Bruce Springsteen: Western Stars

Bruce Springsteen
Western Stars

På detour med Bruce og orkester

GAFFA

Album / Sony Music
Udgivelse D. 14.06.2019
Anmeldt af
Henrik Friis

Udkommer 14. juni

Country-pop, kor, strygere, blæsere og store arrangementer. Det står nok ikke højest på den gængse Bruce Springsteen-fans ønskeliste efter fem års venten på nyt materiale. Men på sin egen måde ender Western Stars faktisk med at passe ind i rækken af bossens solo-udspil – og samtidig være helt sin egen.

Inspirationen stammer tilbage fra slut-60’erne, hvor bl.a. Glen Campbells og Jimmy Webbs kombination af country, relativt eksistentielle tekster og (stort) orkester – Southern California pop music – ramte en helt ung Springsteen og blev en del af hans musikalske arv.

”Ramt” bliver man egentlig også som tilhører, når man efterhånden vænner sig til orkester-arrangementerne – jo, det tager altså tid – og kommer ind under huden på de i alt 13 nye sange og deres indpakning. For til Springsteens ros skal det siges, at orkesterdelen kun få gange ender decideret svulstigt. Mest virker det som understregninger og udviklinger af de fine fortællinger startet af guitar, banjo eller piano, og sange som har slægtskab med gamle soloalbums som Nebraska og The Ghost of Tom Joad: Godt fortalte skæbner som blafferen, den forladte, eller stuntmanden, der har brugt spændingens sus som flugt fra en uudholdelig virkelighed og nu går med skruer og plader i kroppen for at hænge sammen. Men han går ikke desto mindre...

Altså mest sange om midaldrende mænd, der har fejlet og slået sig på livsdrømmen, men humper videre.  Nogle med fortsat tro på drømmen – andre som desillusionerede skæbner. Som manden, der alene genbesøger det gamle Moonlight Hotel og tænker på kæresten fra dengang, mens revnerne i den tomme swimmingpools betonbund fortæller om de krakelerede drømme.

Det hele er ikke melankoli: Manden i Tucson Train har været ude i hampen, men er nu hyper-ivrig for at vise, at han har fået styr på sig selv, når kæresten kommer ind med toget. Og Sleepy Joes Café er et hygge-muntert frikvarter fra trængslerne. Men det er og bliver kontraster til grundtonen.

Som hørt på de senere udgivelser skal Springsteen absolut også synge skønsang a la Roy Orbison et par gange. Det lærer jeg aldrig at elske. Men hvis man giver sig tid og lytter gennem indpakningen, er albummet i øvrigt en fin lille detour, hvor styrken er helheden frem for enkelte stjernestunder, og hvor kun producer Ron Aneillo er gennemgående musiker med dryp fra Fru Patti, keyboardspilleren David Sancious og enkelte andre kendinge. Inden E Street Band senere i år pumpes op igen til både album og efterfølgende tur, som Springsteen har skyndt sig at fortælle, hvis nogen skulle være skræmt…



Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA