Stor stemme med befriende selvironi

Lewis Capaldi, Heartland Festival, Highland Stage

Stor stemme med befriende selvironi

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

"Hvis jeg tisser i bukserne, mens jeg spiller, så lad som ingenting. Det gør jeg – jeg er nemlig professionel". Ordet kommer fra Lewis Capaldi midtvejs under hans koncert, hvor det i øvrigt mere end drypper – ovenfra. Capaldi fremstår nærmest som to personer: Den dybfølte sanger, der fremfører melankolske sange om knustne hjerter, og så den lattermilde entertainer, der gør tykt grin med sig selv mellem sine numre og på de sociale medier. Og på en sær måde komplementerer de to sider af manden fint hinanden.

Den 22-årige skotte har fået en flyvende start på karrieren i Storbritannien. Tidligere på året lå hans single "Someone You Loved" nummer 1 på hitlisten i syv uger, hans debutalbum med den selvironiske titel Divinely Uninspired to a Hellish Extent er netop gået ind på førstepladsen, og i sidste måned solgte han 77.000 koncertbilletter i hjemlandet på 10 minutter.

Helt så stor er han ikke blevet herhjemme endnu, og han er placeret på den mellemstore Highland Stage midt på dagen kort efter festivalens åbning. Alligevel er pladsen pænt fyldt, og publikum synger med på adskillige sange. Capaldi har da også noget at have det i. Han har en imponerende stor og dyb, let hæs stemme, der får ham til at lyde meget ældre, end han er, og han skriver sammen med sine sangskrivningspartnere nogle udmærkede, melodiske popsange, som nævnt ofte vemodige ballader om hjerte og smerte. Ikke fremragende eller nyskabende sange, men bundsolidt pophåndværk. En slags mandlig udgave af Adele, om man vil, og det naturlige skridt efter Sam Smith og Ed Sheeran.

Capaldi begynder dog i det forholdsvis uptempo hjørne med "Grace". Hans fire musikere er alle klædt i rødt, mens han er i sort – dog med røde in-ear-monitors, og bandet har så sorte in-ear-monitors, finurlig detalje – mens navnet "Lewis Capaldi" på bagtæppet også er holdt i sort og rødt. Ganske stilfuldt.

Allerede på anden sang, balladen "Bruises" forlader det meste af bandet scenen, så Capaldi er alene tilbage med sin keyboardspiller og virkelig kan demonstrere sin stemmes fylde og nuancerigdom. Herefter vender musikerne tilbage, og i flere sange griber Capaldi selv en akustisk eller elektrisk guitar og udvider lydbilledet med enten akkord- eller fingerspil. Flere sange slutter med et mindre crescendo fra det velspillende band, og "Fade" byder på mindre portioner støjguitar og en lille guitarsolo.

Den småpompøse halv-ballade "Hold Me While You Wait" er et af koncertens højdepunkter. Det er Capaldis hidtil seneste single og kan blive endnu et stort hit. Capaldi snakker dog lige lovlig meget i betragtning af, at han kun har fået tildelt 45 minutter på scenen. Han er befriende nede på jorden og fortæller blandt andet, at han har årskort til Tivoli, men hans præsentation af bandet tager mindst lige så lang tid som en sang, og jeg havde nok foretrukket sidstnævnte. "Someone You Loved" slutter et fint sæt, igen med kun vokal og keyboard, og Capaldi gør opmærksom på, at han spiller i Vega til efteråret, men "der er allerede udsolgt" Her har han dog vist fået rodet rundt i kalenderen, for koncerten er endnu ikke offentliggjort og dermed heller ikke udsolgt. Men det bliver den nok hurtigt, når/hvis den går i salg.

Da koncerten er ved at være slut, siger Capaldi det samme, som han gjorde, da jeg så ham på Wonderfestiwall sidste sommer: "Hvis I kunne lide det, I hørte, så fortæl alle jeres venner om det. Hvis I ikke gjorde, så hold jeres kæft", efterfulgt af et smil. Det går ikke, hvis man er anmelder, men jeg vil med glæde fortælle, at fremtiden for Lewis Capaldi ser betydeligt lysere ud, end himlen er over Egeskov Slot denne eftermiddag. Og nej, han tissede ikke i bukserne.

Sætliste:

Grace

Bruises

Hollywood

Headspace

Don't Get Me Wrong

Hold Me While You Wait

Forever

Fade

Someone You Loved

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA