Det er simpelt og stærkt på én og samme tid. ”Embody” blev fulgt op af den lige så fremragende ”Falling”, der giver kraftige mindelser til den for længst afdøde Nick Drake. Jeg skal ikke kunne sige, om Hjalte Ross vil finde sammenligningen belastende i længden, men Nick Drake er nu ikke den værste musiker at blive sammenlignet med, skulle jeg mene. Ligesom Nick Drake er Hjalte Ross’ vokal både omfavnende og varm, men samtidig indhyllet i et mørke.  

Apropos varme synes det næsten påfaldende, at solen langsomt brændte sig igennem det til tider truende skydække. Dette i takt med, at menneskemængden langs broen langsomt voksede. Jeg vælger dog at tilskrive Hjalte Ross og bandet denne tilkomst af mennesker i højere grad end solens fremkomst. ”Hvor er det en dejlig måde at starte dagen på”, hørte jeg sågar en tilskuer ved siden af mig sige. Det er svært ikke at erklære sig enig, for Hjalte Ross’ afbalancerede og harmoniske melodier må simpelthen kunne kurere selv de værste Spot-tømmermænd.

Som antydet ovenfor, fungerede opsætningen særdeles godt. Hjalte Ross’ krystalklare guitarspil gik i smuk symbiose med både cello og klaver. Jeg havde dog til tider en anelse svært ved at høre bassen, men det kan dog også skyldes støjen fra de omkringliggende cafeer, der desværre gør Spot Royal til et svært sted at skabe den intimitet og fordybelse, som en koncertoplevelse ofte bygger på. Dette gælder i særdeleshed for Hjalte Ross’ musik, der med sin inderlighed nok bedst egner sig til de mere intime rammer, som landets mindre spillesteder har at tilbyde.

”I har rigtig fået solsiden” fik Hjalte Ross sagt fra scenens mørke, da koncerten så småt var ved at nå sin afslutning, og de fremmødte måtte misse med øjnene i mødet med solen. Han synes dermed på mange måder at indkapsle dagens koncertoplevelse. Hjalte Ross’ sange og musikalske udtryk har nemlig rødder i mørket, men ikke et truende og kaotisk mørke, men derimod et trygt og harmonisk mørke. Og hvor der er mørke, må der nødvendigvis også være lys. Jeg påstår naturligvis ikke, at Hjalte Ross tændte for solen. Men varmen, den gav han os.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA