Hiphop Royalty i Royal Arena

Wu-Tang Clan, Public Enemy, De La Soul, Royal Arena, København

Hiphop Royalty i Royal Arena

Anmeldt af Cillian Murphy | GAFFA

På engelsk bruger man udtrykket when the stars align om et nærmest utænkeligt sammenfald af begivenheder, en slags guddommelig indgriben, med reference til astronomiens verden. Da det tilbage i januar blev annonceret, at koncertarrangørerne smash!bang!pow! havde sikret den højpotente stjerneparade Gods of Rap Tour til Royal Arena, var der således næppe et øje tørt blandt hiphoppuristerne i Dannevang. Konstellationen Public Enemy, Wu Tang Clan, De La Soul og DJ Premier er noget nær det ypperste, man kan forlange på én aften, som hiphop-fan af den gamle skole. At showet i Manchester tidligere på måneden affødte fem ud af fem stjerner i NME, gjorde ikke spændingen til aftenens koncert mindre.

Gennembruddet og den efterfølgende storhedstid for de respektive supergrupper udspillede sig for 30-25 år siden, hvilket altså er før, undertegnede blev født. Ikke desto mindre er der tale om tre af hiphoppens grundpiller, som alle der har haft berøring med kulturen op igennem 90’erne og 00’erne må formodes at have et forhold eller som minimum et kendskab til. Det er sværvægtere, som selv i amputerede udgaver repræsenterer den Golden Era, som en stor del af nutidens rapfans nostalgisk mindes. En tid, hvor stramme dobbeltrim og hæsblæsende flows blev pakket ned i sirlige vers på 16 takter, og hvor AutoTune og mumlerier ingen plads havde under hiphop-fanebladene i pladebutikkerne. Der var derfor en forventelig summen at spore, allerede længe inden den hættetrøje- og baseballcapbeklædte folkemængde var nået ud til Arenaen i den tågede Ørestad. Fra kl 19:30 og fire timer frem stod den nemlig på et solidt blast from the past...

DJ Premier

Preemo. The Host with the Most. Den legendariske Philadelphia-dj, og halvdelen af det nu hedengangne Gang Starr. På hele touren har han fungeret som dj og gjorde en god figur aftenen igennem. Fra et afviklingsmæssigt synspunkt kan jeg dog ikke helt vurdere, om det er et tegn på overskud eller totalt overkill at have så stor en legende til "bare" at vende plader, mens folk var ude og tisse og hente øl. Der kan dog ikke herske tvivl om, at Preemo ud fra eksponeringen og sammensætningen af aftenens event var velvalgt, og med stensikre fanfavoritter som “Simon Says”, “Ante Up”, “Jump Around” og naturligvis Gang Starr-hittene “Full Clip” og “Work”, sørgede han for, at hverken legenderne iblandt os eller i det hinsides blev glemt.

Desuden begyndte Preemos sæt allerede kl 19:30. Han kunne med fordel have været udskudt til efter henholdsvis De La Soul og Public Enemy og spillet 10-15 minutter længere, hvilket det store mellemrum af manglende tilskuere mellem Golden Circle og den øvrige sal bekræftede.

De La Soul ***

Hvis man kan sige, at de tre hovednavne til Gods of Rap repræsenterer hver sin gren af Eastcoast-rappen, må De La Soul være fakkelbærerne for det, som sidenhen er blevet døbt alternativ rap. Trioen, oprindeligt fra Long Island, New York består af dj'en Maseo ved siden af de to MC's Posdnous og Trugoy. De var en del af det famøse Native Tongues-kollektiv (med bl.a. A Tribe Called Quest og Jungle Brothers) og har siden debutudgivelsen 3 Feet High and Rising i 1989 været undergrundslegender.

Undergrund blev hurtigt nøgleordet. For foruden udfordringer med lyden fra start, hvilket blandt andet kom til udtryk på “The Grind Date” tidligt i sættet, var d’herrer for langt tilbage på scenen til at blæse igennem. Det var tydeligt, at De La Soul ikke var det mest kendte navn blandt aftenens navne, og energien hos de garvede gutter med mere end 30 år i gamet led da også et knæk eller to undervejs af denne årsag. Ikke desto mindre reddede Plug One og Plug Two en del på charmen og fik kækt proklameret, at de var trying to make money and make a connection, og at de desuden stadig kunne gøre, hvad de havde lyst til, og hvordan de havde lyst til det her i København. Det er immervæk også 30 år siden, de spillede deres første koncert i den danske Hovedstad på det nu hedengangne Scala på Vesterbrogade.

30 år er en del, hvilket blot understregedes, da Trugoy mod slutningen af showet lavede en hurtig håndsoprækning og afslørede, at en substantiel andel af aftenens publikum befandt sig i +35 kategorien. Men selv med en charmeoffensiv af J Dilla-beats, medley over Nas’ “Get Down” og visit i bagkataloget til finurlige numre som “Potholes On My Lawn” nåede vi aldrig rigtig ud over slacker-stadiet hos de to rappere. Maseos call/response fungerede således slet ikke, og det så ikke tjekket ud med den halvfulde Golden Circle, som skabte et unødvendigt hul i salen og fik de bagerste til at føle sig uforholdsmæssigt langt fra scenen.

De La Soul har dog en lille håndfuld undergrundsklassikere, som var med til at løfte publikum op. Både under “Oooh”, “Me, Myself & I” og særligt “Stakes is High”, var der både sult og rowdiness at spore hos de to Plugs, men de fik ikke rigtig den fornødne hjælp fra publikum. Igen blev det ret tydeligt, at folk ikke var lige så velbevandrede i dette bagkatalog som hos aftenens de facto hovednavn, Wu Tang Clan.

Public Enemy Radio ****

Den samme rolle, som South Bronx spiller for tilblivelsen af hiphop som helhed, spiller Public Enemy for den politiske hiphop. Ligesom De La Soul har ageret frontpersoner for den alternative rap, har den hærdede trio fra Long Island, New York været de absolutte fanebærere for modstanden mod politiet og lagde fundamentet til senere grupper som bl.a. N.W.A. Første gang Chuck D, DJ Loud og Flava Flav var i Danmark, var tilbage i 1987, og glædens gensyn var bestemt til at spore hos den snart 60-årige D, som fremstod alt andet end pensionsklar tirsdag aften.

På forhånd var det meldt ud, at Flava ikke ville være en del af Gods of Rap konstellationen, og er det så egentlig overhovedet Public Enemy, når den vægursbærende Flava Flav ikke er med? Faktisk ikke. I et kunstnerisk, måske copyright-relateret greb, har man ændret gruppens navn til Public Enemy Radio på denne tour. Men selvom Flav muligvis ikke den største bidragyder, når det kommer til de tunge vers, fornemmede man hans manglende tilstedeværelse på scenen, selvom den medbragte Jahi gjorde et fint indhop. Især var det fedt, da Jahi, som i 2006 boede i Danmark og arbejdede med bl.a. Nobody Beats The Beats, spillede en særlig reggaeversion af nummeret “SOS”, som blev indspillet og udgivet i København. Men bortset fra sporadiske cameos fra Jahi og en stærk dj-solo fra DJ Loud var det veteranen Chuck D, der løb med al opmærksomheden.

Både når han bragede over beats til “Can’t Truss It” og “Welcome To The Terrordome”, men også når han en sjælden gang imellem holdt pause numrene imellem og blev politisk. “Fuck war. Brexit is bullshit. Donald Motherfucking Trump...” lød det således, og især benævnelsen af No. 45 affødte højlydte buhråb, før beatet til protestsangen “Fight the Power” forventeligt bragede ud af højtalerne. Det blev generelt til en del meget hurtige overgange i det lidt hektiske show. Omvendt kalder det på respekt at få plads til 15 numre i stort set fuld længde i lige knap en times sæt. Dog gjorde det også, at publikum tabte pusten undervejs, og at en del call/response-sekvenser fra DJ Lord totalt druknede i backingtrack. Enten var forklaringen det, eller også var publikum bare spændte på snart at få lov at høre Wu Tang.

Desværre kunne hverken lyden eller dem på mikrofonen følge med det fantastisk højenergiske beat til “Harder Than You Think”, som mere end nogensinde savnede Flava Flavs signatur ad libs, og dermed blev det ikke den storladne finale, man ellers kunne have håbet på. Det blev som forventet et ganske fint show uden de store overraskelser eller sceneshow – med andre ord: dét, som publikum var kommet for... Måske lige minus danseduoen Security of the 1st World, som til tider endte med at se ganske akavede og malplacerede ud.

For ligesom til De La Soul kunne man ikke undgå at føle, at der var tale om opvarmning for Wu Tang, og at både De La Soul og Public Enemy – i hvert fald herhjemme – havde været bedre at opleve på eksempelvis Vega, hvor stemningen er mere intim og en større del af publikum ville være hengivet til musikken, og lyden ikke druknede i den Wu Wear-klædte folkemængde.

Wu Tang Clan ****

RZA, GZA, Ol’ Dirty Bastard (RIP), Method Man, Inspectah Deck, Raekwon, Ghostface Killah, U God, Masta Killa og senest Cappadonna. Hvis der nogensinde var en sværm af dræberbier, man for alt i verden ikke ville have i hælene, tværs over New Yorks boroughs, var det i hvert fald de ni ovenstående. I 1993 udgav de det legendariske og skelsættende Enter The Wu-Tang: 36 Chambers og har siden opnået verdensomspændende kultstatus. Aftenen igennem var det fuldkommen tydeligt, at det i dagens anledning ni mand store ensemble var højdepunktet, hvilket blot blev bekræftet af den pakkede arena, som alle havde W’erne i vejret til den storladne intro, der indfandt sig kl 22:15, helt ligesom annonceret. På forhånd var det annonceret, at Method Man ikke ville være med, ligesom Young Dirty Bastard "overtog" for sin afdøde far.

Således var hele salen badet i gult lys, mens RZA, der som altid agerede bandleder, kom til syne forrest på scenen. Herfra tog den karismatiske frontmand os igennem første omkvæd til hittet “Bring Da Ruckus”, mens Ghostface Killah, som den første af hovednavnets karakterer leverede sit vers på åbningsnummeret. Fra og med denne introduktion kom gruppens utallige MC’er gradvist ind på scenen, helt frem til Cappadonnas introduktion før “Da Mystery of Chessboxin”.

Allerede tidligt i showet var det dog tydeligt, at den svigtende lyd, der havde præget aftenen frem til nu, ikke ville have gavn af de mange MC’er, som har det for vane med at rappe igennem over hinandens vers. Wu Tangs stil har alle dage været hård og upoleret in your face-rap, og deres show i Royal Arena skulle ingen undtagelse være. Allerede på sætlistens sang nummer to blev vi introduceret til en af aftenens positive overraskelser, Ol’ Dirty Bastards søn Young Dirty Bastard, som ivrigt og højenergisk bragede hittet “Shame On a N*gga”. Allerede her stod det klart, at dét her i højere grad blev et spørgsmål om at rulle en energisk og elektrisk hitparade ud, snarere end at ligge under for limiters og equalizers. Flere gange overstyrede lyden, og på “Clan In Da Front” var det allerede blevet et spørgsmål om indhold frem for form. Heldigvis druknede hverken rim eller intention totalt på noget tidspunkt, og de mange hengivne fans fik lov til troskyldigt at synge med på klassiske Wu Tang-numre som “C.R.E.A.M.”, “Reunited” og “Protect Ya Neck”. Især sidstnævnte havde så tung bas på, at jorden decideret vibrerede under os – på en og samme tid en fed effekt og et forstyrrende element. For numrene fejler ingenting, så langt fra. Sætlisten var pakket til bristepunktet med klassikere, og publikum fik, hvad de var kommet for på den konto. Ofte blev det bare lidt rodet – hvilket man må forvente med otte mand på scenen.

Og så bliver det jo et spørgsmål om æstetikken. For nej, det var på ingen måde den reneste lyd, en hiphopkoncert nogensinde har budt på. Men omvendt er studieversionerne af så mange af Wus sange nærmest lige så grumsede, som de ender med at blive live. Når først man er ni mand dybe på scenen, hvor MC-kvaliteten svinger så meget som fra Raekwon til Cappadonna, må der nødvendigvis opgives på den anden konto. Så selvom det ingenlunde vil overgå verdenshistorien som den største tekniske koncertoplevelse nogensinde, fik gutterne fra Shaolin alligevel tændt en gnist, som især mod slutningen fik taget til at rejse sig.

Der fik vi nemlig den ustyrlige Young Dirty Bastard tilbage på scenen til faderens klassiker “Shimmy Shimmy Ya”, som fortsatte over i The Mother of All Possecuts – den mesterlige “Triumph”, som fra Inspectah Decks første, lyrisk overlegne vers til Raekwons energiske kæberaslere på sidste vers, understregede, at Wu Tang stadig ikke er noget at fucke med. Efter en time og 15 minutters koncert kunne RZA således proklamere, at han havde givet Cappadonna lov at rappe sit vers på “Winther Warz”, fordi det var "fire dage siden sidst", og til lyden af Ghostface Killah-nummeret luskede de ni munke af scenen, mens Royal Arena blev tømt for hiphopfans på tværs af generationer.




Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA