x
Hatchie: Keepsake

Hatchie
Keepsake

Som at være i et stort tomt univers af intet

GAFFA

Album / Heavenly Records
Udgivelse D. 21.06.2019
Anmeldt af
Simon Heggum

Det er lidt svært at finde ud af, hvad det er, australske Harriet Pillbeam vil på sin første fuldlængde debut efter den mere håndspillede ep Sugar & Spice fra sidste år. Keepsake kan ses som en gigantisk kærlighedserklæring til 80’ernes synthpop-, dreampop- og new wave-scene, hvilket altid er helt på sin plads. Det er genrer, der har givet os mange glædelige minder, og chorus-bas, blød overdrive-guitar og analog synth er en svær ting at gå forkert i byen med. Men synthpop er så allestednærværende i 2019, at det nærmest er den nye mainstream. En af årets bedste popsingler – ”7 Rings” med Ariana Grande – er et stort synthpop-monster. Derfor skal man have noget, der minder om et ocean af en saltvandsindsprøjtning med i rygsækken for at hæve sig over middelmådigheden.

Det har Hatchie ikke rigtigt. Hun har en fin stemme, som mange steder går i et med det pænt producerede tapet af knurrende synths, og det er rart at høre håndspillede elementer, hvor især trommerne på ”When I Get Out” og ”Kiss the Stars” bør fremhæves. Men personligheden er forsvundet i en slags glæderus over at kunne lyde som forbillederne. Og det er altså på nippet til at være en parodi visse steder.

”Stay with Me” er allerede en klichéfuld popsang, med et omsonst omkvæd, men synthesizer-riffet minder for meget om Future Islands ”Seasons (Waiting on You)”. Åbneren ”Not That Kind” lyder som et Susanne Sundfør-nummer sunget af Jonna Lee fra iamamiwhoami. Balladen ”Secrets” er en direkte hån mod lytteren, i et generisk univers af intet. ”Unwanted Guest” er plaget af en guitarlyd, som lyder af noget, Duran Duran ville have været oppe at køre over i '85, mens ”Hear Her Own Heard” bryder med synthlyden, men lyder som de kvindelige popfolk sangerinder, der strøg ud af morgenradioerne i 2001. Nu har jeg Lene Marlin på hjernen. Tak for det!

I lang tid syntes jeg, at ”Obsessed” var pladens stærkeste skæring, trods de åbenlyse New Order-referencer. Men derefter gik det op for mig at sangen nærmest er identisk med New Orders 00’er-single ”Krafty”, komplet med en Peter Hook-lignende bassolo. Det er nærmest den samme sang.

Sangskrivningen på Keepsake er præget af en generisk melodiøsitet, som kan høres i samtlige andre popsange på den nutidige popscene, og man rammes af det ene forglemmelige omkvæd efter det andet, hvor man kan undre sig over, at der ikke er lidt mere at rykke rundt med, når der tydeligvis har været ambitioner bag projektet. Jeg føler mig rent faktisk til grin som lytter. En flot kage kan altså stadig smage ad helvede til. Keepsake er en stor, forgyldt luftlomme af absolut ingenting.

Jeg kedede mig bravt gennem hele Hatchies debut, indtil jeg til sidst blev sur. Der er sikkert personlighed et sted, men det lader til, at sangerinden og producerne har været så optaget af at lave det store popgennembrud, at de glemte den personlighed et sted. For den er ude af syne i det her ingenmandsland. Hatchie får Ellie Goulding til at lyde som Cabaret Voltaire.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA