Koncertanmeldelse

Græskarrene er intakte

The Smashing Pumpkins

Rogers Arena, Vancouver

Billy Corgan & Co. er skarpe med et nyt album lige om hjørnet

Lad os slå fast en gang for alle, at der ikke er noget, der hedder alternativ rock længere – internettets mangfoldighed satte en stop for monopol-musik for mange år siden, og der er ikke længere noget at gøre oprør imod på rockscenen.

Skruer vi tiden 30 år tilbage, så verden dog lidt anderledes ud, og Billy Corgan og Smashing Pumpkins var en af mange frontløbere i den musikalske revolution, der med blandt andet grunge-bølgen var med til at gøre den såkaldte alternative rock mainstream.

Senere i denne måned udgiver Smashing Pumpkins deres 12. studiealbum ATUM – en rockopera i tre dele, der ifølge Corgan selv fortsætter den halv-selvbiografiske historie fortalt på bandets Mellon Collie and the Infinite Sadness (1995) og Machina/The Machines of God, albums nu med en ældre hovedperson. Fredag aften stod Smashing Pumpkins på scenen i Vancouver, parate til at promovere deres nye album, der udkommer senere denne måned. 

Billy Corgan, som efterhånden er blevet 55 år, indtager scenen i en stor sort, vampyrlignende kåbe og med rød makeup omkring øjnene – en fremtoning, der får ham til at ligne en rådgiver i Queen Naboos Senat i Star Wars the Phantom Menace (1999).

Tilbage til storhedstiden

Smashing Pumpkins lægger ud med “Empires” fra ATUM. Herefter bevæger vi os tilbage til bandets storhedstid i 1990’erne via “Bullet With Butterfly Wings” og “We Only Come Out at Night”, begge fra Mellon Collie and the Infinite Sadness – et album, der kastede syv Grammyer af sig, men også et album, hvor bandet udskiftede producer Butch Vig (Nirvana, Garbage) med Flood og dermed, som et af de første bands i omegnen af grunge, tog et skridt videre mod en mere nyskabende rocklyd. ”The world is a vampire, send to drain,” synger Corgan i “Bullet with Butterfly Wings” – at dømme efter hans påklædning kan der være noget om snakken, og Corgan er kommet for at tage for sig af varerne i Vancouver – der er sniksnak med publikum, og han virker i storform, langt fra den indadvendte version, jeg oplevede i The Showbox i Seattle tilbage i 2010. 

Inden for den første halve time får vi “Eye” fra samme album plus “Today” fra bandets kommercielle gennembrud Siamese Dream (1993). Under indspilningerne til Siamese Dream var bandet præget af interne romantiske stridheder, heroinproblemer, Corgans kamp mod vægten, skriveblokade og selvmordstanker, der til sidst endte i en depression. Alt dette er indfanget i sangen “Today”, som i aften kommer til at stå som en fremragende repræsentant for Smashing Pumpkins anno 1993. Koncertens første del får den udsolgte Rogers Arena til at eksplodere. Corgan deler ud af greatest hits, som var det juleaften, og lysshowet og storskærmen på bagscenen er helt i top. 

Spirits of Fire

Aftenens koncert er en del af bandets Spirits of Fire Tour, der startede i Dallas i oktober og ender i Los Angeles i næste uge efter 32 stop undervejs. Smashing Pumpkins anno 2022 består af den originale linje op fra 1980’ernes Chicago – minus bassist D’arcy Wretzky. Wretzky forlod Smashing Pumpkins omkring årtusindeskiftet. Efter at have lagt crackpiben på hylden begyndte hun omkring 2016 at tale med Corgan om at vende tilbage til bandet. Efter hun i februar 2018 offentliggjorde Corgans og sin sms-korrespondance online, blev den dør dog lukket. Nu håndteres bassen af studiemusiker Jack Bates. Bandet tæller også guitarist Jeff Schroeder, der har været fast medlem siden 2007 og australske Katie Cole på vokal og keyboard. 

LÆS OGSÅ: Smashing Pumpkins: Sms-dialog viser dramaet i kulissen

“Time is never time at all”

Koncertens anden halvdel bevæger sig primært omkring bandets Cyr-album fra 2020. Et album Corgan selv har kaldt sin stræben efter at lave et album med en nutidig lyd og form. Vi bevæger os væk fra første halvdels 1990’er-rock mod en mere synthpoppet lyd via numrene “Cry”, “Stand Inside Your Love” og “I of the Mourning”. Der er godt med programmeret musik i baggrunden og ikke meget liveaktivitet på scenen. Vi får en enkelt afstikker til denne anmelders favoritalbum Adore (1998) via “Ava Adore”, inden vi igen bevæger os tilbage til 1990’erne via “Zero”, “1979” og “Tonight, Tonight”.

“Tonight, Tonight” leveres med Corgan og James Iha på akustisk guitar og en mørk scenebaggrund, hvilket virker som en glimrende kontrast til resten af koncerten. Tilbage i september åbnede Corgan op til musikmagasinet NME omkring den psykiske sygdom, han har kæmpet med hele livet. Inden “Tonight, Tonight” joker han med, at Vancouver kunne være et godt sted at dø – det er tydeligt via ping pong med Iha, at det er en joke og ikke den depressive Corgan, vi tidligere har været vidne til. 

Nu da strygerlyden er gemt væk og den akustiske guitar fundet frem, kunne jeg havde håbet, bandet havde gledet over i “Disarm” fra Siamese Dream-albummet, desværre er det ikke tilfældet.  

Græskarrene er intakte for nu 

Aftenen lukkes med den noget Black Sabbath-inspirerede “Beguiled”, første single fra det nye album og “Silverfuck” fra Siamese Dream, der sætter punktum for en glimrende aften med en varieret sætliste. Kun to sange fra bandets ATUM-album var inkluderet, hvilket virker fornuftigt, da albummet ikke er udkommet endnu.

Hardcore fans fik også valuta for deres penge via “We Only Come Out at Night” og “I of the Mourning”, der ikke er blevet spillet live siden henholdsvis 2008 og 2013. Bandets coverversion af Talking Heads’ “Once in a Lifetime”(1980) ramte helt ved siden af denne aften, men ellers var alt, som det skulle være.

“Then someone will say: what is lost can never be saved,” som Corgan sang tidligere i aften. Samshing Pumpkins har haft en noget rodet historie fra 2000 til nu, og undervejs har det virket, som om det hele var tabt. Denne aften på den canadiske vestkyst beviste Corgan og co., at deres tekst fra 1995 ikke holder. Smashing Pumpkins leverede varen, og græskarrene er reddet for nu. 

LÆS OGSÅ: LYT: Få forsmag på nyt kæmpeværk fra The Smashing Pumpkins

 

 

ANNONCE