x
Jeg elsker dig, Lucifer

Belphegor, Copenhell, Pandæmonium

Jeg elsker dig, Lucifer

Anmeldt af Jesper Buhl | GAFFA

Ifølge visse dæmonologer fra 1600-tallet så er dæmonen Belfegor stærkest i april, men i 2019 er det måske nærmere årets sjette måned, der er storhedstiden for dødssynden dovenskabs vigtigste dæmon.

De østrigske veteraner Belphegor kan dog ikke beskyldes for dovenskab. De leverede deres sortsvedne dødsmetal med en forbilledlig intensitet i et imponerende tempo, og selv om deres hjemby Salzburg måske bedst kendes for bysbarnet Wolfgang Amadeus Mozart, og valsetaktens hjemland måske ikke ligefrem er storleverandør i omvendte kors (men dog smukt dekorerede menneskekranier på kirkegårdene), så leverede Helmuth Lehner og hans unheimliche kohorter bestemt varen under Copenhell-ulvens lysende øjne.

Bandet, der vist stadig kun har to faste medlemmer, bassisten Serpenth og guitarist og forsanger Helmuth Lehner, men som var flankeret af en forbilledligt spillende leadguitarist og ligeledes trommeslager, indledte koncerten med ”Sanctus Diaboli Confidimus” og slog straks temaet for koncerten an: ubønhørlig præcision i deres uhellige, blasfemiske sange. Selv om pladsen foran Pandæmonium-scenen ikke fra begyndelsen var propfyldt, og der givetvis var mange festivalgæster, som havde fået rigeligt med maskeklædte tæv af Slipknot på Helviti kort før, så kom der efterhånden godt gang i publikum.

Allerede under koncertens andet nummer ”Totenkult – Exegesis of Deterioration” fra bandets seneste album ”Totenritual” fik vi demonstreret et af salzburgernes calling cards og absolutte styrker, nemlig Helmuth og Serpenths vokal-samarbejde. Serpenths hvæsende skrig og Helmuths dybe growl klæder simpelthen hinanden forbandet smukt (eller måske himmelsk grimt). Uanset hvad så var det en fornøjelse at høre dem synge ”Totenkult / Lux in Tenebris / Totengott”, så der ikke var et øje tørt i nogen af helvedes cirkler.

Lyset engel gik virkelig med glans, men det var den faldne engel Lucifer, Belphegors knusende krigsmaskine besang. ”Save your prayers. God is not with us now,” som Helmuth hvæsede i indledningen til ”Swinefever – Regent of Pigs”, som med lyrik som ”religious fanatics, psychotic breed / dogma discordant, their sacrosancts bleed" maler et desværre uhyggeligt præcist billede af verdens tilstand i Trump-æraen. Vi skal alle sammen snart dø, kvalt af populistisk fascisme eller som følge af klimaforandringer, men i det mindste kan vi glæde os over, at Belphegor kun er blevet skarpere og ondere med årene. Hvis vi alligevel skal dø i et kryptofascistisk hellscape, der er uden for vores kontrol, kan vi lige så godt bære vores ligsminke med stolthed. Belphegor ved det, og nu ved du det også. Halleluja!

Det var både en styrke og en svaghed, at Belphegor stort set kun havde et gear, nemlig bundgas direkte mod helvedes afgrund. Hvad koncerten manglede i dynamisk spændvidde, kompenserede den for med et frenetisk, fræsende vanvidsridt gennem Pandæmonium. Der var dog enkelte pauser, hvor Helmuth lettede foden en anelse fra speederen. ”Lucifer I adore you”, som han halskradsende messede i ”Pactum in Aeternum”. Et på mange måder rørende øjeblik i en bestemt vellykket koncert.

Det var vanvittigt underholdende og euforisk overvældende at opleve Belphegor på Copenhell, der deres lidt korte koncert til trods, sluttede på toppen med den ætsende onde blastbeat-hyldest til the goat of fukk, ”Lucifer Incestus”, og ”Baphomet”, der fik denne signatur til på det nærmeste at overgive sig til østrigsk overherredømme.

Jeg elsker dig, Lucifer, og det gjorde folk foran Pandæmoium også.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA