Lydflader så langt, ørerne rækker

The Entrepreneurs, Spot Festival, Musikhuset Aarhus, Store Sal

Lydflader så langt, ørerne rækker

Anmeldt af Nikolaj Sandberg | GAFFA

Det alternative støjrockband The Entrepreneurs har fået ry for at være en af landets bedste livenavne, og det beviste de til fulde i Musikhuset Store Sal denne aften til en koncert, der både var auditivt og visuelt overvældende.

Når klokken bliver 23 den sidste dag på Spot, og man sætter sig til rette i de bløde sæder i Musikhusets Store Sal, risikerer man, at der falder en vis dæmper på en. Enten er man lidt øm i benene og ryggen af at have hørt musik de seneste to dage, eller også samler man måske kræfter til resten af nattens udskejelser. Publikum var således stadig siddende, da bandet entrerede scenen til et sandt guitarinferno. Det skulle dog ikke tage meget mere end halvandet nummer, før det meste af salen stod oprejst. Øjeblikket indtraf, da den energiske og tempofyldte sang ”Say So!” så smertefuldt behageligt skurrede igennem højtalerne. Sangen er et af debutpladen Noise & Romance's mest markante og afspillede sange, og det var tydeligt, at den gik rent ind hos publikum med sine støjende guitarflader, der minder om Tame Impalas lyd på de tidlige udgivelser Innerspeaker og Lonerism. Ligesom Tame Impala synes The Entrepreneurs også at være udspændt mellem det komplet drengede og det komplet nørdede, men så tager sammenligningen dog også sin ende.

The Entrepreneurs har nemlig helt og aldeles sin egen lyd. I hvert fald på den danske musikscene. Det er lyden af guitarstøj, men det er samtidig en melodiøs og genkendelig form for støj, som eksempelvis nummeret ”Be Mine”, hvor Jonas Wetterslevs trommespil leverede et perfekt bagtæppe til forsanger og leadguitarist Mathias Bertelsens lydmur. Ej at forglemme Anders Hvass’ bidrag på bassen i denne henseende samt den smukke belysning, der skiftevis blændede op og ned for bandet i takt til lydfladerne og dermed understøttede det musikalske udtryk på fornem vis uden at overgøre det.

Der skete imidlertid det besynderlige, at en stor del af publikum valgte at sætte sig ned efter ”Be Mine”. Det var dog ganske behageligt at opleve den smukke ”Morning Son” fra de bløde sæder, skal det siges. Sangen markererede et ophold fra de distortede guitarflader og var derfor et veltimet afbræk for de blødende ører rundt omkring i salen. Bertelsens vokal, der konstant pendulerer mellem det polerede og beskidte, stod her umådeligt skarpt. Hans vokal klæder bare bandets lyd hamrende godt, idet han formår at trænge igennem de flader af lyd, der udgår fra bandet. Det er aldrig rigtig skønt, men heller aldrig rigtig uskønt – ganske enkelt helt perfekt og i direkte tråd med det musikalske udtryk.

”Op at stå!” blev der råbt et sted fra salen, og befalingen blev adlydt af de siddende tilskuere, da bandet præsenterede sangen ”Joaquin” til publikums store henrykkelse. Da Bertelsen annoncerede sidste nummer, var der ikke tale om bandets største hit ”Brutal Summer”, men derimod den fremragende ”Session 1”, der på mange måder var koncertens højdepunkt. Nummeret er ligeså beskidt som selv det mest støjende 90’er-shoegaze. På mange måder en perfekt afslutning på en næsten perfekt koncert.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA