x
Afvæbnet og i al sin storhed

The Smashing Pumpkins, Heartland Festival, Greenfield Stage

Afvæbnet og i al sin storhed

Anmeldt af Simon Nielsen | GAFFA

Dagen igennem har jeg rundt omkring på Heartland Festival set mennesker med et stort fedt zero stående henover brystet på deres T-shirts. Folk er mødt op for at dyrke nostalgien i al sin overflødighed imellem craft beer og skaldyrsburgere, og ligesom de oppustelige tinsoldater på scenen pustes op foran et publikum, hvoriblandt mange sikkert har købt billet for netop at opleve The Smashing Pumpkins i al sin genfundne storhed, overbevises jeg lidt om, at Billy Corgan er kommet for det samme – netop at dyrke nostalgien, som den var i de depressive 90’ere, hvor teenage angst kørte sideløbende med Beverly Hills 902010. Billy Corgan har smidt den gamle T-shirt og trukket i den kulsorte kjortel, og han har fundet sine gamle bandkammerater i James Iha og Jimmy Chamberlin frem fra mørket for at give folk et skud nostalgi i en tid, hvor flugten fra samtiden måske er mere tiltrængt end nogensinde før.

Tiden mellem Machina og begyndelsen af 00’erne er i øjeblik forsvundet i 90’ernes storhed, hvor Gish helt fra begyndelsen af aftenens koncert er stærkt repræsenteret. Det karakteristiske og knivskarpe guitarriff fra ”Siva” mødes af Jimmy Chamberlins komplekse trommer, men som nummeret udvikler sig, og hovedsageligt James Iha og Billy Corgan bevæger sig over i ”Rhinoceros”, forsvinder detaljerne i det mudrede lydbillede. Mine tanker vandrer tilbage til sommeren 2013, hvor jeg stod i Falkoner Salen og overværede mit livs dårligste koncert med The Smashing Pumpkins, men som frygten i mig stiger, mødes jeg samtidig af den genfundne spilleglæde, der strømmer udover scenen. Billy Corgan er som transformeret til sit ungdommens jeg, imens James Iha er en konstant indlevelse i guitarens fagre, store verden. Desværre forsvinder ”Today” i en mavepuster af støj, der sender mit eget nostalgitrip tilbage til virkeligheden, imens jeg prøver at kæmpe mig fri fra festivalens fuldskab, der dominerer området omkring Heartlands hovedscene.

Min kammersjuk og jeg har det uden tvivl vildt over at synge med på ”Zero” og ”Tonight, Tonight” ligesom ingen er i tvivl om, at størstedelen af de fremmødte har det, men samtidig giver det mudrede lydbillede en lidt dårlig smag i munden over det ellers ambitiøse sæt.

The Smashing Pumpkins bevæger sig med Billy Corgan som styrmand igennem 90’ernes storhedstid, hvor kun få afstikkere til senere tids mindre succeser finder sted. Bandet spiller uden tvivl lige efter bogen, selvom de to medbragte livemuskere og Jeff Schroeder ofte virker lidt for overflødige, men imens publikum bombarderes med flakkende lys og guitar distortion, fastslås det nostalgiske møde med et The Smashing Pumpkins, der har været forsvundet alt for længe. Smagen for det, publikum vil have, har tydeligvis overvundet Billy Corgan, der sammen med resten af bandet bevæger sig gennem ”Disarm” og mindre mindeværdige coverversioner, der giver mere følelse af et barband end det, der måske var hensigten.

The Smashing Pumpkins har altid haft talent for at kombinere hjerteskærende popmelodier med rivende distortion, der gør bandet til det perfekte produkt af glam og punk, og som Billy Corgan træder ind i sine egne barndomsminder fra 1979 i sangen af samme navn, fungerer det som endnu en cementering af det, The Smashing Pumpkins langt om længe har fundet tilbage til. Selvom den halvflade fornemmelse af lydbilledet undervejs bliver for dominerende, er der ingen tvivl om, at The Smashing Pumpkins befinder sig et meget bedre sted, end Billy Corgan så det for fem år siden.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA