x
80'er-kultbandet stråler stadig mellem goth, folk og world

Dead Can Dance, Tempodrom, Berlin

80'er-kultbandet stråler stadig mellem goth, folk og world

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Det australske kultband Dead Can Dance er ikke ligefrem hyppige gæster på danske scener. Faktisk har de kun én gang siden dannelsen i 1981 besøgt landet, nemlig på Roskilde Festival 2013, hvor de gav en meget smuk eftermiddagskoncert for et næsten fyldt Arena-telt. Gruppen holdt dog også pause fra 1998-2011, med en enkelt tour i 2005, og deres igangværende verdensturné er deres kun anden siden gendannelsen.

I mangel på danske koncerter er GAFFA draget til Berlin for at opleve gruppen i den udsolgte koncertsal Tempodrom, som med en kapacitet på 3500 personer vidner om, at Dead Can Dance har et ganske stort publikum. Og det på trods af, eller måske snarere på grund af, at de ikke lyder som ret meget andet på dagens musikscene. De begyndte med at spille post-punk med tydelige gotiske undertoner, men udviklede hurtigt musikken til et udtryk, der inddrager folk, verdensmusik, klassisk musik, ambient med mere, ofte med en tydelig spirituel dimension.

Centralt i gruppens univers er samspillet mellem de to officielle medlemmer, sangerne og multiinstrumentalisterne Lisa Gerrard og Brendan Perry. Gerrard synger som regel ordløse sange med en meget stor og alsidig stemme, hvis tonesprog ofte leder tankerne hen på Mellemøsten, mens Brendan Perry fremfører tekstbaserede numre med en dyb og fyldig, næsten croonende vokal. Gerrards sange er som oftest de mest klassisk- og verdensmusikinspirerede, mens Perrys er de mere singer-songwriter-orienterede, og på gruppens plader synger de to som regel leadvokal på hvert andet nummer, men til gengæld sjældent duetter.

Sådan bliver det også i aften, hvor gruppen er draget ud på deres turné, A Celebration – Life & Works 1980-2019. Der er altså lagt op til en nostalgisk aften, selvom duoen for kun et halvt år siden udgav et nyt album, Dionysus, som adskiller sig fra de øvrige ved kun at indeholde ordløse sange, dog sunget af begge vokalister. Gerrard og Perry stiller op med hele seks musikere, bassist, trommeslager, to keyboardspillere og to percussionister, hvor den ene også af og til synger kor og spiller akustisk guitar eller pennywhistle. Gerrard, imponerende klædt i smykkeklædt lang hvid robe og med tilsvarende hovedbeklædning, står som en dronning bag ved sit yangqin, en kinesisk hammer-dulcimer, hvor en række strenge anslås med to stave, hvilket giver nogle højfrekvente toner, der med lidt god vilje kunne lyde som en harpe. Den jakkesætbærende Perry spiller skiftevis bouzouki, et græsk strengeinstrument, og elektrisk guitar.

Åbningsnummeret er "Anywhere Out of the World" fra 1987-albummet Within the Realm of a Dying Sun, et klassisk Brendan Perry-nummer, dog med en usædvanligt groovy bas og med en lidt Weltschmerz-præget tekst i tråd med det gamle Dead Can Dances post-punk-rødder: "And maybe it's easier to withdraw from life / With all of its misery and wretched lies / Away from harm", lyder det, og Perrys stemme har stadig en imponerende fylde og nuancerigdom. Dead Can Dance trak sig dog ikke tilbage fra livet, men har gennem alle årene besunget det i al dets skønhed og gru. Lyden i Tempodrom er fremragende, og på scenebagtæppet bliver der projiceret et skønt farvespil, til tider med geometriske figurer. Enkelt og meget stemningsfuldt.

Overraskende cover

Den ordløse, dansable og percussionorienterede "Mesmerism" med ordløs sang fra både Gerrard og Perry følger, et nummer fra 1985-albummet Spleen and Ideal, og sådan kommer vi rundt i bagkataloget, også forbi en sjældenhed som "Labour of Love", der tidligere kun er udgivet på en BBC-session fra 1983, og "Bylar", som kun findes på bokssættet Dead Can Dance (1981-1998) fra 2001. Et højdepunkt er den irske folkesang "The Wind that Shakes the Barley", som Lisa Gerrard synger næsten alene på scenen, kun akkompagneret af pennywhistle. Hendes stemmekraft og indlevelse er imponerende, og publikum klapper begejstret, både da de genkender sangen, og da den er gennemført. Det samme gælder hendes ordløse kraftpræstationer på melankolske og længselsfulde numre som "Sanvean", hvor hun både kommer højt og op dybt ned i registret, og "The Host of Seraphim", hvor man føler sig hensat til en domkirke, også grundet orgellyden på keyboardet. Hendes spil på yangqin'en lyser også op på adskillige numre, blandt andet "In Power We Trust the Love Advocated," hvor den går op i en højere enhed med Brendan Perrys melodiske guitarspil.

Brendan Perry har dog også mange gyldne stunder, blandt andet balladen "The Carnival is Over", hvor stemningen af savn efter gyldne dage næsten driver ned ad de skrå vægge i bygningen, der faktisk liger et cirkustelt, apropos det cirkus, der drager bort i sangen. Han er også stærk på den vemodige "Amnesia" med smukt bouzouki-spil og "Autumn Sun", en overraskende fortolkning af det ikke særligt kendte franske band Deleyaman. Den anderledes danseglade "Dance of the Bacchantes" bliver eneste sang fra Dead Can Dances aktuelle album Dionysus, mens vi får hele fire ekstranumre, blandt andet Tim Buckley-klassikeren "Song to the Siren" med endnu en stærk vokalpræstation fra Brendan Perry. Nummeret er også kendt med This Mortal Coil, 80'er-all-star-indiebandet fra det toneangivende pladeselskab 4AD, som Dead Can Dance ligeledes var medlemmer af, om end det var Cocteau Twins' sangerinde Elizabeth Fraser og guitarist Robin Guthrie, der fortolkede nummeret dengang i 1983. Sangen vækker endnu engang jubel.

Eneste mindre mislyd undervejs er, at trommerne fylder lidt meget i lydbilledet på uptempo-numre som “Mesmerism” og "Avatar”, men det er absolut i småtingsafdelingen. Lisa Gerrard siger ingenting til publikum, men smiler, vinker, sender fingerkys og køler sig af og til ned med en vifte, mens Brendan Perry enkelte gange kommer med et "thank you". Gruppen virker dog oprigtigt beærede over den varme modtagelse, og ganske som på Roskilde i 2013 er Lisa Gerrard den sidste, der forlader scenen, mens hun atter sender fingerkys ud over publikum. Også denne gang fremstår hun majestætisk til det sidste. I øvrigt kan hun opleves live i Koncerthuset 18. oktober med koret The Mystery of the Bulgarian Voices. Der er i skrivende stund stadig billetter, og det kan varmt anbefales – og ikke kun, fordi det smager lidt af Dead Can Dance.

Sætliste:

Anywhere Out of the World

Mesmerism

Labour of Love

Avatar

In Power We Entrust the Love Advocated

Bylar

Xavier

The Wind That Shakes the Barley (folkesang)

Sanvean

Indoctrination (A Design for Living)

Yulunga (Spirit Dance)

The Carnival is Over

The Host of Seraphim

Amnesia

Autumn Sun (Deleyaman-cover)

Dance of the Bacchantes

Ekstra:

Song to the Siren (Tim Buckley-cover)

Cantara

Ekstra-ekstra:

The Promised Womb

Severance


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA