x
Modigt band spillede solen frem

Lowly, Heartland Festival, Highland Stage

Modigt band spillede solen frem

Anmeldt af Ulrich Lauridsen | GAFFA

Der skal en god portion mod til at booke et band som danske Lowly til en festival, hvor formentlig langt de fleste end ikke havde hørt om bandet, før de stod i Heartland-programmet. Alligevel har en meget stor flok festivalgængere fundet hen til den tidlige koncert på den smattede plads foran Highland-scenen, der har udviklet sig til at være et sted, hvor man kan forvente store oplevelser.
 
Og det får man heldigvis igen i de 45 minutter Lowly står på scenen. Lowlys musik er svær at kategorisere uden at bruge begreber som art-pop og eksperimenterende, men det, som bandet på scenen primært kan, er at skabe stemning. Ikke af fest eller med energi, men med en dragende og forførerisk proces, hvor der minut for minut breder sig en ro og velvære i krop og sjæl. Man lytter, nyder og lader sig synke hen, og det er ikke så ofte, at et festivalprogram indeholder den mulighed.
 
Med to stærkt kompletterende sangerinder, to keyboardspillere og en trommeslager er det musikalske univers overvejende elektronisk, og sådan er det også på de to albums, Lowly indtil nu har udgivet. Også disse albums kræver koncentreret lytning. Lowly giver ikke ved dørene, men tvinger lytteren til at tage stilling, og med den formel er risikoen for at musikken kan opfattes som forstyrrende eller endnu værre kedelig til stede. Det er den ikke, og langt størsteparten af det fremmødte publikum bliver også under hele koncerten og får belønningen for at have lyttet. Lowly er nemlig sådan et band, hvor det er nødvendigt at være med fra start, hvis slutningen skal give mening. Opbygningen og processen er nemlig det, der muliggør klimaks, som Lowly meget sikkert leverer med "In the Hearts" fra bandets seneste udspil Hifalutin, der udkom på det engelske selskab Bella Union i april.
 
Inden da har bandet også med stor sikkerhed og til stor begejstring spillet "Baglaens", "Stephen" og "Go for a Walk" fra samme album, ligesom debutalbummet Heba fra 2017 er stærkt repræsenteret af "Still Life" og "Deer Eyes". Disse numre er logiske valg, når et band som Lowly skal sammensætte en sætliste, for selvom de er langt fra klassiske radiohits, er de de højdepunkter, der holder sammen på koncerten. Det er nemlig ikke blot Heartlands bookere, der har været modige. Lowly spænder buen til det yderste for, hvad deres ambient pop kan bære til en udendørs eftermiddagskoncert, men skrøbeligheden holder, og mod slutningen kommer der små solstrejf fra den ellers grå himmel over Fyn. Og mens disse solstråler hurtigt forsvinder igen, bliver varmen siddende i publikum, der af bandet hjerteligt og meget sympatisk takkes for at have lyttet med. Med et stort og langvarigt bifald til følge.

Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA