x
Khalid kom ikke helt ud over kanten

Khalid, NorthSide, Blue Stage

Khalid kom ikke helt ud over kanten

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Den 21-årige Khalid Donnel Robinson fra Georgia har fået noget af en kometkarriere. Det er mindre end tre år siden, han udgav sin første single, og siden har han udsendt to album og en ep, der alle er gået top 10 i USA, ja, det andet album, dette forårs Free Spirit, røg endda direkte ind på førstepladsen. De har også hittet i store dele af den øvrige verden sammen med en række singler, og Khalid har turneret flittigt. Sidste år besøgte han både et udsolgt Tap1 og Roskilde Festivals Arena-scene, og til september kan han opleves i Royal Arena, hvor der dog stadig er ledige billetter.

Hvad er det så, han kan? Ja, han er i hvert fald på plade en fremragende r&b-sanger med en karakteristisk lys, nasal og udtryksfuld stemme, og så skriver han sammen med sine sangskrivningspartnere nogle udmærkede, ofte meget iørefaldende popsange med et tekstunivers, der tager udgangspunkt i de glæder og udfordringer, der følger med at være ung. For eksempel med kærlighed, sprut og stoffer – også når man ikke engang er flyttet hjemmefra, som det gælder hovedpersonen i "8Teen", der kommer som aftenens andet nummer.

Live er Khalid dog mindre imponerende i hvert fald denne aften på NorthSide. Han stiller op med et regulært band med guitar, trommer og to keyboardspillere samt en håndfuld middelgode dansere i NorthSide-T-shirts og en enorm storskærm. Lydbilledet er til gengæld knap så enormt. Dels er lyden ikke særlig høj, dels har Khalids stemme det med at drukne lidt i lydbilledet i de mere upbeat sange, og i de mere stille sange, som der er mange af, er han, medmindre man står lige ved scenen, lige ved at blive overdøvet af det publikum, der langtfra alle har indtaget årets ellers meget fine gimmick: Hold kæft-bolsjer til snakkende publikummer. Måske var regulære knebler bedre?

Khalid stemme er heller ikke helt så skarp live som på plade. I aften er den næsten overdrevet nasal, så man næsten får lyst til at tilkalde en øre-næse-halslæge eller i det mindste række manden et lommetørklæde. Det er svært at opfange teksterne, hvis man ikke kender dem i forvejen, men det er dog bedre, end det var tidligere på dagen hos Alice in Chains, hvor vokalerne var én uformelig mumlegrød.

Selve personen Khalid virker ellers meget charmerende. Han smiler bredt næsten hele tiden, og det er sjovt at opleve ham forsøge at danse akavet sammen med sine dansere eller spille en luftguitarsolo. Til gengæld fremstår det ret påtaget og også en smule selvfedt, når han nærmest hele tiden siger: "Den næste sang ændrede mit liv", "den næste sang er et af mine yndlingsnumre" eller "den næste sang betyder noget særligt for mig". For det er altså hans egne sange, han omtaler på den måde, ikke covernumre.

Bandet spiller udmærket, og der kommer endda en lille trommesolo i "OTW". Til gengæld er det smukke englekor i "Angels" backtrack. Man kan åbenbart ikke få det hele.

Flere gange sætter Khalid sig på en stol, når han rigtig skal være indfølt, eksempelvis på Benny Blanco- og Halsey-samarbejdet "Eastside" i en afdæmpet version, og det bliver lidt anstrengt i længden. Storskærmen viser undervejs i koncerten blandt andet dansere og flotte optagelser med ild, storbyscenarier og stjernehimmel. Khalids sange er ikke lange, og på 75 minutter får vi hele 21 numre, sluttende med endnu en ballade, "Saturday Nights", tilsat en lidt malplaceret del af Oasis' "Wonderwall". Især det publikum, der er jævnaldrende med Khalid, lader til at have en fest, mens denne lidt ældre skribent tillader sig at være lidt mere forbeholden. Vi må håbe, Khalid får revanche i Royal Arena.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA