x
Scorpions' festfyrværkeri

Scorpions, Copenhell, Helviti

Scorpions' festfyrværkeri

Anmeldt af Keld Broksø | GAFFA

Scorpions' danske fans bliver aldrig skuffede: En forrygende koncert på Copenhell i 2016, Royal Arena i København 2017 – og Copenhell 2019, hvor lys, lyd, dybde, nerve og spilleglæde slog meget andet af dette års program af banen.

De gode, gamle tyskere + svenske trommemagiker Mikkey Dee knoklede, og de fik publikum til at blive på pladsen til langt over midnat.

De mange hits stod i kø, herunder uundgåelige “Wind of Change” med hele trommepodiet i tro kopi af Berlinmuren – flot, flot!

Der var tænkt over detaljerne som helikopterintroen på video, hvor en gruppe elitesoldater rapellede ned – og fluks er bandet på scenen. Den er brugt før, men under Copenhells åbne himmel var det ekstra flot. Og så gimmicken med at hejse Mikkey Dee op under loftet under en af de trommesoli, som undgik mange klichéer. Igen: Flot, flot!

For et band, der begyndte i Hanover i 1965 (!), er vi jo nærmest over i noget Stones-lignende rollatorrock, men når selv Mick har rejst sig efter at have fået ny hjerteklap, så kan man jo så småt begynde at tro på det evige liv.

Igen er det helt store ved Scorpions version 2.0 Mikkey Dee (eks-Motörhead/King Diamond) bag gryderne. Gamle, lidt slidte numre får ny energi med det drive og den usvigelige sikkerhed, som Mikkey Dee træder op med.

Han er også en modvægt mod en rust, som man så småt begynder at fornemme på frontmand og sanger Klaus Meine. Men den lidt skrøbelige mand med den nasale stemme skal være der, før det er rigtigt Scorpions.

Alle var glade – og det manglede også bare, når Scorpions både har sjælerne som ”Send Me an Angel” og rock-skrål-med-nummeret ”Big City Nights.” Kort efter eksploderede Copenhells 10 års jubilæums-festfyrværkeri. Måske var det en tilfældighed, men i disse afsluttende øjeblikke toppede dette års Copenhell for mig.

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA